Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #196

Populær
Updated
House of Franco #196

Jens anmelder denne gang en black metal-7"'er med Memphis-bandet Winter Coffin.

Titel
Forest of Blitzkrieg

Winter Coffin - Forest of Blitzkrieg 7" (Blak Skul)

Alle, der kender mig, ved, at jeg er tosset med alt, som er relateret til Memphis, hvor jeg har været tre gange. Jeg har i flere år hyldet Jay Reatard, for at være det største geni i rock i nyere tid. Desværre døde min ven for fire år siden. Evil Army har jeg grovhyldet i denne klumme som det bedste nyere thrash metal-band, senest har jeg anmeldt deres nye 12"'er-ep 'Violence and War'.

Jay Reatard var gode venner med brødrene Rob Evil og Mike Murder i Evil Army og producerede deres debutalbum i 2006. Han har også flere gange spillet bas med dem live. Jeg har hørt om deres projekt Winter Coffin i noget tid, og der har ligget et nummer med dem på YouTube i nogle år. Dette nummer er nu endelig kommet på vinyl.

Jeg kunne læse mig til, at Winter Coffin skulle være ældre end Evil Army, som blev dannet i 2003, hvor denne optagelse skulle stamme fra. Jay debuterede med The Reatards på Goner Records i 1998 som knap 16-årig. På 'Forest of Blitzkrieg' er han med andre ord stadig purung. Jay tager sig af vokal og bas, mens Rob Evil styrer guitar og trommer.

Denne single er en ensidessingle med skæringen 'Flight of Blitzkrieg' og ikke noget på b-siden. Jeg talte med Rob Evil til Gonerfest 5 i 2008, hvor manden hyldede Mercyful Fate og Darkthrone. Det er også en tungere udgave af sidstnævnte, som Winter Coffin minder om. Det er primitivt, men effektiv black metal optaget i en kælder på en 4-spors-kassettebåndoptager. Det er noget, Fenriz vil elske, jeg ved, at han er stor Evil Army-fan. En kongeskæring, der er lidt mere rocket end meget inden for black-genren.

På bagsiden af singlecoveret sporter Rob store pig-armbånd, mens Jay er i corpsepaint. Men Winter Coffin er ingen inside joke fra Memphis, de mener det sgu. Det er så ekstra ærgerligt, at der kun findes denne ene skæring fra dem. Jeg kunne godt ha' tænkt mig et helt album. Jeg snakkede med Jay, som jeg engang boede hos under en Gonerfest, om, hvilke planer han havde for fremtiden. Der var han blevet signet til Matador Records, og 'Blood Visions' solgte godt over hele verden. 

Jay sagde, at der snildt kunne komme et country-album og/eller et black metal-album fra ham. Det nåede han så bare ikke at lave, men så er det godt, vi har denne udgivelse fra ham og Rob Evil. Ufatteligt spild af talent at tjekke ud som 29-årig, men heldigvis var han yderst produktiv. Og vi har stadig Evil Army blandt os, som stadig spiller shows og udgiver plader. En røverhistorie fortæller, at Jay og Rob tit brugte meget tid i sidstnævntes mors kælder på at høre musik og lege med en racerbane under indflydelse af dit og dat. All hail Memphis!