En udødelig hekseromantik
Green Lung bygger videre på forgængerens fascination af 70ernes okkulte rock, og skruer yderligere op for epikken og beretninger om fordums Storbritannien.
2. The Forest Church
3. Mountain Throne
4. Maxine (Witch Queen)
5. One for Sorrow
6. Song of the Stones
7. The Ancient Ways
8. Hunters in the Sky
9. Oceans of Time
To år er der gået siden 'Black Harvest' landede på mangen en årsliste, inklusiv undertegnedes. En plade, der ikke mindst raffinerede Green Lungs sans for sangskrivningens ædle kunst, men også viste dem som de ukuelige fans af den tunge arv fra Black Sabbath, både i riffarbejdet og Tom Templars Ozzy-venlige tone.
Året efter kom endelig lejligheden til også at opleve dem folde sangene ud på Stengade, og hvor jeg, i modsætning til vores mand på skansen, var massivt skuffet over den halvdovne levering og Templars underligt mentale fravær, som han da i mindste slap noget bedre fra i sommer, da de gjorde gengæld på Copenhell. Det står dog allerede nu klart, at de ikke live har den samme karakter for mig som på plade, og derfor har jeg i stedet set det mere frem til at se, hvad 'This Heathen Land' nu ville tilføje som næste kapitel til Green Lung-kataloget.
"Dette album er den mest komplette manifestation af vores bands vision til dato, der fuldender vores mål om at kreere det definitive soundtrack til folkhorror-filmen inde i vores hoveder", har Templar udtalt om pladen. Ikke, at en udtalelse som denne ikke også kunne være baseret på forgængeren, men det er i hvert fald tydeligt, at det fortsat er de samme grundelementer, der driver Green Lung frem, lige fra 'The Forest Church' åbner ud i velkendt, betonrocket fashion. Twinleadede finesser, hypermelodisk schwung og et omkvæd, der går lige ind på nethinden, gør tilsammen den indledende skæring til en effektiv en af slagsen, for ikke at sige en af de mest mindeværdige overhovedet på 'This Heathen Land'.
Således er tonen lagt, og Green Lung lyder umiskendeligt som sig selv, omend der også er nye tendenser at spore. Man fristes til at kalde dem Ghost'ismer, hvor eftersmagen er noget mere slick og glanspoleret. Ikke mindst i keysektionerne, hvor 'Maxine (Witch Queen)' er et oplagt eksempel, der runger langt væk af at spille på deres hitpotentiale – og under vi nogen at pejle sig bredere ud til metalfolket, så er Green Lung da heller ikke et dårligt bud med deres skarpe øre for god sangskrivning. Det er i hvert fald hurtigt tydeligt, at Green Lung denne gang giver den alt, hvad de har af store armbevægelser, vokalharmonier, groovet samspil og storladne omkvæd.
På godt og på ondt.
I den bangervenlige ende spiller det bedst på 'Hunters in the Sky' og 'One for Sorrow'. Førstnævnte spækket med lækre licks fra guitarist Scott Black og med noget af Templars mest imponerende vokalarbejde til dato, mens 'One for Sorrow' absolut er pladens tunge udstikker med rungende kirkeklokker og en afsluttende sektion, der doomer lige så hårene rejser sig de rette steder. Omvendt smager det noget mere klinisk og uinspireret på 'The Ancient Ways' og den afrundende 'Oceans of Time', der mest virker til at fylde tiden bedre ud uden at gøre sig mere bemærket end som så.
Til gengæld er det forfriskende at høre dem lægge den tunge rock til side for en stund i den folkede 'Song of the Stones'. Man kan næsten høre lejrbålet knitre for sig i baggrunden, med dens nedtonede camp-ånd, der bryder helheden godt op med akustisk fingerspil og stemningsladede korsektioner. Et dejligt sidespring, som viser en anden, mindre forudsigelig side af bandet på en plade, der ellers tager en lige lovligt slikket drejning.
Der er længere mellem snapsene end på 'Black Harvest', og det er først og fremmest det stærke samspil, der hjælper pladen bedre på vej med masser af rum til, at alle elementerne kontinuerligt kommer i spil. Om det er en plade jeg vil smide på om et halvt år, er til gengæld mere tvivlsomt, men ignorerer man fillers undervejs, kan højdepunkterne bestemt stå mål med de tilsvarende på forgængeren.
Hvis 'This Heathen Land' er det definitive soundtrack til folkhorror-filmen inde i Green Lungs hoveder, så er det nok bare en film, vi ikke har det store behov for at se.