Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #162

Populær
Updated
House of Franco #162

Krigsguden var en tur i Ungdomshuset og blev topkrænket af Hank Wood and The Hammerheads, Night Fever og Sun Bather.

Titel
+ Night Fever + Sun Bather
Spillested
Dato
14-11-2014

14. November: Hank Wood and The Hammerheads + Night Fever + Sun Bather @ Ungdomshuset

Marching Church (med Elias fra Iceage) aflyste i sidste øjeblik, men lineuppen var stadig et af de stærkeste i år på Dortheavej. Og en af de mere varierede af slagsen. Ikke fordi jeg keder mig med tre crustbands i træk. Life fra Japan, som også spillede for nyligt i Ungeren, var en kongecrustkoncert af de helt store.

K-Town legenden P.J. Bonneman fra bl.a. Gorilla Angreb og Amdi Petersens Armé startede denne aften med sit nye band Sun Bather, der snart har en 7"'er ude på Hjernespind Records. De har spillet i Tyskland, men dette var deres første koncert i København. Peter kan noget med melodier, som er ganske unikt og stærkt savnet på K-Town-scenen.

Vi fik en halv times ultra catchy lo-fi Killed By Death-punk med nogle guitarpassager, som mindede mig om tidlig Mission Of Burma. Sun Bather må næsten betegnes et globalt band, da der også er folk fra Tyskland og USA. Optimal start!

Jeg kan ikke mindes at ha' oplevet Night Fever andre steder i Ungdomshuset end i Store Sal, så det var en skæg oplevelse at se dem i Dødsmaskinen. Vi fik en del numre fra deres fremragende nye album 'Vendetta' samt de gamle. Publikum var ikke i amokmoshing-humør til en afveksling til et Night Fever-show. Mig bekendt kom ingen til skade, hvad der ellers er uhørt til deres koncerter i Store Sal. Jeg plejer at få en del knubs, men ikke i aften. Ingen stress eller paranoia over ens stakkels lemmer, hvad der egentlig var ret behageligt. Det var et fremragende sæt med deres suveræne combo af hardcore og speed metal-soli.

New Yorker-drengene i Hank Wood and The Hammerheads blev på plakaten kaldt "Hardcore fra Ground Zero", hvad jeg synes var noget misvisende, da deres plader lyder en del som 90'er-garagepunk fra Crypt og Rip Off Records. Koncerten lagde sig nok lidt i midten. For rocket til at være hardcore og for hardcore til at være straight garagepunk. Forvirringen skyldes nok deres brug af en langhåret dude på keyboard og specielt en gut på percussion, der både tog sig af en tromme og en koklokke. Det lød lidt kikset i starten, men jeg vænnede mig hurtigt til det. Og efter tre numre kunne jeg ikke få nok af deres lyd.

Hank Wood er noget af det mest energiske og hyperaktive punk, jeg har set i år. Jeg var komplet blæst væk. Så meget at jeg var nødt til at se dem nogle dage senere i Mayhem, hvor de leverede en ligeså eminent koncert. Jeg tror nok lige, at gutterne fra the big apple fik lagt København ned. Håber at de mange unge, som var til stede, fik taget sig nogle notater om, hvordan man leverer en performance med max. overskud og overnaturlig Red Bull-energi. Stor, stor aften, som blev fyldt til døren med Martin Christiansen, der var en konge-DJ mellem og efter bandene.