Copenhell '19: Torsdagsplanen

En københavner og en århusianer planlægger og diskuterer torsdagen på årets Copenhell, som de mener, den bør bedrives. Det er de for det meste enige om – de er bare ikke enige med Copenhell om ret meget.

Emil: Nå, Svend, så skal årets festival og sammenkomst for hele metal-Danmark for alvor skydes i gang. Hvor mange år er det, du har taget turen fra Aarhus for at være med på Copenhell?

Svend: Det har jeg i alle år bortset fra 2011 og 2014. Hvad med dig?

Emil: Så står vi lige i statistikken. Jeg var der ikke det første år, og sidste år blev jeg også væk; officielt på grund af specialeskrivning, uofficielt grundet et skuffende lineup, som jeg simpelthen ikke gad hive tre dage ud af kalenderen for. Alligevel kunne jeg godt se, jeg gik glip af noget.

Svend: Sådan er det jo. Og du gik også glip af noget. Men det er en svær balancegang, for selv med dårlig musik kan det jo godt blive en fed festival.

Emil: Det er rigtigt. Og det bliver nok også tilfældet i år. Jeg holder egentlig meget af Copenhell, men jeg holder ikke nødvendigvis af deres evner til at sætte et program sammen. Og jeg fornemmer, vi måske er på bølgelængde hvad det angår?

Svend: Ja, der er i hvert fald al mulig grund til at være mavesur. Genganger-bookinger, ølpriser, Myles Kennedy. Problemerne er rigelige. Men så er det jo godt, at man er skribent hos Devilution!

Emil: Det er rigtigt. Men lad os få kigget på torsdagens program. Herfra bliver det tre dage med høj promille og kronisk søvnunderskud, og så er alt jo, som det plejer. Men man skal godt nok lidt tidligt op for at høre Konvent spille dagens første koncert. Det går jeg dog ud fra, du gerne gør?

Svend: Ja, for den da! Heldigvis kommer jeg jo fra de jyske territorier og overnatter i telt på festivalen, så det er noget nemmere at slæbe sig over på festivalpladsen fra campingen end helt inde fra København. Specielt hvis vi igen i år ligger i telt ved siden af ham, der sang de samme to linjer fra en Magtens Korridorer-sang om og om igen, uanset hvor mange øldåser vi tyrede efter ham.

Emil: Ha, det lyder som en prøvelse.

Svend: Det var det så sandelig også. Han sang også falsk. Men Konvent er jo et solidt liveband, og de fortjener helt sikkert en større publikumsskare, end Pandæmonium 13:30 på en hverdag kan byde på. Regner du også med at dukke op så tidligt, eller er du én af dem, der synes det er sejest at komme for sent til festen?

Emil: Jeg er konsekvent sent på den, og selvom jeg ikke regner med at have tømmermænd, så er 13:30 optimistisk. Jeg vil hjertens gerne høre Konvent, for de er et lovende navn på den danske scene. Jeg så dem i Ungdomshuset sidste år, hvor forsangeren Rikke introducerede et nummer, der handlede om døden, hvorfor hun dedikerede det til Ole Thestrup, som netop var død. Den slags kan jeg kun have respekt for.

Svend: Det er virkelig smukt. Og dybt. Modsat Demons & Wizards, som spiller bagefter. Jeg gider ikke engang prøve at forklare mig sagligt ud af det, jeg kan simpelthen bare ikke døje power metal. Jeg forstår ikke det tiltalende ved genren og har opgivet at forsøge. Til gengæld ved jeg, du er glad nok for bandet, til at jeg egentlig slet ikke behøver at prøve at sige noget pænt?

Emil: Man skal nok ti år tilbage, før jeg rent faktisk lyttede til dem, men jeg synes, at du tager fejl af Demons & Wizards, for de er slet ikke så klichéramte og power metal-stereotype, som du får det til at lyde. Det er faktisk en god booking, og det er der flere årsager til: Dels fordi parringen mellem Jon Schaffer og Hansi Kürsch giver god mening. De er begge store inden for power metal som ledende figurer i hhv. Iced Earth og Blind Guardian, og så har Schaffer en meget thrashet spillestil, som jeg holder meget af, og som gør, at de rækker et pænt stykke ud over den gængse power metal-appel. Og så har de jo taget deres navn fra en gammel Uriah Heep-plade. Deres bedste, faktisk.

