Metaldiktator: Circle Jerks – ‘Group Sex’

Alle lod, som om alting var én lang Coca Cola-reklame, mens atomtruslen og ungdomsarbejdsløsheden rugede. De californiske hardcorepunkere Circle Jerks skød sig igennem det hele på den kvarterlange debutplade, der er lige så forvirrende, som den er fængende.

Set gennem uskyldige barneøjne var 80’erne en endeløs procession af sovjetiske statsbegravelser og bare bryster over hele sendefladen, økonomisk mådeholdne gryderetter, en konstant rugende atomtrussel og Jørgen de Mylius og Kim Schumacher som de to poler, verden var spændt ud mellem.

Set gennem Keith Morris’ øjne var årtiet lige en tand mere fremmedgørende: “Everybody’s was into, like, ‘wow, we’ve got a  shiny new car,’ and ‘I just got my hair feathered,’ and ‘look at my clothes!’ and ‘oh, here, have som cocaine, and we’re drinking wine coolers,’ and just all that kind of ... crap!” lyder den svada, han indleder Stephen Blushs dokumentarfilm ‘American Hardcore’ med.

Det raseri var jeg fuldstændig i øjenhøjde med, da jeg i 1990 opdagede hardcore: Jeg nærede en dyb afsky for den repressive parcelhuskvarterspænhed, jeg voksede op i, for de forstokkede lærere, for poptøserne og fodbolddrengene, for de voksenrockende pladeforretningsekspedienter, der fungerede som Grateful Dead-T-shirt-klædte gatekeepers. I hardcore blev den indestængte vrede forløst uden drengeværelsessatanisme eller forstyrrende ballader. Hardcore var 1-2-minutters eksplosioner af frustration, det var frit for selvhøjtidelighed – virkede det som om dengang – og begavet i sammenligning med den metal, jeg kom fra.



Rip off
Omtrent da jeg blev født, havde præcis de følelser fået Keith Morris til at danne Black Flag sammen med Greg Ginn og nået at synge på det bands debut-7”, den skelsættende ‘Nervous Breakdown’, i 1979, inden han smækkede med døren. Greg Hetson havde til gengæld været med til at starte Red Cross (der senere måtte skifte navn til Redd Kross pga. en vis international organisation), inden han forlod det band. I Circle Jerks forenede de Black Flags aggressive, testosteronladede og riffbaserede hardcorepunk med Red Cross' kådt genreudfordrende ditto – og sørgede for lige at tage de bedste sange med fra de to bands, nu de alligevel var i gang.

“Circle Jerks: good guys and stuff, but they ripped off all the songs. Do people know that ‘Group Sex’ was songs ripped off from each band they were in?” spørger Minutemen-bassisten i Blushs bog ‘American Hardcore’, der ligger til grund for dokumentarfilmen. I samme bog fortæller Jeff McDonald fra Redd Kross om, hvordan det var at se Circle Jerks spille sange, han selv havde skrevet, og tage æren for dem – og hvor hurtig Greg Hetson var til at true med advokater, hvis nogen skulle finde på at bringe rettigheder eller bare fair play op.

Alt det vidste jeg selvfølgelig ikke, da jeg var sluppet forbi én af pladeforretningsekspedienterne og ind i brugtafdelingen, mens han stod og rullede smøger og diskuterede de finere nuancer i én af Neil Youngs kvarterlange guitarsoloer med en anden kunde. Jeg fik bare øje på det gul-orange logo og det neonfarvelagte foto af en bunke punkere, der stimlede sammen i bowlen i en skatepark. Jeg vidste intet om, hvem Darby Crash og Lorna Doom fra Germs var, eller hvad de lavede på coveret sammen med Casey Royer fra D.I. og Adolescents, som jeg heller ikke kendte: Jeg vidste, hvem Circle Jerks var, fordi jeg havde lært Black Flag og Bad Religion (som Hetson sideløbende spillede i) at kende og havde fundet deres tredje plade, ‘Wonderful’, på musikbiblioteket. 

Det var de muligheder, jeg og alle andre på min alder havde for at finde ud af, hvad hardcore var: Få ældre, sejere venner til at overspille bånd til os, se, hvad der dukkede op i brugtpladeforretningerne, fordi man ikke havde råd til at købe nye plader, og at gå på musikbiblioteket og bruge deres lemfældigt sammensatte udvalg som referenceramme.



Blink og mis det
Jeg var på ingen måde forberedt på, hvad det var for en plade, jeg betalte 35 kr. for og tog med hjem til forstaden den dag. Jeg satte pickuppen ned på den røde vinyl, og ‘Deny Everything’ startede lige på og hårdt med alting på én gang: Keith Morris’ hæse råbesang, Greg Hetsons flydende riffing suppleret af Roger Rogersons enkle baslinjer og Lucky Lehrers travlt shufflende trommer. Én verslinje med et toakkorders riff kontrasteret af omkvædet med en staccatorytme, vers, omkvæd, ned til et mellemspil, hvor guitar, trommer og bas ruller rundt, som om de er lige ved at tabe tråden; så første vers igen og omkvædet kørt to gange, inden alle stopper på én gang, akkurat som de begyndte.

Indtil videre er der gået 26 sekunder af pladen.

