10 Hurtige: Hand of Doom

Press_Photos_01

Vampire-forsangeren er opflasket med Alice Cooper og gyserfilm, og han kan sin klassiske heavy metal på rygraden. Han fistbumper fremmede på gaden, hvis de har en cool T-shirt på, men han er ikke bleg for at give sig hen til det, andre betragter som dårlig smag og rent affald.

Hvad er dit første minde med heavy metal?
Min seks år ældre bror havde et kassettebånd med 'He’s Back' med Alice Cooper på, og han og hans kammerat fortalte om 'Fredag den 13.', og at sangen handlede om Jason. I den alder – jeg var vel fem kunne jeg ikke kende forskel på fantasi og virkelighed. Jeg husker i hvert fald, at jeg tænkte, at hvis jeg så den film, ville jeg dø. Så farligt føltes det. Det var altså helt ubegribeligt, hvorfor nogen ville se en sådan film af egen fri vilje. Da jeg så 'Øksemorderen', del to af 'Fredag den 13.', nogle år senere, føltes det faktisk, som om jeg skulle dø. Jeg klarede ti minutter, altså recappen af del et, så flygtede jeg i panik. Jeg elsker Alice Cooper og 'Fredag den 13.' omtrent lige så højt som voksen. 'He’s Back' giver mig stadigvæk kuldegysninger. 

Hvad er dit favoritband gennem tiden?
Det kedelige svar er nok Alice Cooper, eftersom det er den eneste musik, jeg aldrig er blevet træt af og har opgivet, siden jeg opdagede den. Kan man lide Alice Cooper, er der altid et sted at tage fat. Når man har lyttet sig ind på pladerne fra de tidlige 70'ere, som er alment anerkendte som suveræne, kan man begynde at opdage en hel masse andre punkter i hans karriere og både genkende dem og få noget helt nyt. Der er en art Alice Cooper-kanon med den rigtige følelse spredt ud over hele hans karriere på næsten alle pladerne. Alle ægte Alice Cooper-fans forstår for eksempel, hvordan 'Wind Up Toy' er en fantastisk sang, hvor andre måske bare synes, det lyder som Roxette. 

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Mister Doctor fra Devil Doll. Jeg ved ikke, om han drikker øl eller nogensinde hænger ud på barer, men jeg ville gerne se, om han virkelig eksisterer, og hvordan han i så fald opfører sig og taler. 

Hvad er dine fem yndlingsplader?
Alice Cooper: 'Dada'
Helloween: 'Walls of Jericho'
Museo Rosenbach: 'Zarathustra'
Blind Guardian: 'Imaginations from the Other Side'
Sarcófago: 'I.N.R.I.'
Det er fem plader, jeg aldrig bliver træt af. 

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?
Kiss live i London 1996, Iron Maiden live i Gøteborg 2008, Lebenden Toten live i Portland 2014 og Mayhem live i Bergen 2016 er dem, der dukker op spontant, men jeg ved ikke, hvilken af dem der i virkeligheden var den bedste. Kiss var godt, fordi det var kulminationen på, at jeg dyrkede Kiss mellem 1994-1997 – jeg hørte næsten ikke andet  og Lebenden Toten var nok egentlig så gode, fordi jeg var så fuld, at jeg næsten ikke kunne stå oprejst, og samtidig var helt uforberedt på energien. Koncertoplevelser er meget subjektive og flygtige, og derfor er al journalistik, som behandler liveformatet, stort set uinteressant

Hvilke platforme bruger du til at opdage ny musik?
Jeg er stor fan af at købe billige plader på et sats, altså de LP'er, der betragtes som affald og sælges for  5-20 kr. i brugtbutikker i stedet for at blive smidt ud. Det er en metode, som tager tid og plads og byder på mange skuffelser, men at falde over glemt musik, som ingen andre har hørt, og som er ens helt eget, er for mig meget mere værd end at høre de samme nye plader på Spotify som alle andre. Jeg begyndte at købe vinyl i midten af 90'erne, fordi det var et billigt alternativ til CD'er, og den indstilling er jeg aldrig rigtig gået væk fra. Jeg kan købe 'Forever Changes' med Love for 700 kr, lige når jeg vil, den er voldsomt god og voldsomt dyr, men der er ikke rigtig nogen sport i det. 

