Premiere: John Cxnnor – 'Red Eye' (live Copenhell 2024)
Mange husker nok John Cxnnors lukke-koncert på Copenhell for den silende regn, der væltede ned over Gehenna – men endnu flere husker den nok for koncertens intensitet og paraden af gæstemusikere, der sammen med duoen fik stemningen op på kogepunktet.
Vi taler her blandt andet om folk som Witch Club Satan, Mai Young Øvlisen (Meejah), Kim Song Sternkopf (Møl, The Arcane Order), HIRAKI og Christian Bonnesen (New Money) samt musikerne fra The Psyke Project. Det var noget af en koncert, som vi da også gav 666 med ordene:
“Ingen, der var til koncerten, var i tvivl: John Cxnnor ejede Copenhell den fredag aften, og de fik ikke rigtig nogen værdige konkurrenter til den titel.”
Nu slipper duoen så ‘Red Eye’ med Andreas Bjulver (Cabal) og Victor Kaas (EYES, LLNN). Deres første single fra bandets spæde start, men samtidig også et nummer, der var med til at etablere John Cxnnors dystopiske rave-lyd med episke krigstrommer og doomy stemning. Man kan næsten få helt ondt i hjertet af savn af sommer, festival og slåskamp foran scenen, når man ser videoen – men skulle man få terminator-abstinenser, så kan man opleve bandet og en række gæster i tørvejr på Store Vega den 8. februar næste år.