Spirituelt quickfix

a3320415754_10

For en sekulær metal: Uanset hvor forførende det kan være, når bands strunter i fine fornemmelser og forsøger at skabe ritualmusik, lykkes det ikke, når Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu går sammen.

Titel
Syntheosis
Label
Genre
Trackliste
Void Monolith
The Shamanic Vision
Seeker's Reflection
Journey to the Center of Mass
Wake up the Possessor
Infinite Gate Opening
Vacuum Head
The Universal Eye
Syntheosis
credits
Karakter
2

Koncertritualet er det moderne menneskes religionserstatning, en søgen efter noget højere i det velkendte og verdslige. Det er ateistens vaklen i ikke-troen; som om humanismen ikke var nok i sig selv, som om musikken ikke var nok i sig selv. Et yogaretreat for mennesker uden karrierer, et par timers spirituelt quickfix med fadølsbar oveni.

Det er uundgåeligt lidt fjollet at se på, hvis man hviler i sin egen sjælløshed. Det stiller sig an med fagter og gevandter, røgelse, krigsmaling og bare tæer, det er oppustet og pompøst. Hvis I så gerne vil i dybere pagt med naturen, så gå dog ud i den i stedet for at anrette efterårsdekorationer på scenen. Hvis I har så meget imod den katolske kirke, så lad dog være med at efterligne dens ritualer. 

Bare lad være. Det er en konventionel punkrock-visdom, som thrash metal tog til sig, at hvis musikken ikke kan bære hvidt scenelys, T-shirts og jeans, så er det den, der ikke er god nok, ikke omstændighederne, der er forkerte. 

Maxer ud i teaterblod
Men det er naturligvis også en fattig og reduktiv kunstanskuelse. Naturligvis kan koncerten være en totaloplevelse, den kan være teater, der kan fungere på trods af ens sunde skepsis. Og selvfølgelig kan den være en seance, der er så medrivende, at man glemmer alle forbehold, man måtte have haft, og uforbeholdent giver sig hen den tid, det varer.

Koncertritualet er nemlig også besnærende i sin massesuggestion. Der er noget forførende ved at opleve nogen, der strunter i T-shirts og anti-attitude og uden blusel maxer ud med teaterblod og hypnotisk repetitive forløb. To bands, der er lykkedes med det, er finske Dark Buddha Rising, der siden 2007 har spillet en mættet, psykedelisk sludge med et ceremonielt liveshow, og landsmændende Oranssi Pazuzu, der lige så længe har nørdet rundt i en ikke mindre psykedelisk og krautrocket black metal. Det ene band lige så knusende massivt og indesluttet, som det andet er ildevarslende let og forlokkende.

Af den hollandske Roadburn Festival fik de to bands i opdrag at skabe et fælles værk til den kunstnerisk ambitiøse festival i 2018; året efter udgav de debutpladen ‘Syntheosis’. Titlen er i sig selv en ganske god indikation af, hvad det er, man indlader sig på her: En – vist nok selvopfundet – sammenskrivning af ordene syntese, altså foreningen af to, ikke nødvendigvis umiddelbart forenelige, fænomener i ét. Og teosen: At få del i den guddommelige natur takket være Guds nåde, sådan som det primært prædikes i den ortodokse kirke. 

Du troede, du bare skulle høre noget tråd og have den fede koger på? Glem det, du skal have en pseudo-spirituel oplevelse, makker. Fat kalken, tag tøjet af, luk øjnene, og hold godt fast om kniven den næste times tid.

Chokeffekt som en efterårsdekoration
‘Syntheosis’ er et mørkt trip, sådan som man ville forvente det, når man i forvejen kender til de ti bands, der mødes i Waste of Space Orchestra. Lange, repetitive forløb som i pladens vellykkede hovedattraktion, ‘Journey to the Center of Mass’, kosmisk synth i ‘The Universal Eye’, forløsende liflig skønsang i melodiske ‘Wake Up the Possessor’, slæbende, sludget doom i titelsangen, shamanistisk gøgl i ‘Infinite Gate Opening’. 

Problemet med ‘Syntheosis’ er, at den er præcis, som man ville forvente den, bare i mindre grad. Det lyder 1:1 som et mix af Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu, men summen af de to tilsammen er mindre end de enkelte dele hver for sig. De ellers så forbilledligt metalgrænseafsøgende og gennemmusikalske Oranssi Pazuzu trækkes ned på et lavere musikalsk plan af de monolitisk kværnende Dark Buddha Rising, som til gengæld mister en del af den tyngde, der er selve deres raison d’être.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det vil have været overvældende at opleve det her første gang til koncerten på Roadburn Festival. Det vil have været lige til at give sig hen til, og man vil have været omgivet af mennesker, der var lige så villige som én selv til at gøre det til en særlig oplevelse. Man vil på forhånd have været enige om at gå ind på ritualet, man vil have draget hinanden ind i det.

Men når man sidder i sin stue og forsøger at genskabe det ved at høre pladen, har det omtrent samme spirituelle chokeffekt som en pyntekurv med mos, grankogler og drivtømmer på spisebordet eller et postkort af et ikonmaleri i skifteramme på parcelhusvæggen. 

Musikken kan ikke bære det alene hos Waste of Space Orchestra. Koncertritualet bliver en afledningsmanøvre. Og så fejler alt.