Hvilket band er din guilty pleasure?
Jeg elsker en masse musik, som jeg ved, at mange synes er åndssvag. Da jeg kørte bil tidligere i dag og havde radioen tændt, kunne jeg for eksempel ikke tro mit eget held, da de først spillede 'Sultans of Swing' og bagefter 'Forever Young'. Det er to sange, som jeg faktisk har svært ved at forestille mig, at nogen, der kan lide musik, ikke kan lide, men jeg ved også, at jeg holder af dem på et plan, som ikke er helt respektabelt. Unplugged-versionen af 'Take On Me' er nok den bedste sang, der overhovedet blev indspillet i 10'erne. Jeg er kort sagt til fals for nostalgi, og det er vel i sig selv en guilty pleasure for mange. Men hvis jeg skal nævne noget nyt, som jeg synes er både godt og virkelig dårligt, men som samtidig med skam at melde giver mig gåsehud, så siger jeg Tyr fra Færøerne. Rent affald på mange forskellige planer naturligvis, men godt affald. 

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Alle? Den, der irriterer mig mest, er fordommen om, at man kun drages mod mørke og voldsomme og destruktive ting, fordi man kan lide hård musik, eller at man har en slags tunnelsyn og ikke kan høre andet end hard rock. Det er forresten en fordom, jeg også møder som gyserfilmentusiast: "Det er måske ikke din stil, men jeg så en rigtig fin film forleden ..." Bare fordi man har en stor interesse for noget, betyder det ikke, at man er unuanceret monoman.  

Hvilke gode oplevelser har du haft i heavymiljøet?
Eftersom jeg synger i et nogenlunde fremgangsrigt band, har jeg fået lov at føle den der specielle, generøse opmærksomhed, som helt sikkert er afhængighedsdannende i det lange løb. Alle vil tale med dig og lytte nøje til, hvad du har at sige, og nogle vil mere end bare dét. Det er smigrende og får én til at have det godt, og det kan sikkert styrke ens selvfølelse, hvis det håndteres rigtigt, men det er en forfængelig fornøjelse. De fleste andre gode oplevelser, jeg har haft i heavy metal-miljøet, er sikkert de samme som i alle andre subkulturer: At man forstår hinanden og deler noget, som er vigtigt, uden overhovedet at kende hinanden eller kunne hinandens sprog. Nu er jeg blevet så gammel, at jeg er begyndt at fistbumpe fremmede på gaden, hvis de har cool T-shirts på. Der kan lige blive et sekunds Manowar-broderskab på en trist og regnfuld tirsdag. 

Hvorfor blev du metalfan?
Jeg tror, at det havde meget at gøre med min ældre brors slæng af venner. Jeg er født i 1983, og de var født i 1977, så de havde den perfekte alder til hele den første bølge af dødsmetal. De havde Entombed-T-shirts og Slayer-patches, langt hår og cowboyjakker. I begyndelsen brød jeg mig ikke om musikken, men mere hvad den stod for, og hvordan den fik mig til at føle mig som en lille, lille del af noget større. Det var egentlig først, da jeg købte plader med Iron Maiden og Helloween som tiårig, at jeg rigtig oplevede, at musikken i sig selv talte til lige præcis mig. Hele Guns N' Roses- og Metallica-hysteriet i 1991-1993 var altså bare en måde at vise sig på for mig. Jeg gik med de rigtige T-shirts, men forstod egentlig ikke, hvad det skulle gøre godt for.

Vampire udgav i juni deres tredje plade, 'Rex'. I den forbindelse talte vi med Hand of Doom om den rene sandhed, der ligger i den klassiske metal, og om, hvordan man undgår at falde i retrofælden.