House of Franco #81

Jens skriver i denne uges udgave af House Of Franco om Ungdomshusets 30 års fødselsdag, der strakte sig over adskillige dage.

Ugen startede brutalt med D-Clone og deres japanercrustangreb i Dødsmaskinen om søndagen, og dagen efter destruerede Negative Approach et næsten fyldt Stengade. Tirsdag var heldigvis hviledag før onsdag bragte første bid af Ungdomshusets 30 års fødsdagskage.
Det var funeral doom-aften i Dødsmaskinen på Dortheavej, hvilket betyder at vi havde at gøre med verdens langsomste rockgenre. Apothecary, en tromme/bas duo fra Ålborg, lagde ud med et slæbende tungt repetitivt sæt, der ledte tankerne hen på Om.
 
Bagefter var det hollandske Faal, der nok stod for aftenens bedste koncert. Doom mødte black i en fornem forening. Jeg så Worship til Heavy Days In Doomtown, også på Dortheavej. Det var en hård omgang, og det var dette show også. Musikken fejler ikke noget, men tyske Worship var lige en tand for meget funeral doom-dræbende denne hårde onsdag nat. Tror bare ikke, at jeg har været i det rette humør til begge koncerter. Holder ellers meget af bands som Moss og Monarch, der befinder sig i samme boldgade.
 
Torsdag var der gallamiddag i Ungdomshuset, hvor jeg havde den sene bartjans. Den store sal var pakket med folk, næsten 200 mennesker. Jeg spiste en lækker veganermenu af forskellige retter. Det var hyggeligt at snakke med gamle venner. Jeg sad overfor Myre (De Høje Hæle) og Lasse (The War Goes On), som udvekslede underholdende vanvidshistorier fra diverse Europa tours. Martin fra Brudte Løfter og Sinister Creation stod for morfar DJ’ing med jazz og viser fra 1930/40’erne. Ganske hyggeligt. Jeg havde halvfint tøj på, inkl. slips, som mange andre også havde til denne gallafest (!!!!!??????????!!!!, red.).
 
Ved titiden rykkede vi over i baren i Dødsmaskinen, mens folk flyttede de mange borde og stole. Min tjans startede 22.30 under en lydprøve for et ska-band. Ikke den mest heldige start, da ska aldrig bliver min kop te. Men bandet, som jeg ikke kan huske navnet på, havde da nogle ret sjove tekster, bl.a. en hyldest sang til Jakob Stegelmann fra Troldspejlet.
 
Derefter var der koncert med den poppede punktrio Dig & Mig (medlemmer fra Moonless og De Høje Hæle), som altid lader til at dele folk. Jeg synes det er fremragende popmusik, som er godt ar danse til. Det mente min barmakker, Alex, også, mens den 3. mand i baren, som jeg ikke kan huske navnet på, ikke kunne døje dem. Denne aften var nok ikke 100% optimal for at overbevise en tvivler, da bandet leverede deres mest kaotiske show nogensinde.
 
Dig & Mig bruger altid et trommetrack, som nogle gange fucker op et par gange under deres shows. Men denne aften var der problemer med over halvdelen af deres sange. Det var noget med et trommetrack på en iPod, der muligvis manglede strøm. Sangerinden Andrea, som havde iklædt sig en fantastisk guldkjole, råbte flere gang til synth-manden; “Få nu tændt for den iPod, Magnus!”. Lettere pinligt, haha.
 
Resten af natten var der så dans og DJ-musik, og godt travlt i baren. Men vi fungerede som et rigtigt godt team. Det gør jeg gerne igen.
 
Fredag var den store koncertdag med fokus på punk og metal i både Store Sal og Dødsmaskinen. Mit band, Tumor Warlord, spillede som de første i Dødsmaskinen og var færdige 22.30. Jeg sad i en merchbod ved siden af baren, mens President Fetch og deres AC/DC-punk startede over i Store Sal.
 
Jeg fik set noget af Dårligt Selskabs sæt, men trods god energi var deres punkrock lettere anonym. De spillede bl.a. covers af Paragraf 119. Det var straks bedre med Undergangs bundrådne dødsmetal over i Store Sal. Lyden kunne dog ha' været bedre, og måske passede David & Co. bedre ind i Dødsmaskinen. Ellers en helt i orden koncert med de lokale dødshelte.
 
Herefter var der en lang, lettere kedelig politisk tale fra en eller anden gut, der hyldede både det gamle og nye ungdomshus. Jeg kunne skimte Martin fra mit band, der sad og ventede på, at De Høje Hæle skulle på. Han så meget misbilligende og gnaven ud, haha. Men smilet kom hurtigt, da Hælene væltede den propfyldte sal med deres medrivende skæve og melodiske punk. Pitten gik amok, mens der blev sunget med på alle sange, og folk konstant stagedivede. Emil fra Tumor Warlord var oppe og synge 'UFO', han har gjort det mange gange før, og klarede det til UG med kryds og slange og stjerne.
 
Jeg gik under sidste nummer for at se de andre lokale punkhelte i The War Goes On. Hvilket var en god beslutning, da de leverede deres måske bedste koncert til dato! Hele Dødsmaskinen kogte af energi til deres sange, der kan minde lidt om No Hope For The Kids (Ronnis gamle band) tilsat en dosis melankolsk Motörhead. Hardcorelegenderne fra Århus, War Of Destruction, skulle ha' spillet, men aflyste. Det var en god og klog beslutning at få The War Goes On som erstatning. Selvom jeg har set dem utallige gange.
 
Der var set frem til Bomberegn og deres reunion-show i Store Sal, og de levede fornemt op til de høje forventninger. Motorpunk derud af i rasende hardcoretempo. Bandet tæller bl.a. Joachim fra Brudte Løfter på trommer og Ian (Terrible Feelings, Fy Fan) på vokal. Ian fik man hejst op i en sele, så han hang og dinglede over publikum. En effektiv gimmick jeg ikke havde set komme. Bravo!
 
Sidste band til at lukke festen var Moonless, og deres tunge doomrock var en suveræn afslutning på denne fantastiske dag. Jeg har ingen idé om, hvorvidt klokken var to eller tre, da de gik på, men jeg kan se på mit klippekort, at jeg tog bussen hjem til amager fra nordvest kvart i syv om morgenen. Hold da kæft en abefest!
 
Jeg var alt for smadret til at tage ud til festen på Dortheavej lørdag aften. Det var også hiphop/reggae-dag, hvilke ikke lige er mine favoritgenrer, for nu at sige det på diplomatisk vis. Men Morten fra mit band og jeg fik da kørt vores og Bomberegns grej ud til Refshaleøen, hvorefter vi hoppede i en flaske whisky til vi faldt i søvn.
 
Mange gange tillykke til det kære Ungdomshus. Håber på 30 nye festlige år i fremtiden!