Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vellydende vrede og vanvid

Updated
Underdark Our Bodies Burned Bright on re-Entry

Britiske Underdark imponerer med velproduceret og velkomponeret post-black metal, der i den grad sætter fokus på nogle ømme tæer rundt om i verdenen.

Kunstner
Titel
Our Bodies Burned Bright On Re-Entry
Dato
30-07-2021
Trackliste
1. Qeres
2. Our Bodies Burned Bright on Re​-​Entry
3. Coyotes
4. With Ashen Hands Around Our Throats
5. Skeleton Queen
Karakter
4

Nottingham i Storbritannien er nok bedst kendt for ham landevejsrøveren, der huserede i skovene ud for byen og tog kampen op mod det etablerede. Men byen, der ligger 200 km nord for London kan også noget andet. Det er også hjemstedet for Underdark, der nu har været længe nok i undergrunden og omsider er klar med deres debutplade, der ligesom førnævnte Robin Hood, gerne tager livtag med uretfærdigheder i deres tekster.

'Our Bodies Burned Bright On Re-Entry' er en black metal-plade med masser af inspiration fra punk og shoegaze. Man kunne også kalde det post-black metal. Kært barn har mange navne. For Underdark er bestemt et interessant bekendtskab. Pladen består af fem skæringer, hvor de alle er mellem seks og ni minutter lange. Sangkonstruktionerne er komplekse og består af både spoken word, akustiske eller afdæmpede introer, vanvittige skrig og black metal for fuld udblæsning. Det er en sonisk oplevelse at lytte til Underdark.

I sidste uge bragte vi et interview med Underdark, hvor de blandt andet forklarer, at flere af deres sange rent lyrisk har et meget specifikt tema. Den afdæmpede start på 'Coyotes' kunne måske godt vugge lytteren i søvn, men den eksploderer i et desperat brøl, og forsanger Abi Vasquez synger om den tragiske situation, der dagligt udspiller sig på grænsen mellem USA og Mexico, hvor myndigheder og selvbestaltede grænsevagter forsøger at holde styr på immigranter, der vil ind i USA. Læser man interviewet, får man en forståelse for, hvorfor det rent personligt også er en vigtig historie at få ud gennem musikken for forsangeren.



Sådan er det også med 'With Ashen Hands Around Our Throats', der omhandler de britiske myndigheders behandling af ofrene for den brand, der hærgede boligkomplekset Grenfell Tower tilbage i 2017. De fleste kan nok godt huske den 24-etagers høje bygning stå i brand, mens det nok ikke er alle, der ved, hvordan myndighederne fejlede i genhusningen af de beboere, der overlevede og hvordan samme myndigheder muligvis kunne have forhindret den brandtomt i overhovedet at opstå. 

Der er dog også masser af indre dæmoner, der skal kæmpes med og mod i Underdarks lyriske univers. Åbningssangen 'Qeres', titelsangen og 'Skeleton Queen' er alle et kig ind i ens eget, dybe mørke og der brøles om afhængighed, selvskade og andet, der kan give ar på sjæl og krop. Således kommer Underdark vidt omkring i deres budskab, der er lige dele politisk og personligt reflekterende.

Det gode ved Underdark og deres debutplade 'Our Bodies Burned Bright On Re-Entry' er, at musikken passer godt til teksterne. Der er en snert af desperation, vrede og afmagt over riffs og komposition, som gør, at det netop bliver en helhedsoplevelse at sætte pladen på. 

Underdarks debutplade 'Our Bodies Burned Bright On Re-Entry' giver vi 4 ud af 5, for musikken og den gennemarbejdede plade fortjener karakteren, og vores vurdering er, at vi kommer til at høre meget mere til Underdark. Stig ombord før din nabo.