Autentisk lyd af proggens ungdom
Den københavnske sekstet har givet mere plads til de store arrangementer på deres andet album og gør sig fortjent til på længere sigt at skubbe dansk progressiv rock ud over egne landegrænser – hvis ambitionerne er derefter.
2. CCTV of a Boy
3. Green Knight
Progressiv rock er af mange årsager en udskældt genre. Traditionelle vers/omkvæd-strukturer og letfordøjelige, sangbaserede kompositioner forkastes til fordel for teknisk virtuositet, intrikat samspil og lange kompositioner, og det er derfor, med bagklogskabens briller at betragte, ikke svært at ræsonnere sig frem til, at opgøret med genrens højtragende tendenser mundede ud i punkens gennembrud, som brød op med alt det, den progressive rock stod for.
Ligesom mange andre af de genrer, der i al sin væsentlighed knyttes til en bestemt æra, i dette tilfælde altovervejende fra 1969-1976, har den i flere bølger oplevet en genopblomstring, der enten har higet efter at ramme en lyd så tæt på den oprindelige som muligt eller har brugt inspirationen som springbræt til selv at føre lyden i anderledes progressive retninger.
Værket falder altovervejende i den første bås, hvor musikken er det absolut bærende element, og de velorkestrerede arrangementer, hvor både fløjte, trompet, keys og korsektioner konstant bidrager til at gøre lydbilledet levende og organisk. Tydeligvis henvender de sig til de mere "prætentiøst" indstillede lyttere. På denne opfølger til debuten 'Jealousy Hits' fra 2016 sætter deres liveerfaring fra hjemstedet Mayhem på Østerbro et stærkere indtryk på samspillet, der elegant fører bandet videre fra de blødeste fløjte-bårne passager til de mere hårdtrockende soli, og alt derimellem.
At en veninde, der selv er opvokset under samt velbevandret i prog rockens storhedstid, 5 minutter inde i titelnummeret mente, hun genkendte albummet og gættede sig til, at der måtte være tale om Jethro Tull, siger på sin vis både noget om ikke blot de oplagte referencer, når fløjten i den grad bidrager til sekstettens modus operandi, men også den historisk musikalske autenticitet, der præger 'Young Again'. Med blot tre numre, hvoraf 'Green Knight' runder af med 21 minutters episk virtuositet, er albummet som skabt til 70'ernes foretrukne vinyl-format, og arrangementerne er intrikat konstruerede med både enkeltstående sekvenser og gennemgående temaer, der afløser hinanden og konstant fører lytteren smertefrit videre til nye højder. Måske en tand for smertefrit.
Til releasepartyet på Mayhem i august var der lagt markant mere vægt på de tungt rockende sekvenser, hvor guitarist Anders Jørgensen og trommeslager/sanger Adam Nielsens liveerfaring fra deres hovedband Slægt satte et tydeligere aftryk på fremførelsen, og det var derfor umiddelbart en skuffende oplevelse at høre albummet på vinyl dagen efter, hvor guitaren træder tilbage i det samlede lydbillede og efterlader mere plads til de store arrangementer. Gudskelov har skuffelsen i mellemtiden fortaget sig, og denne afbalancerede rummelighed til hele bandet er altovervejende en fornuftig beslutning af Fleminng Rasmussen, der har mastereret pladen i de legendariske Sweet Silence Studios. Til tider bliver det dog også en tand for hyggeligt og bekvemt uden på samme måde at afspejle den diversitet, som bandet lagde for dage under, da de spillede albummet live.
Skal vi forblive i det mere kritiske sindelag, har trompetist og forsanger Jakob Emil Lamdahl Pedersen fortsat et påfaldende dansk accent, der sammen med en lettere begrænset tonalitet ikke supplerer med meget væsentligt til helheden. Lidt synd, når der ellers er gjort så meget ud af lyrikken, der i samtlige tre sanges tilfælde berører variationer af tematikker om tidens forgængelighed og livets cyklus, som i følgende passage fra den tre-delte 'Green Knight':
”It sucks to be young, and it sucks to be old
I love being young, and I can't wait to be old
Schizophrenic emotions is what youth is all about
We're all in such a haze waiting for our lives to fall into place”
De eftertænksomme tekster supplerer på den vis fint de drømmeriske toner, men vokalen er bare ikke stærk nok til at formidle denne eftertænksomhed og de lyriske kvaliteter.
Når det er sagt, står det uden for enhver diskussion, at det er musikken, der er den bærende kraft, og hvor vokalen trods alt sjældent fremstår mere end forglemmelig, er fokus gennemgående på de stærkt komponerede, organiske kompositioner, som viser Værket fra deres hidtil stærkeste side. Bevares, 'CCTV of a Boy' virker som lidt af en parentes klemt imellem de mere storladne første og sidste skæringer, men 'Young Again' har en stærk, ambitiøs eftersmag, og fortsætter bandet i samme ambitiøse retning, bør de også, på trods af det danske bandnavn, kunne trodse landegrænser for det mere progressivt funderede publikum.
Vi krydser fingre for, at der er mere i vente, og anbefaler i samme åndedræt at slå et smut forbi Pumpehusets Byhave, hvor Værket spiller gratis fredag d. 1. februar.