Svend: Jeg er stadig skeptisk. Thrash er jo fint, men jeg har hørt både Iced Earth og Blind Guardian, og det skal jeg ikke have noget af.

Emil: Og det er jo fair. Jeg forstår det på sin vis også – men jeg har så også det med mig, at Iced Earth spillede en ret afgørende rolle i mine formative metalår. Jeg dyrkede dem religiøst en overgang, og derfor har Jon Schaffer en særlig stjerne hos mig. Alene derfor bliver det fedt at se ham represente på Copenhell, selvom han ellers fremstår som lidt af en douche.

Svend: Hvert år på Copenhell går det søndag op for mig, at jeg aldrig har nået at se alle de der gøgler-ting, der foregår rundt om scenerne. Vikingeland og cigarbarer og ansigtsmaling og snit-dit-eget-omvendte-kors og hvad ved jeg. Og det plejer jeg at have det godt med ikke at opleve. Men i år skal jeg se det hele, og det gør jeg under Demons & Wizards-koncerten.

Emil: Ha! Jeg tror, du forveksler dem med Amon Amarth.

Svend: Det kommer vel ud på ét ...

Emil: Jeg synes faktisk, at Demons & Wizards udylder et hul i Copenhells program. Det lugter af noget mere eksklusivt, eftersom de ikke har spillet live i 19 år før denne turne, og fordi de ikke har spillet i Danmark før. Men jeg synes også, bookingen af dem afspejler en mere personlig kuratering i programmet, hvilket er noget, jeg generelt savner på Copenhell, som hurtigt drukner i brede konsensusbands, platte gimmicks og sikkert genbrug.

Svend: Det kan så jeg sagtens følge. Og lidt samme følelse får jeg egentlig af Refused senere på dagen, der også er et ret vigtigt band i sin genre, men som sikkert kommer til at spille for to ludere og en lommetyv.

Emil: Ja, Refused, mand!

Svend: Men apropos konsensusbands og platte gimmicks … For at tage det sidste punkt først, spiller Skindred og skal ses, fordi deres fjollede take på rap metal angiveligt fungerer godt live. Det kan enten blive ret sjovt eller ret pinligt. Koncertgængeren i mig håber på det første, men jeg skal anmelde dem, og det er klart nemmest, hvis det bliver pinligt.

Emil: Jeg så Skindred opvarme for Anthrax i Aarhus engang (der ligger en joke gemt et sted her, men jeg har ikke lyst til at lede efter den), og det var faktisk overraskende fedt. Det er jo lidt sådan en hedonistisk omgang med alt det, man ellers ikke kan lide i metal, når man er true og alt det der, men det er også det, der gør dem ret så herlige. Så det vil jeg gerne drikke bajere til.

Svend: Så gør vi da det. Derefter kommer det første i rækken af orkestre torsdag, som alle kan holde til, men ingen for alvor gider engagere sig i: Stone Temple Pilots. De var fede på et par plader i 90’erne, men det er meget længe siden, og Scott Weiland er død. Men måske man skal over og høre et par hits. Skal du over og høre hits, Emil?

Emil: Jeg kan ikke fordrage alt, der lugter af grunge, og som ikke er Soundgarden, så jeg holder mig langt væk fra Stone Temple Pilots indtil, ja, sådan cirka alle festivalens hardcorenavne går på … med et kvarters mellemrum.

Svend: Ja, det er så gennemgribende tåbeligt at booke to hardcore-navne og så lade dem spille samtidig. Specielt når det er to kunstnerisk relevante bands.

Emil: Jeg ved ikke, hvor kunstnerisk relevante, jeg vil mene Refused er efterhånden, og Terror kører da bare stilen helt true uden nogen dikkedarer. Men det fungerer!

