Devilution #100: Mads Pedersen

Devilution #100: Mads Pedersen

Den nytilkomne redaktionssekretær Mads Pedersen udbreder sig om dette og hint i anledning af jubilæummet.

Forfatter

- Det bedste ved at være med til at lave Devilution:

Øh, tja … bum bum … der er i hvert fald hverken damer eller penge i det, og prestige er det vel egentlig også lidt tyndt med. Da jeg var yngre forestillede jeg mig altid, at Metalized-skribenter og folk som Jens Jam (det var dengang, der var et ungdomsblad, der hed Mix, som Jens Jam altså skrev i) og Steffen Jungersen ikke kunne komme til for bare damer, klingende mønt og folk, der lige ville klappe dem på ryggen og give en bajer og sådan noget. For ikke at tale om alle de (metal)celebrities, der måtte antages at være mere end almindeligt interesserede i at tale med dem. Mine forventninger viste sig at være groft overvurderende.

Nå, men det var jo det positive, jeg kom fra, og jeg kan i hvert fald sige så meget, at man får lov til at beskæftige sig med metal, og det er jo dejligt. Hvis altså man kan lide metal. Hvilket jeg heldigvis kan. Nogle gange er der gratis koncertbilletter. Så har man måske råd til at drikke sig fuld.

- Det værste ved at være med til at lave Devilution:

Når skribenterne ikke overholder deres deadlines. For folk der, som jeg, tilhører de drikkende klasser, kan søndag aften godt føles lang når man tømmermandsramt venter på det sidste bidrag på et tidspunkt, hvor man burde være i sin seng med henblik på at forhindre en påfaldende ringe arbejdsindsats om mandagen.

Jeg elsker desuden festivaler, men det er tit lidt stramt at have lige i sprit i 3-4 dage, for så at komme hjem for at skrive anmeldelser og reportager om søndagen. Det er ikke spor rart. Men det får mig da ikke til at ændre adfærd.

Jeg hader forresten også digitale promoer, men den udvikling er jo nok mindst lige så uafvendelig som ovenstående problem. Og så er det mit indtryk, at der udkommer rystende meget overproduceret lort, lavet af musikere, der ikke kan skrive sange.

- Bedste plade i Devilutions levetid:

Myrninerests '”Jhonn,” Uttered Babylon' (2012) er godt nok ikke metal, men når nu det er den bedste plade, der er udkommet siden Devolution startede, så skal den nævnes her. Myrninerest er et sideprojekt for David Tibet, som en del af Devilutions mere eventyrlystne læsere vil kende fra det ”apokalyptiske folk”-band Current 93, i samarbejde med guitaristen James Blackshaw (der også medvirker i Current 93, men som nok er mest kendt for sin solokarriere). Et elegisk, melankolsk og inderligt album om tabet af vennen John Balance (Coil), og det bedste Tibet har medvirket på siden 'Black Ships Ate the Sky' fra 2006.

- Værste plade i Devilutions levetid:

Der findes ustyrligt mange dårlige plader, og jeg har heldigvis glemt de fleste. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg generelt er stærkt intolerant over for både metalcore og nu-metal, men heldigvis sørger jeg for at forskåne mig selv for genrer, der giver problemer med blodtrykket. Af en eller anden grund kan jeg ikke komme i tanke om album, som jeg har hørt og virkelig hader. Det kommer jeg sikkert til at fortryde om et par uger, når jeg kommer i tanke om noget.


- Bedste koncert i Devolutions levetid:

John Fogerty på Brøndby Stadions cricketbane d. 6/7-2010 vil for evigt stå mejslet i min erindring som en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har set. En perfekt koncert og en perfekt brandert mundede ud i en perfekt aften. Denial of God på årets Metal Magic Festival var bestemt ikke dårligt, ej heller var Current 93s koncert på Babel i Malmö tidligere på året. Også Sleep i maj i Amager Bio i år var en temmelig suveræn koncert.

- Værste koncert i Devilutions levetid:

Generelt prøver jeg at gå til koncerter, jeg på forhånd ved vil være gode. Ellers bliver jeg vred og hidser mig op. Især hvis jeg kan lide kunstneren/bandet. Af samme grund har jeg de sidste par år undgået koncerter med f.eks. Ozzy Osbourne og Iced Earth. Koncerter, hvor sporene skræmmer. Roky Erickson d. 18/12 i Lille Vega gjorde mig dog hverken vred eller ophidset, men snarere lidt trist til mode. Efter at have spillet en glimrende koncert på Roskilde '07 var mine forventninger til den formidable sangskriver og sanger ellers høje, men kombinationen af en smerteligt tydelig forvirring hos hovedpersonen og et tvivlsomt backingband gjorde hele koncerten til en forstemmende affære.

- Ønsker for fremtiden:
At sterile, pro-toolede produktioner forbydes ved lov.
At flere metalbands bliver bedre til at skrive reelle sange, i stedet for bare at kunne deres genrer.
At nu-metal og metalcore lider en stille død og bliver glemt for evigt.
At Mercyful Fate bliver gendannet.