Lamb of God smuglytning

Lamb of God smuglytning

Den 24. januar udkommer Lamb of Gods syvende studiealbum, og Devilution har fået lov at smuglytte til det. Her kan du læse en gennemgang, af hvad du har i vente.

Kunstner
Titel
Resolution
Dato
24-01-2012
Distributør
Forfatter

Copenhell-aktuelle Lamb of God tilhører The New Wave of American Heavy Metal og musikken har elementer af metalcore, thrash, død og groovemetal. Det sidste i en grad så det er blevet kaldt Panteras arvtager af nogle, selvom andre vil mene at bandet ligger for tæt op af inspirationskilderne, til helt at kunne smykke sig med så fornem en titel.

Seks studieplader er det blevet til før 'Resolution', der udkommer 24. januar 2012, der helt overordnet starter med at lyde som Lamb of God som vi kender det, men jo længere vi kommer ind på pladen, jo mere symfonisk og nytænkende bliver den.

I et samarbejde med Sort Søndag bringer Devilution dig her en gennemgang af albummet, sang for sang:

1. 'Straight For The Sun' (2:30)

Albummet starter tungere end tungt, med et nummer der har en vildskab i lyden, man ikke har hørt hos Lamb of God siden New American Gospel. Hovedriffet minder dog mere om Black Sabbath.

2. 'Desolation' (3:53)

Er et ærke-Lamb of God-nummer, med korte, abrupte riffs, twinguitarer og hurtige lidt vemodige sekstendedelsriffs spillet højt på gribebrættet. Randy Blythe lyder bedre end nogensinde!

3. 'Ghost Walking' (4:24)

Det første frigivne nummer fra albummet, som starter med at spille hovedriffet akustisk for så at starte et groovende riff der er beslægtet med ”Redneck” fra ”Sacrament”- pladen. Det lyder bestemt som om at nummeret er tænkt som et let tilgængeligt metalhit.

4. Guilty (3:22)

Starter med at blast-beate derudaf, for så at gå over i et groovende nedadgående sydstatsriff og er gedigen standard Lamb of God. I det hele taget bevæger sangene på de to seneste udgivelser, men nu sker der noget, for med...

5. 'The Undertow' (4:45)

… er vi ovre i noget simpel, effektiv tung-thrash ikke helt ulig vor egen gaffaprisbelønnede Hatesphere. Omkvædet er langsomt og har en Slayer-agtig guitarfigur. (ex. ‘Disciple’  - God Hates Us All)

6. 'The Number Six' (5:20)

Er det nærmeste vi kommer på en ballade med en egentlig melodi, selvom den er forvrænget nok i udtrykket. Nummeret er nemlig både stille, med en række brudte ”treklange” sine steder, og tykt forvrængede passager med egentlige hardcore kor på.

7. 'Barbarosa' (1:36)

Et kort mellemspil med en akustisk guitar i forgrunden og nogle ornamenterende forvrængede guitarer i baggrunden, der både feed-backer og spiller nogle korte fraser. Kunne godt minde lidt om ‘The Passing’ fra ‘Wrath’

8. 'Invictus' (4:10)

En dejlig tung start har nummeret, der ellers er en vekslen mellem smadrende duka-duka og tunge stykker, samt passager, hvor den gode Blythe laver et panteralignende low-speak. Stykkerne hænger ikke så godt sammen, så en af pladens mere ligegyldige numre, omend det er energisk.

9. 'Cheated' (2:36)

Et kort uptempo sang der farer derudaf a la Contractor fra forrige plade, men er dog mere melodisk. Nummeret formår at spille tunge riffs højt på gribebrættet.

10. 'Insurrection' (4:47)

Dette nummer er noget nyt  ift. Lamb of Gods tidligere produktion. Et meget storladent, og guitarmelodisk nummer med symfonisk dissonante flader, og uforvrænget sang er der sgu også! Omkvædet er supermelodisk og guitarerne grinder i disse, som var det et black metal nummer. Hovedriffet er mægtigt og melankolsk.

11.'Terminally Unique' (4:18)

Dette nummer er egentlig metalcore, pånær at omkvædet stadig er Randy Blythe-forvrænget. Guitarerne spiller en sekstendedelsfigur, der nok minder om, men er mere skæv i tonerne end ”Walk with me in hell”.

12. 'To The End' (3:48)

Er kort og godt sydstatsgroovy på den helt panteraske måde. Et af den slags numre, hvor man hele tiden tænker på hvor man har hørt det før. Fed solo er der også.

13. 'Visitation' (3:52)

Er hurtigt og pågående, men samtidig med en lidt svævende melankolsk stemning, som man også finder på Reklamation

14. 'King Me' (6:20)

Sidste nummer er så afgjort det mest eksperimentelle. Her kan man høre en kvindelig klassisk sang, nogle lave forvrængede stykker der selvfølgelig eksploderer i nogle kæmpe symfoniske flader, der fandenfismig har strygere også. Dette nummer er Loutallica der møder Pantera.

Og så er pladen bare et par stønnelyde i en delaypedal fra at være færdig.