House of Franco #57 - Roadburn Special!

Populær
House of Franco #57 - Roadburn Special!

Jens Franco har været på Roadburn. Han har drukket en del øl, lænset bankkontoen og - vigtigst af alt - hørt en ordentlig røvfuld fede koncerter.

Kunstner
Titel
Roadburn 2012 (Voivod, Doom,Sleep etc.)
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Rhona Reid, Jacob Dinesen

 

Torsdag 12. April

Flyturen fra Kastrup til Amsterdam gik uden problemer. Jeg rejste med min gode ven, Martin Lagermand (Sinister Creation, Brudte Løfter), og vi hyggede os i flyet med hver sin bog. Jeg læste Philip K. Dick og han dyrkede de lumre sider i 'Story Of O'.


Vi missede desværre diSEMBOWELMENT-showet, da vi endeligt ankom til Tilburg, men fik da de sidste par numre af Horisont i Green Room, som var overraskende Maiden-agtige. Fin start på Roadburn. Bagefter tog jeg 20 minutter af Agallochs atmosfæriske black metal, hvorefter jeg så en del af Saturnalia Temples onde og tunge sludge doom.

Festivalens første store positive overraskelse var Christian Mistress, der leverede fornem NWOBHM med en sej kvindelig forsanger. Jeg sprang OM over for at få noget at spise. Har set dem flere gange, så den sunde wokmad kaldte.


Tilbage på Het Patronaat scenen så jeg noget af Red Fang, hvis grungede lyd ikke sagde mig noget særligt. Killing Joke på Main Stage var også en blandet oplevelse. Det kørte rigtigt fint indtil guitaristen havde et underligt beef med en fra crewet. Jeg fandt aldrig rigtigt helt ud af, hvad der var gået galt, men flere fra publikum begyndte at buhe af bandet.

Lord Vicar var en klart bedre oplevelse med deres suveræne 70’er-tungrock. Der gik rimeligt meget druk i resten af aftenen og natten, men jeg havde en rigtig god Voivod-koncert, hvor de spillede flere hits fra de klassiske album. Kan ikke huske så meget af, hvordan jeg kom tilbage til Hilvarenbeek hotellet – der ligger ca. 10 kilometer uden for Tilburg – hvor jeg har boet de sidste seks Roadburn festivaler.

Fredag 13. April

Nachtmystium var dagens første show, efter vi havde drukket en del Schneider Weisse-øl på en bar, men jeg var lettere skuffet og havde forventet mere. Til gengæld leverede Farflung en suveræn koncert. Det var min tredje oplevelse med deres eminente og hektiske space rock, og de har endnu ikke skuffet mig. Bagefter så jeg noget af Kongs show, det var ganske udmærket.

Jeg havde virkelig set frem til at overvære det ultratunge britiske doom-band, Conan, og heldigvis levede de op til mine høje forventninger. Det var knusende ondt og langsomt. Under første del af showet bar jeg en Lady Gaga-maske, som nogle venner havde købt til mig, til stor forundring for folk omkring, der syntes - på flere forskellige sprog - at jeg var en bizar weirdo. De havde sikkert ret.

Tempoet blev sat betydeligt op med Valient Thorr og deres old school-metal. Martin Lagermand og jeg tog det meste af koncerten i bar overkrop og solbriller, da vi mente at det den sejeste måde at se dem på. Bagefter opførte YOB hele deres 'The Unreal Never Lived'-album. Fremragende koncert. Deres unikke version af doom metal har endnu aldrig skuffet mig.

Jeg har altid af en eller anden mærkelig grund misset Black Breath, men denne gang skulle det være. De var fantastiske, og garnet blev rystet godt igennem til deres aggressive dødsmetal. En stor oplevelse. Det samme kunne siges om Voivod, der utroligt veloplagte opførte hele 'Dimension Hatröss’-albummet på Main Stage. Jeg var blæst væk! En af de absolutte bedste Voivod-koncerter jeg nogensinde har overværet. Bagefter tog jeg lidt af Gnod, men jeg synes jeg har set bedre koncerter med dem, specielt koncerten på Lades for nogle år tilbage var mindblowing. Måske var jeg bare ikke i humør til dem efter Voivod-braget.

