Vanvittigt kedeligt og ensomt

vader-solitude-in-madness

Polske Vader udsender en kedelig omgang dødsmetal, hvor der er masser af fart på og lidt thrash fra demodagene, men det bliver næppe noget, nogen husker.

Kunstner
Titel
Solitude in Madness
Dato
01-05-2020
Trackliste
1. Shock and Awe
2. Into Oblivion
3. Despair
4. Incineration of the Gods
5. Sanctification Denied
6. And Satan Wept
7. Emptiness
8. Final Declaration
9. Dancing in the Slaughterhouse
10. Stigma of Divinity
11. Bones
Karakter
2

Vader fra Polen har været en trofast støtte på dødsmetallens landkort siden debutpladen 'The Ultimate Incantation', der udkom i 1992. Faktisk blev bandet dannet helt tilbage i 1983, men de brugte lige nogle år på at lege lidt med speed- og thrash metal, førend de endegyldigt valgte dødsmetallen. Vader var et af de bands, som Earache Records så som en eksponent for europæisk dødsmetal, der skulle tage kampen op mod bølgen fra Floria, der mestendels var på Roadrunner eller Metal Blade. Det blev dog aldrig rigtig til et gennembrud, og de blev droppet i midten af halvfemserne efter kun én plade på det store pladeselskab.

Det har dog ikke kunne afskrække forsanger Piotr 'Peter' Wiwczarek, der ud over at brøle også tager sig af guitaren og er eneste tilbageværende originale medlem fra firserne. Siden har der været rigtig mange medlemmer gennem Vaders mølle, men siden 'Welcome to the Morbid Reich' fra 2011 har der været en fast kerne i Vader. Pladen er sjovt nok også et nik tilbage til deres voldsomt populære 'Morbid Reich'-demo, der udkom i 1990 og blev solgt i tusindfold og fik gjort øjnene store hos Earache. Netop den demo har vi også skrevet lidt om i vores Briller af Stål-klumme, der tager sig kærligt af de bands, der aldrig rigtig blev bedre end deres demo.



Med 'Solitude in Madness' forsøger Vader dog at modbevise vores tese fra 2016. Desværre viser det sig, at tesen stadig holder vand. 'Solitude in Madness' er Vaders 12. studieplade, og de har således været flittige gæster i studiet siden midten af halvfemserne. Det har bare ikke rigtig udmøntet sig i noget, der for alvor kan få vores smil til at brede sig over hele femøren. Bevares, der er knald på og fart over feltet. Det går stærkt. 11 sange på kun 29 minutter. Vader leger endda med thrash-elementer, mens vokalen effektmæssigt minder lidt om David Vincents i Morbid Angel. Det sådan lidt rullende og gurglende brøl. Så er man fan af dødsmetal, klassisk og velkendt vokal samt masser af hurtige guitarer, som eksempelvis på 'And Satan Wept', så indfrier 'Solitude in Madness' unægtelig en del af ens ønsker.

Trods en ganske fyldig og udmærket produktion, så kan det ikke helt dække over, at det netop føles en smule bedaget. Det er hørt før. Og bedre. Også fra Vaders side. Allerede i 2014 efterlyste vores anmelder, at Vader skulle ville det noget mere, da de udgav 'Tibi et Igni'. 

Og det er ikke, fordi vi ikke tidligere har været efter Vader. Da de i 2004 udgav 'The Beast', skrev vi, at der mangler nogle ørehængere og sange, man kan huske. Her 16 år senere er det stadig tilfældet. Vader spiller dødsmetal, som vi har hørt den siden midten af firserne. Med 'Solitude in Madness' flytter polakkerne ikke nålen det mindste. Måske er det også meningen. Vader vil bare gerne spille hurtig dødsmetal og ud på de skrå brædder og gøre det samme. 

Pladens måske bedste nummer er den afsluttende 'Bones', hvor de rammer den gode dødsmetalrytme og får nakkerne til at flytte sig i takt. Men det er ikke noget højdepunkt, der får skalaen til at sprænges nogen steder. Det er tværtimod en kedelig omgang 29 minutter. Albumtitlen 'Solitude in Madness' er alt for præcis: Muligheden for at blive vanvittig af at kede sig i sit eget selskab med denne plade. Det bliver næppe én, man sidder og hører sammen med vennerne.