Saxofon i stormens øje
Ukrainske White Ward har tæmmet de finurlige indslag i sin musik, og resultatet er et forunderligt fængende og inspirerende møde mellem rasende vokal, trommer, guitar, blid saxofon og Lars Nedlands gæstevokal.
2. Embers
Det ukrainske ensemble White Ward har måske nok begejstret fans af post-black metal med et jazzet og særegent twist på ‘Love Exchange Failure’ fra 2019. Det over én time lange album har masser af stærke momenter men er måske ikke så imødekommende for den strejfende musiklytter af nutiden, der måske ikke kommer over hurdlen af jazzede finurlige indslag eller lange introer, før sagens kerne folder sig ud. Det kan den mere kondenserede form på EP’en 'Debemur Morti' derimod. Lokke og behage. Og fange lytteren ind.
Den indledende saxofon i første nummer, titelsangen, er beroligende i sin dystre form, bjergtagende som intro og sætter en forventning til dét, der venter. Saxofonen får lov til at fortsætte lidt over det mere smadrede formørkede riff, inden vokalen kommer på med rå vildskab over de pulserende trommer, som siden banker rytmerne på plads, og skarpe guitarriffs vælter ud af den fræsende skygge og giver kant og skaber plads i lydbilledet, inden der igen ræses videre. Overraskelsen kommer halvvejs inde i nummeret, hvor Lars Nedland, der er kendt fra Solefald og Borknagar, stemmer i med fantastisk lækker ren vokal, der klæder nummeret på fornemste vis. Der syres ud over et c-stykke, inden nummeret vender tilbage, stadig med Nedlands fine røst på. Hvilken perle af et nummer.
‘Debemur Morti’ er opkaldt efter det franske pladeselskab bag udgivelsen. Det er en hyldest til selskabets udgivelse nummer 200. Og hvilken måde at fejre sig selv. White Ward står skarpt og er en reklame af rang for selskabet.
Saxofonens kraft
Det andet af de to lange numre på udgivelsen er ‘Embers’. Her leges med den mørke, ambiente stemning i nummerets start. Der er tid, masser af tid. Igen gør saxofonen et smukt visit. Helt uhyrligt er saxofon ikke i metal, dels er der selvfølgelig norske Shining, mens Amorphis også har formået at sætte instrumentet fornemt ind i bandets musik. White Wards brug af instrumentet er dog mere skrøbeligt. Det skaber en ro, mens det på samme tid bygger en ildevarslende forventning til sangens næste ryk. Instrumentet taler sandt: ‘Embers’ går fra saxofonen til tyngde og siden intenst smadder, begge dele noget hvor skrigevokalen passer perfekt ind. Saxofonen hidkalder dog roen igen, på trods af Yevhenii Karamushko stadigt piskende trommer, der ligger lige under og raser ud imens.
Et perfekt visitkort for såvel White Ward som det jubilæumsfejrende pladeselskab. Denne anmelder fik i hvert fald lyst til at dykke mere ned i bagkataloget hos såvel band som pladeselskab.