Vreden overskygger stadig alt
Populær
Phil Anselmo udgiver for første gang i sin karriere et soloalbum. Som regel gælder det, at debutpladen er den stærkeste. Det gør det ikke i Phils tilfælde.
2. Battalion of Zero
3. Betrayed
4. Usurper Bastard's Rant
5. Walk Through Exits Only
6. Bedroom Destroyer
7. Bedridden
8. Irrelevant Walls and Computer Screens
De fleste fans af den tunge musik har på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med Phil Anselmo. Mandens fortid i Pantera, Down, Superjoint Ritual og et hav af andre mere eller mindre succesfulde projekter har gjort ham til en af de bedst kendte personligheder i miljøet. Hans markante personlighed har blot været med til at understrege det faktum med en meget fed tusch.
Mens han utrættelig og umættelig er vandret fra projekt til projekt siden nedsmeltningen af Pantera, så har han stadig til gode at finde ro. Spørgsmålet er så, om han gør det på dette såkaldte soloalbum. Phil har allieret sig med nogle venner, der går under banneret 'The Illegals'. Med deres fælles opvækst og bopæl i New Orleans og det sydlige USA er det ikke alt for svært at regne ud, at de illegale henviser til de indvandringspolitiske problemer, der er mellem USA og Mexico.
Musikken er typisk Phil Anselmo, hvis man kan sige det. Det er helt tydeligt, at Anselmo fortsætter den stil, som Pantera bevægede sig i på de sidste plader. Det er helt tydeligt på 'Battalion Of Zero', der nærmest har samme intro, som 'The Great Southern Trendkill' havde. Hele pladen minder om sen-Pantera. Musikken er dog meget mere kaotisk, vild, kompleks og kompromisløs.
Det samme er teksterne. De er hudløst ærlige og reflekterer den mani, som raser i Anselmos sind. Der er tusind tanker, der flyver rundt i et forsøg på at finde mening og ro. Og der er vreden, der brænder som en evig ild i begge ender af Anselmos stearinlys. Teksterne emmer af den utæmmede vrede, Anselmo selv har været god til at fodre i en menneskealder med stofmisbrug.
Dette soloalbum med titlen 'Walk Through Exits Only' er bare ikke lige så godt, som det er vredt. Hvis man gerne vil have en finurlig blanding af netop Pantera, Down og Superjoint Ritual, så er Anselmos soloplade faktisk ganske passende, for der er tydelige elementer fra alle de nævnte bands. Der er bare ikke rigtig nogen sange, der står ud fra mængden som værende bedre end de andre. Der er masser af variation og forskellige tempi, men det hele er bare kaos og vrede. Det blev jeg lidt træt af til sidst. Det bliver derfor til en lille toer.