Metaldiktator: Def Leppard - Hysteria

Populær
Metaldiktator: Def Leppard - Hysteria

Denne gang handler Metaldiktatoren om popmetallens absolut største sværvægter: Def Leppards firsermilepæl 'Hysteria'.

Kunstner
Titel
Hysteria
Trackliste
1. Women
2. Rocket
3. Animal
4. Love Bites
5. Pour Some Sugar on me
6. Armageddon It
7. Gods of War
8. Don't Shoot Shotgun
9. Run Riot
10. Hysteria
11. Excitable
12. Love and Affection
Forfatter
Karakter
666

I princippet hører Def Leppard også til den vigtige New Wave of British Heavy Metal, der forandrede og forbedrede den smukke genre betragteligt med sit enormt friske pust, efter at punken for en tid havde pumpet luften ud af den hårde rock – men trods det ganske smadrede debutalbum fra 1980, ’On through the Night’, er det med rette den stærkt poppede mainstreamrock, som Sheffield-bandet er kendt for, og det skyldes først og fremmest ét album: ’Hysteria’. Vejen til et af de mest grundigt producerede albums var lang og succesfuld, såvel som ekstremt besværlig, for den engelske kvintet med det let fjollede bandnavn.

Forståelsen for det visuelle

Både ’High 'n' Dry’ og ’Pyromania’ fra henholdsvis 1981 og 1983 var, specielt sidstnævnte, skyld i, at gennembruddet var skaffet allerede tidligere i firserne, og da bandet hurtigt forstod, at musikvideoen var det nye medie til markedsføring, var succesen sådan set allerede hjemme midt i årtiet.

I januar 1984 begyndte så arbejdet på opfølgeren, og Def Leppard allierede sig med Jim Steiman, der mest er kendt for at stå bag Meat Loafs rockopera og storsællert ’Bat Out of Hell’, men det samarbejde gik hurtigt i vasken - efter sigende fordi Steinman var ved at tage magten over både sangskrivning og produktionen, hvilket bandet ikke ønskede.

Den enarmede trommeslager


Og så i december 1984 skete et næsten legendarisk uheld i rockhistorien. Trommeslager Rick Allen kørte galt i sin Corvette og mistede sin venstre arm – naturligvis en katastrofe for en musiker, men Allen besluttede at tage kampen og bygge et trommesæt op, delvist af elektriske pads, som kunne betjenes fortrinsvist med fodpedaler og den tilbageværende arm. Og resten af bandet udviste samme rockhistories største eksempel på loyalitet ved at vente på, at Allen blev klar.

Kort efter fandt de også igen sammen med Robert John ”Mutt” Lange, der havde lavet bandets to forrige skiver, men derefter havde valgt at trække stikket ud og rekreere efter et stramt program som producer – han havde blandt andet stået bag to AC/DC-skiver tidligere.

Derefter resterede omkring to års arbejde med at lægge guitarspor på guitarspor, indspille utallige flerstemmige vokaler og lave samples, ligesom Allen selvfølgelig skulle bruge tid til at få styr på trommerne, før Lange og bandet endelig i januar 1987 blev færdige med det sidste af de 12 numre, som ’Hysteria’ rummer – altså i alt 3 års arbejde for at skabe det værk, som de i fællesskab havde drømt om skulle være en hard rock-version af Michaels Jacksons ’Thriller’, hvor alle numre kunne gøre sig som singleudspil.

Hysterisk Thriller

Men det første minut af ’Hysteria’ taler ellers ikke for, at pladen skulle være spækket med hits. ’Women’ slæber sig af sted på et tungt riff, en knaldhård elektrisk lilletromme og Joe Elliots karakteristiske hæse stemme, som sikkert tager styringen frem til det overraskende smadrede omkvæd – en modig åbning, der først bliver rigtigt rocket, når guitarerne for alvor taget fat i mellemstykket med stærkt forvredne leads. Men derefter er pladen også rigtigt i gang, og hele outroen er et langt rifforama, som viser, at Def Leppard absolut ikke har glemt bandets rødder og udgangspunkt.



