Københavns nye, rockende powerhouse

Populær
Københavns nye, rockende powerhouse

High Voltage i Boltens Gård er skabt af Martin Jensen, manden bag hedengangne Rock The Night og Sin City. Han tager os med på rundtur og fortæller om planer og drømme for det nye spillested.

Kunstner
Titel
Rockklub
Trackliste
High Voltage
Boltens Gård
Gothersgade 8H
København K
www.highvoltage.nu

En rundtur på 49 sekunder på High Voltage: https://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=Fi6NoI3QEhU
Forfatter

"Det her er den våde drøm 'come true'. Det bliver ikke bedre i København. Hvis det her ikke virker, så er der ikke noget, der virker!"

Han slår ikke små brød op, 37-årige Martin Jensen - manden bag den nye rockklub i København, High Voltage i Boltens Gård. Og manden bag den store succes 'Rock The Night' på hedengangne The Rock. Og manden bag rockbaren Sin City, der blot var på fransk visit i Kødbyen på Vesterbro.

Martin Jensen, som i det københavnske heavymiljø både går under alias'erne Love Gun og Martin D'Amour, åbnede High Voltage d. 5. april med noget af et brag. På åbningsaftenen og aftenen efter var fire af de stærkeste danske upcoming hardrock-bands på scenen: Supercharger, Franklin Zoo, Shotgun Revolution og Stella Blackrose.

Ambitionsniveauet

Og ambitionsniveauet er højt, fortæller Martin Jensen:
"Jeg vil skabe det ultimative rock'n'roll powerhouse, som har festen, bandene og mulighederne. Kriterierne er bare, at det skal være rock'n'roll, og kvaliteten skal være i top. Vi har fået det blå stempel som spillested, og lige nu er vi blandt andet i forhandlinger om at få Sebastian Bach (original forsanger i Skid Row, red.) til High Voltage."

Ambitionen er også, at High Voltage på åbningsaftenerne fredag og lørdag skal være hjemsted for det københavnske heavymiljø:
"Vi huser miljøet - alle dem med langt hår, piercinger og tatoveringer. Rock er grundstenen. Ikke metal. Og ikke sleaze og glamrock, som jeg ellers er blevet sat i bås med."

Om High Voltage

Der er koncert hver fredag og lørdag aften i High Voltage. Det koster konsekvent en 70'er at komme ind, og for det beløb får man - ud over en koncert - også plads til overtøjet i garderoben og et shot til at skylle efter med. Billetprisen kan dog sagtens sættes i vejret i enkeltstående tilfælde, de tilfælde, hvor det lykkes ham at hive et stort band til huse.
"Der var totalt udsolgt i åbningsweekenden, og på selve åbningsaftenen var der 500 igennem. Rummet er godkendt til 365 mennesker, og det er så godt indrettet, at 250 af dem sagtens kan få en rigtig fin koncertoplevelse," siger Martin Jensen.

Rummet er naturligt opdelt, så de, der vil høre rock fra scenen, kan gøre det med godt udsyn. De, der ønsker at chille i bløde møbler og sludre løs ved de gamle langborde fra Vin & Ølgod, kan gøre det uden at blive forstyrret af musikken. De, der vil tage sig et slag billard, kan gøre det, og de, der trænger til en smøg, kan lægge festen ud i rygerummet.

Kigger man rundt på væggene i det store lokale, vil især heavy-nørderne opleve spændende memorabilia: En ordentlig omgang signerede koncertplakater i glas og ramme, som High Voltage har fået lov til at passe på af sønnen af den navnkundige danske koncertpromoter, afdøde Erik Thomsen, E.T. Concerts.

Bands fra udlandet

Efter fire åbnings-uger er Martin Jensen ikke bleg for at sige, at han allerede nu er ved at have indfriet drømmen for High Voltage:
"Vi er tæt på drømmen, og det er jo ret tidligt. Vores ambition er at holde niveauet oppe, at få bands ind fra udlandet - og trække folk hertil fra udlandet. De er allerede begyndt at komme fra Malmø."

Navnet High Voltage giver næsten helt sig selv:
"Ja, det er et navn, man ikke behøver forklare - lige som Sin City og 'Rock The Night'. Det er et powerfuldt navn, og det er nok ikke det dummeste at læne sig op ad verdens største heavyrockband," siger Martin Jensen.

"Fuck it!"

High Voltage blev stablet på benene næsten lige så hurtigt, som det tog Martin Jensen at forlade Sin City i Kødbyen:
"Det startede fint med Sin City, men der blev hurtigt alt for mange kompromisser i det for mig. Vi måtte lukke fra den ene dag til den anden, fordi stedets tilladelser ikke var i orden. Mit arbejde - både med 'Rock The Night' og Sin City - var heldigvis blevet bemærket. Allerede få dage efter lukningen stod jeg med tre muligheder. Da jeg så var nede og se lokalerne her, som husede baren Den Røde Baron, var jeg solgt. Det er jo et fantastisk lokale, og det tog os tre uger at bygge om, lave scene og lyd, booke bands, lave logo og udvikle konceptet."

Og det faktum, at der i de kommende uger åbner tre andre rockbarer i København, ryster ikke den entreprenante heavyrocker. Én eneste kommentar har han til, at der er konkurrenter på banen:
"Fuck it!"

Fate på scenen på fredag

Mens Martin Jensen står for det kunstneriske værtskab på High Voltage, er det 25-årige Donna Marie, som er club manager og står for mandskab, vagtplaner, og for at stedet kører.
Fredag den 3. maj står det danske melodiske hard rock-band Fate på scenen i High Voltage og dagen efter norske Los Plantronics sammen med danske Hola Ghost.