Svend: Bestemt. Men havde det ene nu været Hatebreed, var det nemmere at leve med. Alle de seje børn bør begræde den planlægning, at Terror og Refused spiller oven i hinanden. Jeg vælger Terror ud fra en mavefornemmelse, og fordi Ekstrem-Jon siger, man skal. Vel vidende at begge koncerter formentlig bliver rigtig solide. Men jeg er enormt træt af ikke at se Refused. Hvad gør du her? Det er vitterligt et af festivalens store dilemmaer.

Emil: Jeg er så lommetyven eller en af de to ludere, der går over og ser Refused. De var gode på Roskilde for nogle år siden, ligesom Terror var det, da de spillede samme sted engang, men jeg trak anmelderkortet, hvad Refused angik, og så må trangen til egentlig helst at se Terror folde sig ud i fuld hoppeborgsstil gemmes væk. Jeg tror dog, der kommer flere og hører Refused, end du siger.

Svend: Jeg håber virkelig du får ret med Refused, de har fortjent et stort publikum. Jeg så dem for tre-fire år siden på NorthSide i Aarhus klokken tre om eftermiddagen. Jeg tror, vi var 40 mennesker til stede, men det var stadig fedt.

Emil: Ja, de var sguda også på NorthSide! Det var alligevel en ret vild booking, selvom det ikke slår at få fuckin' Body Count og Ice-T på plakaten, som de gjorde sidste år.

Svend: Ja, det var så også en af de mere malplacerede! Den koncert fik hverken det noget skuffede band eller det særdeles ædru publikum ret meget ud af. Virkelig akavet.

Emil: Klart, jeg ville gerne have været der. Men speciale og sådan. Nå, men vi kom fra Refused: Hades er ganske vist en meget stor scene til dem, men man skal ikke glemme, at den del af Copenhell-publikummet, der ikke afskriver store dele af programmet på forhånd ligesom os, trods alt er ret nysgerrige. Og så har Refused altså nogle ret stærke kort på hånden. Jeg har i hvert fald lige genhørt 'The Shape of Punk to Come', og den er jo stadig helt vild at lytte til, selvom den er alt for lang. Så det kan godt gå hen og blive helt godt.

Svend: Lad det være en opfordring til folk, der ikke er bange for intellektuel musik og folk, der prædiker på svensk. Se Refused!

Emil: Ja! Men det ér sgu noget hul i hovedet at placere to hardcorebands oven i hinanden, særligt når man tænker på, hvordan de andre scener bliver rømmet, når Slash skal på hovedscenen en halvanden times tid senere, og der ingen alternativer er!

Svend: Ja, jeg er lidt i tvivl om, hvad i himlens navn jeg skal foretage mig der. Hans samarbejde med Myles Kennedy er jævnt kedelig og ufrugtbar stadionrock, som kun bliver stillet i et nogenlunde hæderligt lys, fordi Halestorm sætter barren endnu lavere i samme genre senere på aftenen. Begge bands virker identitetsløse og klichépakkede i deres udtryk. Det er lige ved, at man savner Mark Tremonti.

Emil: At Slash er en dygtig guitarist, kan man sgu ikke tage fra ham, men problemet er, at han rent musikalsk ikke har rykket sig en tøddel i 30 år. Han har en signaturstil, som er fed nok, men han er jo lidt pikrockens svar på Zakk Wylde – du ved, at du får pentatont lir serveret i power stance og med høj hat i halvanden time, og jeg kommer da nok til at skylle flere øl ned til det, fordi det er partyrock, og fordi jeg måske har brug for en slapper oven på Refused, men man bliver sgu ikke meget klogere eller kunstnerisk beriget af det. Og som du siger, så frygter jeg Myles Kennedy og et anonymt backingband, der bare skal sørge for, at hovedpersonen shiner.

Svend: Fuldstændig enig i, at Slash er ganske dygtig, men han har endnu til gode for alvor at bevise sin relevans i andet end Guns N’ Roses. Og mellem ham og Halestorm er der så Fever 333, som jeg er for sur og gammel til at ville forstå. Måske ser jeg det, fordi lediggang er roden til alt ondt, og et alt for langt hul uden koncerter fører til drukkenskab og uhensigtsmæssigheder i mit tilfælde.

