Morgendagens Stjerner – Sunsick Daydream

Forvrænget guitar, solid sangskrivning og masser af visioner. Sunsick Daydream har netop udgivet deres debut-EP, og den kan vi godt anbefale, at man giver et lyt. 

Det hele lugter lidt af Manchester i slut 80'er/start 90'erne, kombineret med en lyd af de tidligere 00'ere. Et mix i tid og sted, der kommer til udtryk i udgivelsen af Sunsick Daydreams debut-EP. Men hvem er kvintetten egentlig, ud over morgendagens stjerner?

Hvem er med i bandet?
Vi har Bo på guitar, Mikkel råber og synger, Peiter trommer, Laurits spiller guitar og Jakob spiller bas og sniger sin synth ind alle mulige steder. 

Hvordan startede bandet?
Laurits gik på en skole med to gutter, der hedder Magnus og Daniel. Så mødte Laurits en fyr på en bar, der hed Kasper, som han blev uvenner med, indtil de fandt ud af at de havde samme musiksmag. De fire startede så et band, der hed Solstorm. Da Magnus smuttede, kom Bo ind. Så begyndte sådan et åndssvagt virvar af udskiftninger, indtil Peiter kom til, og Jakob fik sneget sin synthesizer med ind, selvom vi egentlig kun ledte efter en bassist. Herefter manglede vi egentlig kun en sanger. Der blev smidt et opslag ud på nettet, som Mikkel fandt interessant nok til, at han ville køre 250 kilometer for at øve med os – selvom vi på en måde havde glemt at fortælle ham, at næsten halvdelen af bandet havde meldt sig syge, så det kun var Jakob, Bo og Kasper der ville kunne øve. Han blev sgu hængende alligevel, hvilket egentlig er vildt nok. Så smuttede Kasper fra bandet lidt tid senere, vi skiftede navn til Sunsick Daydream, og nu er vi ligesom her.  

Hvor var jeres første øver?
Vores første rigtige øver var i en garage i Svendborg, som Kasper stod for. Rimelig punk-sted egentlig med rotter, der hyggede sig bag vores rørforstærkere, toiletter der sjældent virkede, togtrafik 50 meter fra garagen og en afsides beliggenhed op ad elværket – men det fungerede da. 

Hvor var jeres første koncert?
Det var til et tilbagevendende arrangement, der hedder åben band-aften i Ollerup Forsamlingshus. Megafedt koncept og god mulighed for lige at teste nogle ting af. 

Hvem har fået øje på jer?
Devilution? Ej, vi har fået ret meget opbakning fra vores bagland generelt. Det er primært baglandet, der har øje på os lige nu, hvilket vi jo egentlig gerne vil rykke lidt ved. 

Hvad har været jeres største koncert?
I forhold til reel størrelse på publikum og venue har det nok været på Krudttønden. Det var ret sygt at få lov til at fylde en lille sal op med både velkendte og fremmede ansigter og lave lydmur i en halv times tid der. Skud ud til Krudttønden. 

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
Det er nok delt mellem to ting. 

1) Det er mega svært at få jobs som ny i gamet, indenfor en relativt snæver genre – det er et faktum. 

2) Vi er spredt lidt ud over Fyn og Sjælland, så kalenderen er svær at få til at passe med øvetider, job, familie og andre forpligtelser.

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?
Det har egentlig været ret hyggeligt. Man kan ikke kalde det for en rigtig debut som sådan. Det er mere en demo-EP vi har indspillet, fordi vi skulle bruge den til booking, og fordi det var ved at blive sygt træls at skuffe folk hver gang de spurgte, hvor man kunne høre vores musik. Vi har indspillet i vores øvelokale – 100% DIY. Det gør vi nok ikke nødvendigvis med en rigtig debut.

Hvad er jeres inspirationer?
Vi har en solid blanding af inspirationer – hvilket man nærmest kan se på vores pressefoto. Bo er, ifølge resten af bandet, den mest hardcore shoegazer. Han hører usunde mængder My Bloody Valentine og Slowdive, men også nyere navne som Collider og Alvvays, samt mere psykedeliske ting som Dragontears og Hawkwind.  

Mikkel har stor inspiration fra start-00’er emo, My Chemical Romance og den slags, men trækker lige så meget på en forkærlighed for Deftones og Tom Waits. 

Peiter skiller sig nok mest ud – han hører meget rytmisk orienteret musik, hvad enten det er jazz, progressiv metal eller oldschool hip hop. 

Jakob har en psytrance baggrund, og Laurits spænder bredt fra Pierce the Veil og Bring Me the Horizon og over til Agnes Obel – gerne ting med en storslået, dyster, men glad lyd. Alt det ovenstående bliver så blandet lidt i vores eget udtryk.

Hvad er jeres drømme?
Vi vil gerne på en lidt større tour på et tidspunkt. Gerne mange datoer i streg, hvor vi ser nogle nye tankstationer, ser lidt af udlandet og måske – mega optimistisk – ikke kommer hjem med et sort hul af et underskud på bankkontoen. 

Hvordan vil I nå dem?
Tålmodighed og vedholdenhed. Vi tænker, at så længe vi har det fedt sammen, kan vi godt finde engagementet til at blive ved med at lede efter jobs, skrive nye sange og lave støj. 

Hvordan vil I virkelig IKKE ende?
Vi vil egentlig bare ikke ende med at være et band, der hader hinanden, publikum, industrien og alt andet så meget, at det kan høres i vores musik. Vi vil gerne beholde glæden ved det, vi render og laver.

Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job etc.?
Vores familier er vores største fans. Vi øver lige pt. hos Jakobs forældre, og der er masser af opbakning fra venner og familie, uanset om det gælder transport af ting, fremmøde til shows, promovering eller lignende. Vi har aldrig rigtig oplevet den type opbakning fra vores respektive bagland i så høj en grad før – hvilket nu leder os til at tro, at vi måske har gang i noget, der egentlig er ret fedt.