Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et år uden Copenhell: Ivy Crown

Updated
Ivy

Bliver det en luksus at kunne gå til koncerter?
Danske Ivy Crown, der også skulle have gæstet Copenhell i år, sætter spørgsmålstegn ved pandemiens betydning for livebranchen.

Kunstner
Koncertarrangør
Fotograf
Sebastian Falck Stigsby
Forfatter

I skulle have spillet på Copenhell i år. Hvad er jeres forhold til denne festival?

Vi elsker Copenhell! Vi har været afsted som publikum i nogle år, og vi kan reelt sige, at det er universets bedste festival. Det var helt surrealistisk, at vi blev inviteret til at spille på Copenhell.

Hvad betyder det for jer som band, at blandt andet Copenhell 2020 er aflyst?

Vi har selvfølgelig været sønderknuste over, at Copenhell blev aflyst. Vi har følt, at det var startskuddet på noget meget større, og det var en helt underlig følelse, at alt blev sat på pause, og der blev så stille omkring os lige pludselig.

Hvad havde I ellers på programmet i løbet af festivalsommeren?

Vi har ikke haft andre festivaler udover Copenhell, så vores plan var at begynde at arbejde på noget nyt materiale.

Hvad skal I så lave, når I ikke skal spille koncerter?

Vi skal egentlig bare skrive noget nyt musik og starte hele den mølle igen.

Afhængig af hvor længe jeres mulighed for at turnere begrænses, har I så gjort jer nogen tanker om, hvordan I vil udvikle jer som band, indtil alt er normalt igen?

Vi har været tvunget til at tænke anderledes, set i lyset af alt der er sket i år indtil videre. Så udover at vi udvikler os personligt og kunstnerisk, så bliver det også noget med at finde andre arbejdsmetoder end dem, vi har været vant til. Vi bliver nødt til at finde andre måder at arbejde med musik på, hvor vi f.eks. før i tiden mødtes ofte i vores øvelokale for at øve og skrive musik, har vi nu har skullet finde en anden anden måde at skrive musik på.

Hvilken betydning tror I, nedlukningen vil have for musikbranchen i de kommende år?

Vi tror, at det bliver en luksuriøs ting at kunne gå til koncerter. Det er noget, vi har været vant til har været let tilgængeligt for alle, men i takt med, at vi skal passe mere på os selv og hinanden, så bliver det en anden oplevelse af live-delen i musikbranchen end den, vi har været vant til.

Har I selv ladet jer inspirere af andre kunstnere og deres måde at håndtere krisen på?

Code Orange lavede en ret fed live-stream forholdsvis hurtigt efter, at alt lukkede ned, hvor de også formåede at gøre det ret professionelt. Ellers har det været ret vildt at se, hvor hurtigt mange kunstnere var omstillingsparate på trods af, at deres koncerter blev aflyst. Vi valgte at lave en guide til, hvad man kunne få tiden til at gå med, mens man sad i hjemmet, som kan findes på vores Facebook-side.

Hvad er efter jeres mening det bedste, der er kommet ud af denne situation?

Det har været sundt for hele verden at stoppe op og tage en tvungen pause, om man gerne ville have haft den eller ej. Det har i hvert fald både været godt for miljøet og sundt for os som mennesker at revurdere, hvad der er "need to have" og "nice to have" i livet.

Får vi jer at se på Copenhell 2021?

Vi krydser fingre for det!