Det skarpe fokus på at holde det hele koncist, samtidig med at der gøres plads til flere elementer uden for hardcore – fordi hardcore i 1980 endnu ikke var en genre i sig selv med faste regler – er med til at gøre ‘Group Sex’ til en uomgængelig klassiker, selvom den tit bliver glemt i hardcore-kanonen. Måske fordi Circle Jerks selv med titlen ‘Group Sex’, en tegneserie med en skanker – altså én, der danser pogo – på innersleevet og et bandfoto på bagcoveret, hvor de er i gang med at plyndre et køleskab for bajere, ikke selv lægger op til, at de skal tages seriøst. Måske på grund af kontroverserne om, hvem der egentlig havde skrevet sangene, og det blakkede ry, det gav Circle Jerks. Eller måske fordi pladen er så kort, at det er nemt at overse den, hvis man kommer til at blinke. 

Det sidste var Circle Jerks selv klar over kunne være et problem, og de forsøgte at løse det på bedste beskub:

“The album was 18 minutes long. On the first pressing, we added four or five extra seconds between each song, so people didn’t feel they were getting ripped off. In retrospect, it was kind of funny. Was that 14 songs in 18 minutes?” reflekterer Greg Hetson i bogen ‘American Hardcore’.

Det var det ikke: Det var 15 minutter og 25 sekunder. Med så frustrerende lange pauser mellem sangene, at det bryder pladens naturlige flow. Det er dog ikke et problem med de efterfølgende to sange: ‘I Just Want Some Skank’ lægger ud i sejlende, tydeligt Germs-inspireret midtempo, inden den bryder fri i et hurtigt hovedstykke med rullende trommer og finder tilbage til udgangspunktet. Herfra glider den umærkeligt over i ‘Beverly Hills’ med spændstigt pumpet punkrock-riffing holdt helt stramt med det temmelig uforglemmelige omkvæd:

“Beverly Hills, century city
Everyone’s so nice and pretty
All the people look the same
Don’t they know they’re so damn lame?”



Tag det personligt
Sådan fortsætter pladen med at udforske rammerne for, hvad der kan rummes i en Circle Jerks-sang, når nu Keith Morris tydeligvis alligevel har tænkt sig at dominere det hele med sin aggressivt anmasende råben. Titelsangen, som er skrevet sammen med The Gun Clubs Jeffrey Lee Pierce – som Morris tre årtier senere skulle skrive en bevægende hyldestsang til – er et decideret upbeat og muntert indslag som modspil til den stemning af afmægtighed, indebrændthed og fuldstændig brændt af-hed, der præger pladens andre sange. 

‘Back Against the Wall’ prøver et heavyrocktema og en kantet ska-rytme af, som kontrasteres af et ligefremt og fængende omkvæd med åbne akkorder; den manøvre gentages mindre tydeligt i ‘Live Fast Die Young’, som Hetson havde skrevet i Red Cross. ‘Wasted’, ‘Red Tape’ og ‘Behind the Door’ er Black Flag-sange omarrangeret til noget nær ukendelighed, mens ‘Don’t Care’ ligger så tæt på originalen, at Black Flag samme år kvitterede med at indspille den med den nye titel ‘You Bet We've Got Something Personal Against You!’ På de første mange års udgaver af pladen er hverken Ginn eller McDonald krediteret for de sange, de har været med til at skrive; først senere har de fået den anerkendelse. Men Ginn har efter alt at dømme ikke fået mindre personligt imod Morris, efter han i 2013 gik i retten for at forhindre Morris og en gruppe andre tidligere Black Flag-medlemmer i at turnere med det bands sange under navnet Flag.

Det er i høj grad den jazzuddannede Lucky Lehrers trommespil, der løfter ‘Group Sex’ og skaber en spændstighed i sangene, men pladen har også sine ligefremme punkrock-bangere i ‘World Up My Ass’ og ‘Operation’, som giver modvægt til de mere fortættede sange, hvor der sker en utrolig masse på et minut. 



Heavy metal-flirt
På lige over et kvarter når Circle Jerks at vise alt, hvad de kan. Og så er spørgsmålet, om der overhovedet er brug for mere end dét? De efterfølgende fire plader, de lavede, inden de første gang blev opløst i 1990, giver ikke noget entydigt svar på det spørgsmål: Circle Jerks gik op igennem 80’erne i en anden retning end debuten med længere og langsommere melodibaserede sange, der flirtede med heavy metal, men publikum faldt støt fra.

I 1993, hvor grunge havde skabt en fornyet interesse for alternativ musik og amerikansk hardcore, blev de gendannet og indspillede deres hidtil sidste plade, ‘Oddities, Abnormalities and Curiosities’, i 1995.  Et nyt forsøg på at genoplive bandet og indspille en plade efter en årrække med sporadiske genforeningskoncerter kuldsejlede endegyldigt i 2011, da Hetson og en ny rytmegruppe ragede uigenkaldeligt uklar med Morris og den producer, der var blevet hyret til at lave pladen, Dimitri Coats.

Men på samme måde som Morris’ brud med Black Flag og Hetsons med Red Cross i 1980 havde ført til noget helt nyt og næsten endnu bedre, førte bruddet i 2011 til, at Morris og Coats sammen med Earthless-trommeslageren Mario Rubalcaba og den anden McDonald-bror fra Redd Kross, Steve McDonald, dannede bandet Off! Og i Off! genfandt de powerriffingen og den tvingende nødvendighed fra det tidlige Black Flag, skævheden og melodiøsiteten fra Redd Kross – og den korte, kontante afregning fra Circle Jerks.

‘Group Sex’ skulle have været fejret med en genforeningsturné i år i forbindelse med 40-årsjubilæet. Det er udskudt, det er egentlig også lige meget. Det, der betyder noget, er, hvor godt den ramte raseriet i sådan nogle som mig dengang. Og forhåbentlig stadig kan gøre det for en ny generation.

Hvis de altså kan holde opmærksomheden i et kvarter. Nogle af os har gjort forsøget på at præge dem.