Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et år uden Copenhell: Lifesick

Updated
Lifesick

Fredericias hårde hjemmedrenge fra Lifesick skriver løs på deres næste album og æder fastfood med god samvittighed. De savner dog stadig Copenhell.

Kunstner
Koncertarrangør
Fotograf
Presse
Forfatter

I skulle have spillet på Copenhell i år. Hvad er jeres forhold til denne festival?

Copenhell er verdens fedeste festival! Vi havde selv fornøjelsen af at se både Baest, Cabal og mange andre rigtig fede navne sidste år, men det fedeste ved Copenhell er helt klart stemningen på festivalen. Det er en helt speciel følelse, når 30.000 glade mennesker samles med samme fælles interesse – nemlig fed hegn! Copenhell har også gennem årene været med til at puste rigtig godt liv i den danske metalscene. Som band oplever vi i hvert fald, at antallet af både koncerter og folk til koncerterne er steget markant. Skulle det ikke også være Danmarks mest fredelige festival?

Hvad betyder det for jer som band, at blandt andet Copenhell 2020 er aflyst?
 
Det har betydet det samme, som det har for de fleste, at vi har måtte aflyse næsten alle de planer, vi havde for i år. Vi håber på, at vi kan få lov til at spille koncert igen til efteråret, men det må tiden vise. Og så havde vi også glædet os ret meget til at se Korn og Gatecreeper!

Hvad havde I ellers på programmet i løbet af festivalsommeren?
 
Vi skulle have spillet på dette års udgave af Prime Fest i København, hvilket vi også havde glædet os rigtig meget til, samt en masse enkelte koncerter både i Danmark og i udlandet. Derudover har vi også måttet aflyse en 11 dage lang Europa-tour, som vi har brugt rigtig meget tid på at forberede. Dog er vi allerede godt igang med at få rykket mange af tingene til senere på året eller helt til 2021.

Hvad skal I så lave, når I ikke skal spille koncerter?

Trods det, at de fleste af vores planer er aflyst, så har vi faktisk rigtig mange jern i ilden lige pt. Vi er i øjeblikket ved at brygge på materiale til vores 3. album, hvilket går rigtig godt! Hvis alt går, som det skal, så regner vi med at tage i studiet engang i slutningen af 2020 eller starten af 2021. Derudover har vi brugt noget tid på at puste lidt mere liv i vores merchbutik med en masse nye produkter og fede designs. Vi går også og arbejder på en lille overraskelse, som vi ikke kan sige noget om endnu, udover at vi er superspændte på at afsløre, hvad det er.

Afhængig af hvor længe jeres mulighed for at turnere begrænses, har I så gjort jer nogen tanker om, hvordan I vil udvikle jer som band, indtil alt er normalt igen?
 
Vi går hele tiden og brygger på lidt ideer til, hvad vi kan gøre, hvis det bliver ved sådan her. Vi lever heldigvis i en tidsalder, hvor der via teknologien er rigtig mange muligheder for at nå ud til folk på en alternativ måde. Vi havde for et par uger siden præmiere på en guitar playthrough-video af hele vores album “Swept In Black”, og det er ikke utænkeligt, at der kommer mere i den dur. Dog vil vi bruge rigtig meget fokus på at skrive ny musik og udnytte den ekstra tid, vi pludselig har, til virkelig at gå i dybden med materialet. 

Hvilken betydning tror I, nedlukningen vil have for musikbranchen i de kommende år?

Indtil videre lader det til for mange at få kreativiteten til at blomstre. Der har allerede været mange gode bud på, hvordan man på en alternativ måde kan nå ud til sit publikum. Blandt andet var det rigtig fedt at se Baest lave en virtuel merchbutik i forbindelse med livestream af deres Copenhell koncert fra sidste år. Vi så også ret tidligt bandet Code Orange lave livestream af deres releasekoncert for en tom sal, men til gengæld var der fuld smæk for skillingen på visuals og andre effekter. Det er både en deprimerende men samtidig også en spændende tid, fordi det avler en masse nye og kreative ideer.

Har I selv ladet jer inspirere af andre kunstnere og deres måde at håndtere krisen på?

Igen, så har der været rigtig mange forskellige gode bud på, hvad man kan gøre i denne tid, og det bliver beskrevet helt perfekt en dag i en post fra bandet Malevolence, som skriver: “Adapt and Survive”. Vi er alle påvirket af situationen, og vi gør allerede hvad vi kan for at få det løst, så man må tilpasse sig situationen, som den er, og prøve at få det bedste ud af det.

Hvad er efter jeres mening det bedste, der er kommet ud af denne situation?
 
En kreativitet, der blomstrer, og at man kan købe takeaway med god samvittighed!

Får vi jer at se på Copenhell 2021?

Ja gør vi egentlig det, Copenhell?