Men man skal alligevel ikke længere frem end til andet nummer, før man undres igen. ’Rocket’ har en overraskende mangel på guitarer i verset og kun sporadisk besøg af den seksstrengede i omkvædet. Noget, der kun kan tilgives, fordi samspillet mellem vokal, trommer og bas på ingen måde lefler for poppen, sådan som det sker på andre tidspunkter af nummeret, og fordi Elliot altid lyder som en kæderyger, og derfor ikke bliver besejret af korstemmernes lyse toner. Lige så forbløffende uventet kommer sangens bro, som er et sært break af samples, guitaraccenter, og dansende elektriske trommer, der kører i en mindre evighed – først efter sidste omkvæd kommer tempoet kortvarigt op.



Efterfølgeren ’Animal’ er det første nummer med indlysende hitmomenter i de formidabelt fængende linjer, som fylder dette orgie af vokalvellyd – man glemmer næsten, at guitarerne faktisk leverer en proper underlægning og modspil i omkvædet, ligesom den simple solo er et studie i at gøre sit elhegn forståeligt på kort tid - simpelthen fordi dette er en popsang forklædt som rock.



For at gå nummer 1 på diverse hitlister skal man lave en klæg sag, sådan en nederdrægtigt slimet tyggegummi-sag, det hjælper i hvert fald, og på sin vis holdt Elliot og venner sig ikke for gode til det – ’Love Bites’ har lige præcis det, der skal til, af toner om kærlighed, sørgelige akkordklange og et næsten hulkende omkvæd. Men de tilgives, for det første fordi det virkede for dem, og for det andet, fordi det samtidig er djævelsk godt håndværk med den skingre lead og den evige evindelige gentagelse af hovedfrasen om, at kærligheden bider. Muligvis ikke det mest langtidsholdbare nummer på pladen, men inden for genren rockballade er det absolut verdensklasse.



Og så følger ’Pour Some Sugar On Me’ – englændernes absolut største partyrocker, en fænomenal festabe af et nummer, der drives af lige dele uforglemmeligt riff, et næsten fornærmende simpelt, men af samme grund også effektivt, vers, og selvfølgelig omkvædet, som de færreste kan undsige sig for at ville synge med på under indtagelse af alkohol eller nok bare i det hele taget, naturligvis proppet med seksuelle hentydninger. I øvrigt også et nummer, som først blev skrevet til allersidst i optagelsesprocessen, og som, resten af tidsforbruget taget i betragtning, blev indspillet forbløffende hurtigt på kun to uger.



I ’Armageddon It’ tager de silkebløde korstemmer magten, og tre år i et studie er altså rigeligt med tid til at få den slags til at sidde lige i skabet, så selvom solo, breaks og guitarværket ikke er helt ueffent inden for hård rock, og faktisk får et råt tilsnit noget af tiden, så er det de store lettilgængelige melodier, som har overtaget og som definerer nummeret som rendyrket popmetal.



Derefter kaster Def Leppard sig ud i et trekløver af hårdere, om end stadig stærkt melodiske sange. Første del er ’Gods of War’ – tungt, råt og selvfølgelig en alvorlig sag om krig, der indeholder samples af Ronald Reagan-taler.  En pumpende bas, først et svævende riff og derefter lidt mere gyngende guitararbejde bygger op omkring verset og Elliots stemme, der ved broen får hjælp af flere og flere knivskarpe, stramt fraserede korstemmer, og helt ned igen og forfra indtil klimaks – omkvædet, som er klassisk lag på lag af stemmer, guitarer og alligevel bare en enkel og indlysende melodi.



Samme rockstil, og pegende tilbage mod Def Leppards forrige udgivelser, er 'Don't Shoot Shotgun' og ‘Run Riot’, der midt i det melodiske overflødighedshorn er hårdere og mere direkte. Første nummer indleder med en korgentagelse af omkvædet, men så kommer en hård, upoleret vokal fra Elliot understøttet af rigtige rockriff, inden der kommer en pænere udgave af omkvædet. Mellemstykket er endnu engang suverænt guitararbejde, lige dele harmonisk og strengevridende fra de herrer Steve Clark og Phil Collen, der ikke er ekvilibrister, men håndværkere med sans for at få det maksimale ud af simple midler og enkle fraser.