Emil: Jeg mener ikke, at jeg har hørt noget med Fever 333 endnu, men deres raprock-rygte er gået mig i forvejen. Det tegner jo ikke aaalt for godt, men jeg har ikke noget imod genren per se og synes faktisk, der er kommet nogle gode bands ud af den. Body Count, fx. Hvis de altså hører til der.

Svend: Det kan vi godt blive enige om, at de gør.

Emil: Fedt nok. Til gengæld har jeg hørt et par numre med Halestorm, og det var så fladt og middle of the road, at jeg til enhver tid hellere vil foretrække et middelmådigt, hvis ikke dårligt, raprock-band.

Svend: Jeg kender mennesker, der kan lide Halestorm. Jeg kan ikke lide Halestorm. Jeg skal ikke se Halestorm. Overhovedet. Nogensinde. Det er sådan noget, Jacob Dinesen ville kalde “fupmusik”. Nu har han jo ikke ret så ofte, men denne her rammer han rimelig meget lige i røven.

Emil: Haha, fupmusik. Dejlig beskrivelse. Nå, men nu må det også snart være på tide at blive lidt begejstret, Svend ... for nu sker der jo faktisk noget stort. Eller hvad?

Svend: Ja, sgu! Vi kan jo andet end at være negative, selv om det kræver en indsats. Tool. Tool, Emil. For helvede. Tool. Jeg har ikke set dem før, og det er et af de bands, der er ret højt oppe på min bucket list. Det glæder jeg mig helt vildt til. Musikken er kompleks, stemningsmættet, intens, tung ... og Maynard James Keenan er en fremragende sanger. Det her er måske den mest højtprofilerede booking, Copenhell til dato har foretaget. Ikke mindst fordi det er 13 år siden sidste plade, og bandet ikke just har rejst landevejene tynde siden.

Emil: Det er en sensationel booking, ja. Og helt klart et 10-årsjubilæum værdigt. Jeg kan godt lide, at et band som Tool kan bære sådan en tung form for prog ind i det nye årtusinde og blive kæmpestore på det, når alle odds egentlig er imod den slags musik. Men det kan så åbenbart ikke blive uden den der semireligiøse heltedyrkelse af dem, og det ærgrer mig lidt. Bevares, jeg har også mine helte, og Keenan er en god sanger, ja, men nogen troldmandsalkymist er han altså ikke.

Svend: Sandt nok, men alligevel kommer de med ny energi og nye sange. Det bliver helt vildt. Eneste problem er måske, at jeg og mange andre har så høje forventninger til dem, at de nærmest kun kan skuffe. Vi forventer i hvert fald noget ud over det sædvanlige, så det skal det som minimum være. Skal det ikke?

Emil: Jo, og der ligger problemet. Tool er blevet mytiske i den lange periode, der er gået siden ‘10.000 Days’, og nu vi lige kommer fra Slash og Guns N’ Roses, så har forventningerne til det der forbandede album, som alle har håbet og ventet på, jo efterhånden oversteget forventningerne til Axl Roses store mester-makværk ‘Chinese Democracy’ – uden yderligere sammenligning i øvrigt.

Svend: Det lyder, som om vi er ret enige her. Vi glæder os enormt til Tool og forventer at gå derfra med sådan en “njaah”-følelse.

Emil: Njaah. Nu må vi se! Det bliver stort lige meget hvad, men hvor stort det bliver afhænger nok af dagsformen og sætlisten. Tool virker ikke som et band, der giver sløve koncerter, og meldingerne har jo været gode oven på deres amerikanske shows. Jeg er da også overbevist om, at Copenhell gør alt, hvad de kan, for at optimere alle forhold, så det går over i historien.

Svend: Det er nok i arrangørernes tanker. 2019 er jo et overflødighedshorn af Copenhell-genbrug, inklusive de to andre hovednavne, så Tool er et af de få bud på en legendarisk koncert, man for alvor snakker om i årene fremover.

Emil: Hvis de så oven i købet runder ‘The Grudge’, ‘The Pot’, ‘Vicarious’ og nogle af de andre favoritter, så er jeg rimelig solgt. Og hvis Danny Carey spiller bare halvt så vildt som på pladerne, så ...

