Årliste 2023 – Henrik Nielsen

Året der gik bød på omvæltning, boligsøgning, flytterod, småborgerlighedens ubønhørlige indtrængen og alt for lidt tid til og fokus på musikoplevelser. Det skal der rådes bod på i 2024, inden ligusterfascismen for alvor trænger sig på.

Årets danske album:
1. Terminalist: 'The Crisis as Condition' – Det er sjældent at et dansk band kan levere tight og kødfuld thrash på det niveau, som Terminalist lægger for dagen. Riffs står i kø, der leveres guitarlir i detaljen, og vokalen er heldigvis langt fra den skingre og hæse thrash-raspen, man alt for ofte bliver udsat for. Der er også tid til de lidt mere spacy øjeblikke, og det klæder pladen.

2. Heksproces: 'Ligblomst' – Det er åbenlyst at Heksproces har Opeth blandt deres inspirationskilder, især de tidlige albums, der kunne tendere til black-metallisk prog. Det er melankolsk og harmonisk og virkelig godt skruet sammen. Jeg ser frem til et kommende fuldlænge-album.

Årets internationale album:
1. Godthrymm: 'Distortions' – Hamish Glencross & Co. maner alle fordomme om "den svære toer" godt og grundigt i jorden efter den episke debut 'Reflections' fra 2020, med klassiske doomy guitarharmonier, tonstunge riffs og kommanderende trommer. Fortiden i blandt andre My Dying Bride og Vallenfyre lader sig ikke fornægte. På vokalsiden er Hamishs rå vokal bedre end nogensinde før, og står i smuk kontrast til Catherine Glencross' svævende toner.

2. Green Lung: 'This Heathen Land' – Hvordan følger man op på det ustyrligt gode album 'Black Harvest' fra 2021 med samme nerve og kant? Det gør man heller ikke 100%, men Green Lung næsten på toppen er stadig bedre end de fleste. Tom Templar er inciterende som altid, de bastante riffs med klassiske doom-harmonier er på plads, og orglet har fået mere plads i lydbilledet. Onde tunger vil mene at der er gået Ghost i englænderne, og der kan da høres noget, der minder om 'Opus Eponymous' og 'Infestissumam' i lyden til tider, langvejs fra det teatershow som Ghost har udviklet sig til.

3. Blood Star: 'First Sighting' – Blood Star fangede mig med singlen 'The Fear' fra 2020, og jeg ventede med længsel på et fuldlængdealbum. Heldigvis var det ventetiden værd, for hvis man kan lide bands som Visigoth (hvor guitarist og backingvokalist Jamison Palmer ligeledes spiller guitar), Eternal Champion og Smoulder, så skylder man sig selv at høre Blood Star. Madeline Smith's vokal har oldschool-kraft og kant, og i det næsten Blue Öyster Cult-proggede nummer 'The Observers' får Jamison Palmer's dybe røst plads i front, noget Blood Star absolut bør eksperimentere mere med i fremtiden.

4. Hellripper: 'Warlocks Grim & Withered Hags' – Fra primitiv punket blackthrash med så maleriske titler som "Nunfucking Armageddon 666' har James McBain's enmandsprojekt udviklet sig over stok og sten. Det nyeste album har passager, der leder tankerne mod Iron Maiden, det er til tider melodisk og vover at sætte farten lidt ned for stemningens skyld. Dog er Hellripper stadig Hellripper, og inspirationen fra især Motörhead er umulig at fornægte. På nummeret 'Hissing Marshes' kunne introen uden videre være planket direkte fra Lemmy, som enmandshæren James hylder stolt og skamløst.

5. Tanith: 'Voyage' – Debutalbummet 'In Another Time' fra 2019 var noget særligt, og med 'Voyage' fortsætter Tanith deres retro-rejse med endnu et album, som sagtens kunne være udkommet i 1970erne til stor hyldest. I dag oversvømmes vi af retro-vibes og pastiche, men Tanith forstår at holde formlen frisk med protometal-riffs og vokalharmonier fra Russ Tippins og Cindy Maynard, og førstnævntes lange karriere i NWOBHM-bandet Satan lader sig ikke fornægte.

Årets danske hit:
Terminalist: 'A Future to Weave' – Et frenetisk nummer fra en plade, der sjældent forlader højeste gear. Terminalist har hørt rigtigt meget Vektor, men de har deres egen formel og stikker deres egen kurs. Lækre riffs, frække detaljer og en bundsolid produktion.

Årets internationale hit:
Godthrymm: 'As Titans' – Starten med episk og doomy dobbeltguitar lægger en klassisk stemning an, før de tunge riffs rulles ind et par minutter inde. Hamish Glencross' vokal er rå og længselsfuld, i smuk kontrast til Catherine Glencross' sarte og æteriske toner. De bakkes op af afgrundsdybe guitarer, bas og trommer, der hver især bidrager til en tonstung bund uden at træde hinanden over tæerne.

Årets genfundne klassiker:
Hoth: 'Oathbreaker' – Man kunne frygte at blive udsat for pinlig Star Wars-metal eller keyboard-symfoniske forsøg på at efterligne John Williams eller *gys* en riff-version af Cantina-bandet fra Mos Eisley. Heldigvis har Hoth helt andre planer, og deres iskolde dødsblack fortæller en episk historie om en falden helt, der fuldstændigt holder sig fra fanservice. Her er hverken namedrops eller genkendelige passager fra førnævnte John Williams berømte kompositioner, blot et virkeligt godt konceptalbum.