En af de få gange, hvor tempoet kommer bare lidt deropad er i ’Run Riot’ – godt skåret er det, og med et vist hitpotentiale , som de faktiske singler, men det druknede formentlig i popmetallen. Joe Elliot næsten råber, de seksstrengede arbejder intenst gennem vers og omkvæd, og mellem solo og pladens mest lirede, omend ganske korte solo, kommer et skævt og tungt riff, der stikker stærkt ud, men som også viser at englænderne havde styr på at overraske og genindfange lytteren mod slutningen.



Titelnummeret ’Hysteria’ er måske også det allerbedste på hele skiven, selvom dette ikke er den mest kendte single, men måden hvorpå et hav af underspillede guitarer sniger sig ind fra alle sider og lægger en levende, topmelodisk bund under de ellers meget dominerende vokaler, er genial – der er så mange detaljer i den snigende brug af fades, delay og dubbede guitarer. Man forstår, hvorfor de tog sig tiden til at lave albummet, og med Mutt Langes forklaring om, hvordan hver enkelt guitartone i omkvædet blev indspillet separat for at skabe det helt store klangbillede, bliver det kun endnu mere klart, at dette er detaljefanatikernes triumf. Selvom Elliot og kor stjæler billedet, belønnes lytteren for alvor først, når baggrunden opdages og de mange lag graves frem. Og så er nummerets højdepunkt alligevel, da guitarerne alligevel lov til at tage al opmærksomheden omkring den slæbende solo, der slider sig op fra et råt udgangspunkt til en eksplosion i vellyd.



Et af de mere sære og knap så lette numre er 'Excitable' som sådan set virker både hektisk og forpustet, fuldstændigt som den stønnende stemme i indledningen. Men i forhold til de utroligt store og poppede produktioner falder dette nummer ikke igennem, men agerer tværtimod behagelig modvægt til det pompøse lydbillede.



Når man så endelig når ‘Love and Affection’ ånder man ud. Uden at kalde den malplaceret, så er sidste sang så let og velafbanceret sammenlignet med den intense lydvæg, de forrige elleve skæringer har udsat øret for. Et enkelt hængende riff, et sikkert omkvæd og bare endnu en omgang overlegne vers og omkvæd slutter historiens måske bedste pop-metal album sikkert af.



Og den påstand skyldes det faktum, at det solgte allerhelvedes godt. 12 gange platin i USA, hvor den selvfølgelig gik nummer 1, og i øvrigt på verdensplan omkring 20 millioner eksemplarer – noget, der også var vigtigt for Def Leppards økonomi, da der skulle sælges tre millioner, før produktionen var tjent hjem. Det blev også til hele syv singler, der alle nåede et godt stykke op ad hitlisterne, men faktisk tog det et stykke tid, før det rigtigt peakede - selvom albummet udkom i august 1987, så var det først i oktober 1988, at Def Leppard nåede helt op og indtog toppen af både album-listen og singlelisten i USA.

’Love Bites’ nåede således førstepladsen, ’Pour Some Sugar On Me’ ramte pladsen lige under, ’Armageddon It’ gik ind blandt de tre bedste, ’Hysteria’ yderst i top 10, ’Rocket’ kom op som nummer 12, og ’Animal’ var nummer 19, da den solgte bedst. ’Women’ startede ballet som førstesinglen, men det var længe før, at pladen slog igennem, og den måtte nøjes med at være nummer 89. Men da ’Rocket’ udkom over halvandet år senere, var pladen stadig godt sælgende, og overordnet set kunne Def Leppard nok leve med en enkelt smutter i singlekapløbet.

Livet efter single-hysteriet

Efterfølgeren ’Adrenalize’ fra 1992 viste da også, at bandet havde slået sit navn fast, og det blev endnu en massiv sællert - denne gang skyldes de fire års ventetid i øvrigt, at guitarist Steve Clark gik under i druk og døde på et hotelværelse i 1991. Overgå ’Hysteria’ i kunstnerisk eller kommerciel succes kunne de dog ikke, og populariteten druknede langsomt i grunge, skovmandsskjorter og fuldskæg, selvom bandet stadig turnerer og da også udgav ’Songs From the Sparkle Lounge’ i 2008 og et livealbum så sent som i 2011.

Ubehageligt mere succesfuld var Mutt Lange, da han efterfølgende valgte at producere sin kones plader, og lad det være sidste gang, at dette site gør opmærksom på den musikalske side af Shania Twain – men konens Def Leppardsk høje salgstal er altså primært, og beklageligvis, hans skyld.