Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tungt koncert efterår

Updated
Tungt koncert efterår
Marilyn Manson, Paradise Lost/Amorphis, "Roadrage 2003" og meget andet koncertlir på vej. Der er dømt dundertungt efterår på koncertscenen, specielt ser oktober ovenud ond ud. Senest er Marilyn Mansons (bill.) koncert i Valby Hallen, den 16. december blevet offentliggjort, og det er da et dejlig dunkelt alternativ til alskens julefrokoster og julefis. Ligeledes er de engelske mørkemænd Paradise Lost også kommet på plakaten: den 26.10 i Vega, Kbh., og tre dage før, den 23.10 i KB, Malmø. Med al respekt for disse goth rock hertuger fra Halifax og omegn, så får de altså kamp til stregen - og måske over den - eftersom de forrygende finske hard rock helte Amorphis er med som "support". Uha-uha. "Roadrage 2003" turneen kommer til Vega, Kbh. den 10.10, og det er med Heavyjam.dk faves Chimaira i front sammen med Roadrunner Records-kollegaerne Spineshank og Il Nino. Ti dage senere, den 20.10 gæster hitliste kometerne Evanescence ligeledes Vega. 28.10 er en højst hævi dag eftersom man kan vælge mellem Helloween i Amager Bio, Kbh. og Dimmu Borgir i KB, Malmø. Samme KB har i øvrigt allerede den 22.9 et effektivt line-up på programmet: Nevermore med Arch Enemy. Og november er heller ikke nogen helt let måned, med Iron Maiden i Valby Hallen, Kbh. den 12.11 samt super veteranerne Deep Purple og Uriah Heep i hhv. Århus (Scandinavian Congress Center) den 29.11 og Kbh. (KB Hallen), den 30.11. Og så er der bestemt også en masse danske acts på vej/på turné, herunder veteranerne Invocator og Konkhra med support acts som hhv. Mercenary og Illnath. Desuden er der datoer med Mnemic, Volbeat og Red Warszawa m.fl. Hold øje med de enkelte bands' hjemmesider eller Metalizeds meget fine og okay opdaterede koncert kalender her: http://www.metalized.net/danmark/koncertk.html