Doom stod for dagens - og nok hele festivalens - største overraskelse. Deres blanding af crust punk og speed metal tog publikum med storm, der var ikke en eneste som ikke elskede dem. De var også specielt udvalgt af Voivod, som dette år var Roadburn-kuratorer. Godt gået! Det blev dagens sidste show for mig. En fornem afslutning på en suveræn fredag.

Lørdag 14. April

Doomed Denmark-Nils, min ven Tomsen og jeg besøgte vores ven Svend på en campingplads nær Tilburg om eftermiddagen, og det blev fejret med Ilsas dødsdoom og en flaske portvin. Vi drog mod Roadburn for at se Dark Buddha Rising, som var en helt specielt oplevelse. Deres unikke doom og den meget intense forsanger var en god combo, næsten en slags performance art. Jeg fik lidt af Church Of Misery, som jo lige havde spillet i København, hvorefter jeg gik ud for at spise noget skaldyrswok.

Jeg var tilbage igen for at se Saviours, hvis old school metal aldrig har skuffet mig, og det gjorde amerikanerne heller ikke denne gang. Fremragende koncert. Nu var det tid til mit Devilution-interview med Away fra Voivod, som gik ganske fint. En utrolig sød fyr. Bagefter så jeg lidt af Leaf Hound, men var ikke i humør til deres bluesede Led Zep-agtige numre. Det gik straks bedre med Wino og hans gamle band, The Obsessed, som er lidt mere boogie rock-orientereret end Saint Vitus. Han er en utrolig svedig guitarist.



Næste band på Main Stage var Sleep, som jeg aldrig har set før. De opførte hele det legendariske 'Dopesmoker'-album, og spillede langt over 2 timer. Det var næsten for intenst, og jeg tog en pause fra deres knusende sæt, og tjekkede døds/doom metal-bandet Necros Christos ud. Det var rigtigt fedt, og lover godt for deres kommende show på Kill-Town Death Fest-festivalen i København. Derefter var der dømt old school 70’er-tungrock med Admiral Sir Cloudesley Shovell i den gamle Batcave, som nu hedder Stage01. Eminent band og en stor stor oplevelse. Bongripper leverede derefter en solid sludgy doom koncert i Het Patronaat.

Der var set frem til en kultkoncert med Heavy Jam, der bl.a. talte J Mascis, og folk blev belønnet med en totimers magtdemonstration af improv guitarsoli, der fik mig til at tænke på Earthless-koncerten på Roadburn for nogle år siden. Intet mindre end fantastisk! Bagefter stod den på værtshusdruk det meste af natten med voldsom indtagelse af Schneider Weisse.

Søndag 15. April

Afterburneren blev kickstartet med masser af djævleøllen Kasteel, der holder 11%, på et værtshus. Husker ikke meget af Electric Orange og Internal Void, men Bongripper og YOB var sublime gensyn. Bagefter var der brutal ondskab med Dragged Into Sunlight i Green Room. Det gamle 80’er-thrash-band Coroner dræbte os derefter på Main Stage. De kunne stadig deres pis, og der blev headbanget voldsomt og intenst.

Jeg har set Black Cobra flere gange før, så jeg valgte at se Bong fra starten af, som var ganske udmærket og lettere eksperimenterende. Men jeg endte til sidst hos Black Cobra på Main Stage. Det blev min afslutning på Roadburn 2012, og hvilken passende afslutning. De var i topform og bragede igennem resterne af min hjerne.

Alt i alt var denne Roadburn en af mine aller bedste og ca. lige så knusende som sidste år. Jeg kommer gerne igen, selvom det næsten ruinerede min bankkonto.