Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 23: Laserlys og rummetal i højere enhed

Updated
_JD22868
J1004050
J1003968
J1004056
_JD14602
_JD22830
_JD22729
_JD22944

Gehenna var den ideelle setting for IOTUNN, der skruede fuldt op for lysshowet i skoven og berigede os med det meste af 'Access All Worlds' – og en forsmag på den nye single, 'Mistland'.

Kunstner
Dato
14-06-2023
Trackliste
1. Waves Below
2. The Tower of Cosmic Nihility
3. Access All Worlds
4. Mistland
5. The Weaver System
6. Voyage of the Garganey I
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Efter halvanden time med Def Leppard, hvor de musikalske alternativer ligesom under alle de øvrige hovednavne må lade vente på sig, står valget mellem Parkway Drive, Zeal & Ardor og IOTUNN. Tre koncerter, der går på samtidig, og som er blevet flittigt debatteret som et problematisk clash for mange. Lighederne er ellers så som så, og IOTUNN har i hvert fald allerede på 2021-debuten, 'Access All Worlds' lagt en klar pejlesnor for, hvordan de adskiller sig fra de øvrige med deres progressive eventyr-black. En plade, der har fået venner fra så langt væk som Mexico og Australien til at opfordre mig til at give dem et lyt, lidet vidende om hvor stærkt et navn, de allerede har fået herhjemme. Fuldt fortjent, for alt i IOTUNNs lydbillede er hypertight konstrueret og episk i tonen, ikke ulig det detaljerede rum-motiv der pryder pladen. Så er spørgsmålet bare, hvad kvintetten i dag har ekstra med i ærmet, nu hvor rygterne florerer om, at der venter os noget særligt ambitiøst...

Det kan i hvert fald ikke være småpenge, bandet har kastet efter lasershowet henover skoven her til aften. Vi snakker langstrakte projektioner, der lægger sig i skyflader udover det stærkt fremmødte publikum, mens bandet selv står tonet i blålys i den indledende 'Waves Below', kun brudt af Jon Aldaras lodret vinklede lygte ude på spidsen af mikrofonstativet. Et pudsigt særkende, der dog ikke bryder hans skjulte identitet, som han selv står kutteklædt bag lysets skær, men til gengæld står både hans høje og dybe register lysende klart i lydbilledet. Tilsvarende går tonen også rent ind fra Gräs-brødrene på guitar, hvor fx soloen halvvejs inde i 'The Tower of Cosmic Nihility' er decideret gåsehudsfremkaldende, inden Aldara igen fører os tilbage til grundstrukturen.

Lige så fantastisk gengivelsen er, så er der dog også noget der går tabt i denne absolutte stræben efter at ramme alt efter den indspillede skive 1:1. Ingen tvivl om, at det kræver sit at lære så komplekst drevne, 7-10 minutter lange numre for alle i bandet, men når intet overlades til momentet tager det også lidt fra live-oplevelsen og nærværet. IOTUNN har dog en stærk debut at trække på, og når sangene og lyset sætter standarden, så er det da også nemmere at være mere overbærende med den dedikerede perfektionisme. Den nye 'Mistland' bliver også luftet – en 8-9 minutter lang sag, der solidt bekræfter den lyd de allerede har lagt blåstemplet for med twinleadede finesser og Aldaras vekslende vokalregister til at føre vejen gennem mørket, omend den kræver nogen flere lyt endnu for helt at sætte sig.

Hvis perfektionismen nu engang er den pille, de vælger at støtte sig til fra scenekanten, så er det blot et vilkår, vi må indfinde os med, for der er da bestemt heller ikke meget andet at sætte en finger på, som alt spiller for dem her på Gehenna. Principielt fortjener de en større scene, når nu materialet stiler derefter, men skovscenens naturlige setting var også et godt match, som lyset pejlede henover trækronerne, ud mod de verdner de ønsker at berige os med. Verdner vi glæder os til at udforske yderligere, når den nye plade kommer ud senere på året, og i mellemtiden kan vi tælle ned til 'Mistland' havner på en streamingtjeneste nær dig næste fredag – eller få en smagsprøve fra koncerten her.