Taknemmelighedens gave, middelmådighedens svøbe

VULCANO-web-1400px

Som med ens forældre er det bedste, man kan gøre sig forhåbninger om fra gamle metalbands, at de ikke decideret blamerer sig.

Kunstner
Titel
Eye in Hell
Trackliste
Bride of Satan
Cursed Babylon
Evil Empire
Struggling Beside Satan
Sinister Road
Devil Bloody Banquet
Sirens of Destruction
Dealer of My Curse
Mysteries of the Black Book
Inferno
Cybernetic Beast
When the Days Falls
Eye in Hell
Karakter
2

At være metalfan handler – blandt et par andre ting – om at have taknemmelighedens gave. Ikke forvente for meget, ikke gøre sig forhåbninger om at blive overvældet, tage til takke med den middelmådighed, der hersker overalt i metal, glædes over den fede 3/6’er, lade det blive ved dét. Finde sine nye, store oplevelser uden for metal, hvis man stadig har brug for den slags – og det har man strengt taget ikke, for en anden af de ting, at være metalfan handler om, er at være halvgammel og stokkonservativ – fordi metal allerede har givet én, hvad den kunne give én.

Med dén indstilling kan man glæde sig over, at Vulcanos 11. plade ikke er dårlig. Jovist, produktionen er generisk og kønsløs, sangene er forglemmelige og kunne være skrevet af et hvilket som helst andet blackened dødsmetal-band med sine historiske referencer i orden, udførelsen er upåfaldende, men direkte dårligt kan man ikke beskylde det for at være.

Og ja, der stod “Vulcanos 11. plade”. Langt de fleste vil kende dem for debuten ‘Bloody Vengeance’, der i 1986 sammen med Sepulturas debut ‘Morbid Visions’ og året efter Sarcófagos ‘I.N.R.I.’ lagde grunden for ikke alene Brasiliens dødsthrash-scene, men også en årelang fascination hos europæiske og nordamerikanske black metal-fans for den obskure, ekstreme, ofte komplet udechifrerbare og ultrasataniske metal, der blev skabt i små lommer overalt på det sydamerikanske kontinent. ‘Bloody Vengeance’ nyder – med rette – klassikerstatus.

Derfor kunne medlemmerne af Vulcano naturligvis heller ikke bare lade det ligge, da en ny generation af metalfans opdagede den plade, og som så mange andre veteranbands blev de gendannet. Bröderna Hårdrock fra Nifelheim klappede i deres hænder, så nitter og spikes klirrede lystigt, og tog dem med ud på tour flere gange og indspillede en split, hvor Vulcano havde en sang med, der på grammatisk korrekt metalenglish hed ‘The Evil Always Return’. Vulcano var tilbage, de spillede charmerende koncerter på bl.a. Loppen i 2014, alt var godt. 

Altså bortset fra, at de blev ved med at indspille nye plader med nogle års mellemrum. Habile, upåklagelige og aldeles forglemmelige plader. Sådan en plade er ‘Eye in Hell’ også. Måske lige en tand strammere end de foregående, men det er der ærlig talt ingen, der rigtig kan huske eller orker at tjekke. Førsteindtrykket er positivt: Vulcano er befriende ukiksede, der er herligt meget smæk på, fra ‘Bride of Satan’ lægger ud. Det er tydeligt at høre, at et band som Watain har taget noter fra Vulcano. Det er også bare tydeligt, at arvtagerne har taget det et godt stykke længere, mens Vulcano stiller sig tilfredse med at fræse af sted og snerre vredt om djævelskab. Skulle de bumle ind i et enkelt riff eller to på vejen ved et slumpetræf, er det ikke noget, de hænger sig synderligt i, inden de buldrer videre. Lidt for sigende er det, at det eneste stykke, der for alvor får én til at spidse øren, er starten af ‘Inferno’, der skiller sig ud – indtil det går op for én, at det er, fordi den er planket fra Slayers ‘Hell Awaits’. 

Men igen er det ikke, fordi resten er dårligt som sådan. Er man indstillet på en tåkrummende søgt moderne veteranplade eller en anonym omgang dødsfræs, der tilfældigvis bliver spillet af et kultnavn, bliver man positivt overrasket over, hvor meget bedre end det det er. Forlanger man mere af sin metal, er det bedre at dykke ned i demoarkiverne med obskuriteter fra dengang, hvor det mørke og brutale Sydamerika var uopnåelig langt væk, og alt var fotokopieret og overspillet endnu mere grumset og utydeligt sejt.