Genset: I audiens hos Death

Valget stod mellem Morbid Angel i Esbjerg eller Death i Aarhus. Chuck Schuldiner vandt over David Vincent den aften, og det var heldigt nok for skribenten.

28. september 1995. Dødsmetallen havde reelt toppet i popularitet, og som gymnasieelev var det ikke kun Death, der prydede væggene på børneværelset derhjemme. Morbid Angel, Deicide, Suffocation, Obituary, Cannibal Corpse, Dismember, Entombed og Hypocrisy var også blandt favoritterne. Det var derfor virkelig en dårlig timing, at der denne aften i Jylland var både Morbid Angel på Tobakken i Esbjerg og Death i Aarhus. Vi var tre gutter på gymnasiet, der skulle til koncert og det blev sidstnævnte band, der vandt vores gunst for en aften. Ikke fordi vi bedre kunne lide Death end Morbid Angel, men fordi Aarhus var tættere på Nordjylland end Esbjerg. For det var en torsdag aften og der var undervisning på Hjørring Gymnasium for alle tre dagen efter.

Det havde egentlig været et stærkt forår i 1995. Det hele blev startet af netop Death, der i slutningen af marts udsendte ’Symbolic’. Deaths vandring fra klassisk dødsmetal med tekster om zombier, tarme og død var for alvor blevet erstattet med progressiv musik med reflekterende tekster. Den forvandling startede i det små på ’Spiritual Healing’ og blev så gradvist indfaset over de næste plader, hvor ’Symbolic’ i 1995 endegyldigt cementerede transformationen. Det fik Death til at stå ud fra de andre. For da Deicide en lille måneds tid senere udgav ’Once Upon the Cross’ var alt ved det gamle. Satan, Satan og Satan. Omend djævelsk melodisk og velproduceret. I maj måned blev det fulgt op med ’Domination’ fra Morbid Angel’, ’Destroy Erase Improve’ med Meshuggah, og Suffocation smed ’Pierced From Within’. Tung dødsmetal over hele linjen. Fokus for denne ungersvend i 1995 var klart mere på satanisk dødsmetal end progressiv refleksion, ikke mindst på grund af det virvar af djævelskab, der drev ned fra de norske fjelde i samme periode.

Alligevel faldt valget på Death i Aarhus. For britiske Benediction havde også i maj måned udgivet pladen ’The Dreams You Dread’, og de var opvarmning for Chuck Schuldiners tropper fra Florida. Den ene af mine medsvorne var virkelig glad for den plade, hvorfor det sammen med geografien gjorde udslaget.



Vi lånte en BMW 540i af en far og kørte turen til Aarhus. Spillestedet var Huset, der tilbage i halvfemserne stod for mange dødsmetalkoncerter. Nogle år senere blev det moderniseret og musikgruppen i Huset stiftede projektet Voxhall. Resten er historie. Denne torsdag aften ankom de tre nordjyder i god tid til Huset og nåede at høre tyske Paranoia Park, der havde fået lov at komme med på de shows på turnéen ’Metal to the Masses’, der foregik på europæisk fastland. Ifølge rygter havde de sågar betalt penge for at komme med Death og Benediction og dermed finansieret noget af turnéen. Den investering har ikke rigtig kastet noget af sig, for ingen har nogensinde hørt til Paranoia Park siden 1995. Hermed en udfordring til vores læsere: Kan man finde info om dette band på internettet?

Chuck Schuldiner er en kompleks herre. Det er ingen hemmelighed, at han skiftede bandmedlemmer, som vi andre skifter underbukser. Da Death gæstede Danmark første gang i 1990, var det uden Schuldiner. Han var blevet træt af noget eller nogen, men de andre i bandet ville ikke aflyse, så en roadie i form af Louie Carrisalez tog Schuldiners mikrofon. Det gjorde, at han derefter med hård hånd styrede bandet og hvem, der blev budt indenfor i varmen. Benediction var et af de meget få bands, han brød sig om, så de blev gentagne gange taget med ud på landevejen. Således også her i 1995, hvor briterne havde deres fjerde plade ude. Benediction gav en udmærket koncert, som blev set lidt på distancen, da de tre nordjyder sparede på energien til hovednavnet.

Da Death går på, smider vi de sweatere og skovmandsskjorter, der havde været brugt som overtøj på vej fra bilen til Huset, under en trappe inde i salen og begiver os frem mod scenen. Der er godt pakket, for alle er der for at se Death og Chuck Schuldiner. Det er med Gene Hoglan på trommer og i det hele taget et band i topform. Selvom Schuldiner har distanceret sig fra det mest generiske indenfor dødsmetal, så har han alligevel lange læderstøvler på med nitter. Det var det tætteste, vi denne aften kommer nogle gimmicks. Ellers står han bare med sin sorte guitar og brøler sin musik ud gennem instrument og mikrofon.

Jeg havde hørt særligt ’Spiritual Healing’ og ’Individual Thought Patterns’ rigtig meget i starten af halvfemserne, så jeg husker faktisk, jeg var lidt ærgerlig over, at det kun blev til titelnummeret fra den første og ’The Philosopher’ fra den anden. Resten var mest fra ’Human’ og naturligvis en håndfuld fra ’Symbolic’, før hele salen stod og brølede ’Pull the Plug’ sammen med bandet.

Da Chuck Schuldiner bogstavelig talt havde trukket stikket på sin guitar, gik han troligt hen til kanten af scenen og klappede i alles hænder på de første par rækker. Han tog sig god tid, som jeg husker det, og vi fik således klappet forsangeren (og guitarist Bobby Koelble) i hånden. Det var egentlig ikke noget, vi som sådan lagde for meget i, men da det skulle vise sig at blive den eneste koncert med Death, har det siden fået en vis nostalgisk betydning. For kræften tog desværre livet af Chuck Schuldiner i december 2001. Om de reelt bare lige klappede sporadisk til os oppe foran og skyndte sig ud i bussen er reelt så småt glemt i tågerne, da det er 25 år siden, men vi husker bare, at de to guitarister, Schuldiner og Koelble, nåede forbi os i venstre side.

Den aften i Aarhus blev således historisk. Morbid Angel spillede sikkert en udmærket koncert i Esbjerg, men dem har vi heldigvis også set rigtig mange gange siden da. Både med og uden David Vincent. Koncerten på Huset blev den eneste med Death og Chuck Schuldiner. Senere udviklede ’Symbolic’ sig også til at blive en plade, som denne skribent har et særdeles varmt forhold til. Et godt minde fra et spillested, der i nuværende form af Voxhall stadig kaster minder fra sig. 





Der er ingen koncerter i den nærmeste fremtid som følge af coronavirussen. Men på Devilution ved vi heldigvis godt, at vi allerede har set alt, hvad der er værd at se, og at al musik var bedre i gamle dage. Derfor benytter vi karantænen til at se tilbage på de koncerter, der enten var skelsættende for os eller skulle vise sig at blive historiske. Dette er tredje artikel i den nye serie Genset.

Læs resten af serien her.