Svend: Jeg har med vilje overhovedet ikke læst om deres amerikanske shows for ikke at have klart definerede forventninger, men et succeskriterie for mig er, at ‘Ænima’- og ‘Lateralus’-pladerne helst skal være rigt repræsenterede. Men mon ikke de bliver det?

Emil: Det tror jeg nu godt, man kan regne med. Lad os sige det, de bliver det. Men hvad gør man så, når det hele har peaket? Er der et liv på den anden side af den Tool-koncert?

Svend: Det håber jeg da. Efter koncerten kan man i hvert fald gøre som størstedelen af festivalen og vade over i Biergarten og synge med på ‘Ace of Spades’ en syv-otte gange, mens man hopper på bordene. Eller man kan gå til Vltimas.

Emil: Det er rigtigt. Jeg gav dog op fire-fem numre inde i Vltimas-pladen. Det er et glimrende eksempel på generisk pølsedød, som alligevel samler hype, og forklarer, hvorfor jeg åbenbart ikke er en dødsmetal-connaisseur.

Svend: Ja, jeg har jo allerede skamrost deres debutplade og kaldt den et af årets foreløbige højdepunkter, selv om det jo egentlig bare er knippelgod dødsmetal uden de store nye ideer. I øvrigt bryder jeg mig ikke om, at du bruger “generisk pølsedød” som et skældsord.

Emil: Bevares, jeg holder meget af dødsmetal, men der skal være noget, der stikker ud, hvis det for alvor skal fange mig, og det er der sgu ikke i Vltimas’ uinspireret onde indmarch. Jeg kan godt se, det er en god booking, men jeg synes, det er et for nemt og sikkert kort at spille: en dødsmetallegendes nye band. Giv mig ti gange hellere en omgang Sulphur Aeon, Dead Congregation eller Horrendous, hvis det skal være dødsmetal af den nye (gamle) skole.

Svend: Jo jo, men det behøver ikke være beskidt død for at være godt. Vltimas er lydmæssigt poleret, men det er stadig forbandet tungt. Det er i hvert fald en koncert, jeg glæder mig til.

Emil: Gør det. Så surmuler jeg over pølsedøden i mellemtiden.

Svend: Dermed får jeg så heller ikke set Fiend, hvilket jeg nok overlever. Forsangeren lavede en enkelt god plade med Senser i midt-90’erne, men det her band fanger mig simpelthen ikke. Det er for psychet og for stenet. Hvordan prioriterer du der?

Emil: Jeg har faktisk ikke hørt dem, og jeg ser heller ikke det store behov for at gøre det op til festivalen, for på det her tidspunkt er jeg nok så tilpas overrislet, at det kan gå either way. Jeg vil da gerne høre noget metal på den anden side af midnat, der holder, men jeg har altså ikke den store tiltro til Copenhells bookere, og det er tydeligt, at bandet kun er på plakaten, fordi Tool turnerer med dem. Men det er måske også et kvalitetsstempel. Jeg kan jo blive overrasket. Men det kan også være, jeg fortrækker til Biergarten og skaber mig.

Svend: Så må jeg jo komme i Biergarten og berette om, hvor fantastisk Vltimas-koncerten sikkert har været.

Emil: Gør det. Jeg håber bare, at dj’en spiller ‘Turbo Lover’ lige så meget, som vedkommende gjorde sidste år. Det vil være en god måde at slutte af på. Mere ‘Turbo Lover’, mindre ‘Walk’. Tak.

Svend: Fedt! Så får jeg også mulighed for at brokke mig over, at en eller anden pøllet High Voltage-dj bliver ved med at spille ‘Turbo Lover’. Det bliver en god nat.

Emil: Mon ikke! Og hvis du vågner ved at en eller anden fuld idiot går og synger de samme to linjer fra ‘Turbo Lover’ igen og igen, så er det bare mig, der har forvildet mig ud på campingområdet, hvor jeg ikke hører til.

Svend: Ha, men efter sådan en dag kan det også være svært at finde den lige vej hjem.

Emil: Hvis den overhovedet eksisterer. Det finder vi ud af. Vi ses med mere eller mindre sure miner på pladsen eller i Biergarten.