Riff, tap & repeat

WTR

Til trods for en ny forsanger er det stadig Joe Cocchis let genkendelige og ekseptionelle rifferi, der definerer Within the Ruins. Man fristes til at sige, at alt er som normalt – den nye normal.

Titel
Black Heart
Trackliste
Domination
Deliverance
Black Heart
Open Wounds
Eighty Sixed
Devil In Me
Hollow
Outsider
RCKLSS
Ataxia V
Karakter
4

Siden udgivelsen af ’Halfway Human’ (2017) har amerikanske Within the Ruins skiftet forsanger Tim Goergen ud med Steve Tinnon, der er den fjerde forsanger i bandets 17-årige levetid. Det er det mest revolutionerende, der er sket siden sidst, vi stiftede bekendtskab med bandet. Vanen tro bevæger de altoverskyggende bagmænd, guitarist Joe Cocchi og trommeslager Kevin Mcguill, sig ikke langt fra de sikre omend komplicerede valg. Derved også sagt, at man som lytter kan læne sig roligt tilbage og blot nyde uden de store forskrækkelser.

’Black Heart’ tager kort sagt tråden op, hvor ’Halfway Human’ stoppede. Det er tydeligt lige fra åbningsnummeret, der er præget af tekniske og tech-inspirerede riffs, Tinnons potente og vellykkede growlen og naturligvis bassist Paolo Galangs rene vokal. Sidstnævnte er et tiltag, der først er blevet en del af Within the Ruins musikalske univers efter Galangs ansættelse i 2017.

Er det så bedre end bandets højdepunkt i karrieren? Bedre end ’Phenomena’ fra 2014? Det korte svar er nej. ’Black Heart’ er ikke bedre – men det er en ganske kompetent udgivelse med flere gode kompositioner. Kan man drage en direkte sammenligning mellem de to plader? Svaret giver sig selv.

Trods et fastholdt fokus på komplekse riff-sektioner og eminent guitarføring, er der stor forskel på Within the Ruins anno 2014 og 2020 – heldigvis. Primært fordi det musikalske univers er blevet mere melodisk. ’Black Heart’ er en kompleks metalcore-plade, modsat karrierens tidlige deathcore-orienterede udgivelser.

Amerikanernes sjette fuldlængdeudgivelse er ret god. Pladens første fire numre er alle mindeværdige og flot komponerede. På ’Domination’ får vi den veleksekverede kombination af poppede omkvæd, syngende, melodiske riffs og bastante breaks, der også var med til at definere ’Halfway Human’. En art boy-band-effekt inkluderet i et vanvittigt teknisk musikalsk univers. Førstesinglen ’Deliverance’ er fullblown metalcore og skaber associationer til August Burns Red, mens titelnummeret er et godstog i riffs og soli. Alt sammen på højde med bandets bedste.



Til gengæld begynder metaltrætheden stille og roligt at slå igennem midtvejs på pladen. Den instrumentale ’Eighty Sixed’ er ikke videre interessant, selvom bandet gentager kunststykket med at låne lidt fra populærkulturen. Noget de tidligere har gjort, hvor titelmelodierne fra Super Mario og Inspector Gadget fandt vej til ’Enigma’. Denne gang er det Henry Mancini-temaet til Den lyserøde panter, der har fået en tur i riff- og tap-maskineriet. Det vidner om legelyst, men det er bare ikke vanvittigt interessant at lytte til. Tilsvarende har bandet moret sig med at inkludere dele af ’Korobeiniki’ på ’Hollow’ – et stunt Within The Ruins dog slipper bedre fra.

Til trods for at den traditionelle ’Ataxia’, nummer fem i serien, mangler lidt pondus, slutter Within the Ruins heldigvis af med et brag. ’Outsider’ kan noget spændende qua et solidt, melankolsk nu metal-inspireret omkvæd og ’RCKLSS’ er en tung, dreven og bombastisk core-kærlig fuldtræffer, der spiller på hele det emotionelle spektrum.