Årets koncerter:
1. Sijjin, Lille Vega, 5. august – Malte Gerickes vokal må være blandt de allermest dæmoniske, den passer perfekt til bandets fræsende dødsthrash med tykke mytologiske over- og undertoner. En lørdag aften i Lille Vega gik det fornemt op i en højere enhed, og ældgamle dæmoner og trolddom rullede ud fra scenen over det beklageligvis lidt sparsomme publikum.

2. Stormkeep, Stengade, 9. august – Selv om der ikke er højt til loftet på Stengade, leverede Stormkeep en imponerende følelse af stormomsuste bjergtinder og trolddom. Deres småsymfoniske rollespilsblack rammer de helt rigtige toner for os, der er vokset op med Sværd og Trolddom og Hero Quest i ungdomsklubben.

3. Iotunn, Copenhell, 14. juni – De store kanoner var rullet ud sent onsdag aften, hvor Iotunn havde medbragt et bølgende og pulserende lag af lys i form af et lasershow, der gik hen over publikums hoveder og gav et perfekt bagtæppe til den proggy rummetal. Iotunn var tydeligvis i stødet, måske ekstra inspireret af lysshowet og det imponerende fremmøde foran scenen, som fik leveret en formfuldendt gennemgang af 'Access All Worlds' og det nye nummer 'Mistland'. Det klæder Iotunn at bruge de helt store armbevægelser.

4. Suppression, Ungdomshuset, 5. maj – Jeg har lyttet meget til chilenske Suppression siden jeg ved et tilfælde opdagede deres EP 'Repugnant Remains' fra 2019, men jeg var overbevist om at de nok aldrig ville drage på tour så langt mod nord som lille Danmark. Heldigvis gjorde de det så alligevel, en fredag aften i Dødsmaskinen. Der var skruet ekstra op for hastigheden, for det var en kold aften, og Suppressions eminente blanding af fræsende sydamerikansk thrash og Obituary-dødsriffs var garant for, at det alligevel blev svedigt på Dortheavej.

5. Hellripper, Pumpehuset, 13. juli – Første gang jeg så Hellripper live var på Beta, hvor det lave loft på ingen måde satte en stopper for stage dives og crowd surfing. På den lille scene i Pumpehuset var der heldigvis mere plads, og den blev udnyttet til fulde. Der gik ikke mange sekunder af første nummer, før der blev moshet lystigt, og der var et konstant flow af udspringere fra scenekanten. James selv tog en rygsvømmetur over publikum, mens han riffede som en galning. Publikum æggede konstant på for, at det skulle gå hurtigere og være vildere, og fik alle de afsindige riffs, de kunne klare.

Årets danske navn:
Terminalist – Som nævnt ovenfor, så er det sjældent, at et dansk band kan levere thrash på det niveau som Terminalist kan, og deres udvikling fra debutalbummet til 'The Crisis as Condition' er både mærkbar og velkommen; der er både international klasse og stort potentiale.

Årets internationale navn:
Hellripper – James McBain virker ganske enkelt ustoppelig. Med en diskografi, der har udviklet fra smadret primitiv black/speed/thrash til at have stærke elementer af klassisk heavy metal og melodiske tendenser. Hans sangskrivning og produktion bliver stærkere og stærkere med hver eneste udgivelse.

Årets nye danske navn:
Stikkersvin - Skideflinke, skidesjove, skidegod energi. Hvis du endnu ikke har set Stikkersvin live, så grib chancen så hurtigt som muligt. Det er skævt og vanvittigt og voldsomt charmerende.

Årets nye internationale navn:
Blood Star – Jeg tillader mig at kalde dem nye, selvom de har udgivet et par singler i 2020 og 2021, for deres debutalbum udkom i år. Deres fantastiske episke heavy metal spiller på klassiske dyder uden at virke gammeldags eller bedaget. Der er det ene svedige hook efter det andet, og Madeline Smith's vokal er i absolut topklasse. Episk heavy metal, som den spilles her, er ikke en niche, der nogensinde vil blive en kæmpe mainstreamsucces, men for os, der dyrker den, er Blood Star værd at følge nærmere.

Årets comeback:
Gå aldrig tilbage til en fuser. Der er ingen comebacks i 2023 der har fanget min interesse. Se fremad.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Intet at bemærke.

Det overså jeg i 2022:
KISS på Copenhell – Jeg havde ikke overskuddet til at se en gang overhypede septuagenariske chok-rockere der vist nok var provokerende engang for 50 år siden, for helt ærligt, stop det nu. Efterfølgende har jeg så kunnet forstå, at de fyrede noget af et overdådigt og velkoreograferet sceneshow af, og det ville jeg da egentlig gerne have set.

Årets optur:
At blive husejer med fin have og hjemmekontor og carport og altan og hele tre (3!) skure med plads til værktøj og motoriserede redskaber.
At der ikke længere er direkte naboer eller over/underboer at skulle tage hensyn til, når stereoanlægget skal motioneres.

Årets største skuffelse:
Menneskeheden som helhed.
At 2023 har været helt uhyrligt travlt og derfor har gjort det svært at dedikere tid til musik.

Største ønske for 2024:
Ro og overskud.

Det glæder jeg mig mest til i 2024:
At tage mig sammen og komme til mere end en lille håndfuld koncerter og én sølle festival.