Fra T-Rex til Thin Lizzy
Populær
Updated
Indimellem ganske rocket og festligt, men knap så originalt. Def Leppard præsenterer deres gamle favoritter på coveralbummet "Yeah". Uanset om man kan lide Def Leppard anno "Hypnotize" eller ej, så lavede det band vitterlig en stor del af lydsporet til 80er hard rocken, som man husker den i dag. De lavede de vilde hits, de blev de største (kommercielt set) og de fik for alvor hevet tøserne til "heavykoncerter". Desværre blev Def Leppard, der startede som et af de tidlige NWOBHM-bands, kun mere og mere flødepoppede og de seneste mange år har bandet ikke haft nogen egentlig hovedrolle på heavyscenen.
Nu er Def Leppard så på banen med det, som altid ligner et aldrende bands kreative falliterklæring: et cover album.
I betragtning af Def Leppards mange lamme flødepop-tiltag bliver man dog helt småglad når de sætter albummet i gang med T-Rex fabelagtige "21 20th Century Boy", der har et af de allermest rykkende riffs, som overhovedet blev kreeret i de ellers tonseriffende fede 70ere. Og 70erne er just Def Leppard-medlemmernes åndelige arnested, det er der ingen tvivl om. Thin Lizzy bliver også dækket ind via den drønrockende "Dont Believe A Word", der igen viser at Leppard sagtens kan rocke i uptempo, selvom de drenge altså godt måtte slippe gearstangen lidt mere. Endnu mere.
"Yeah" er rimelig råt og direkte produceret, af Def Leppard selv, og det klæder egentlig bandet ganske godt i forhold til denne mere løsslupne coverstil. Synes også det kører udmærket med frontmand Joe Elliotts favoritband Mott the Hooples "The Golden Age of RocknRoll" og Roxy Musics "Street Life", mens Blondies "Hanging on the Telephone" ikke rigtig fungerer i mine øren (har Blondie-versionen for meget i blodet, simpelthen).
Og The Kinks "Waterloo Sunset" er måske også en tand for klassisk til at skulle være inkluderet, selvom man snildt kan argumentere for, at netop balladen jo ligger lige til Elliott og det øvrige band. Og det gør den jo. Men OK, der er sikkert mange (yngre) Def Leppardfans, som ikke kender noget særligt til Kinks, og mange af de andre bands, som Def Leppard tærer på her, og så virker det måske mere frisk og fedt? Og efter et par omgange, så glider også "Waterloo Sunset" ind i et par halvgamle rockøren som undertegnedes.
Men nuvel, skal vi tage den pro-positive vinkel på dette album, så har Def Leppard fået antydet, at de godt kan og vil spille lidt mere ren rock & rul, selvom "Yeah" langt fra er nogen nyklassiker. Og der er bestemt et par numre herfra, som vil kunne gøre sit til en ret så festlig festivalsætliste (sammen med det gamle hitlort, forstås), fx når bandet headliner Sweden Rock fredag den 9. juni.
Om Def Leppard så er på vej tilbage i mere rocket retning på deres næste selvskrevne album er mere tvivlsomt, og agter heller ikke at give særligt høje karakter for et coveralbum. Men må da lige slutteligt nævne, at de interessante og pudsige covernoter om hvert nummer samt et sjovt og finurligt cover artwork tilsammen gør et album, som nok vil udgøre en ganske godkendt udgivelse for inkarnerede Def Leppard-fans.
Karakter (på 13-skalaen): 8 (en ekstra pind for at signalere "mere rock", selvom der stadig skal mere tryk på, tak!)
Nu er Def Leppard så på banen med det, som altid ligner et aldrende bands kreative falliterklæring: et cover album.
I betragtning af Def Leppards mange lamme flødepop-tiltag bliver man dog helt småglad når de sætter albummet i gang med T-Rex fabelagtige "21 20th Century Boy", der har et af de allermest rykkende riffs, som overhovedet blev kreeret i de ellers tonseriffende fede 70ere. Og 70erne er just Def Leppard-medlemmernes åndelige arnested, det er der ingen tvivl om. Thin Lizzy bliver også dækket ind via den drønrockende "Dont Believe A Word", der igen viser at Leppard sagtens kan rocke i uptempo, selvom de drenge altså godt måtte slippe gearstangen lidt mere. Endnu mere.
"Yeah" er rimelig råt og direkte produceret, af Def Leppard selv, og det klæder egentlig bandet ganske godt i forhold til denne mere løsslupne coverstil. Synes også det kører udmærket med frontmand Joe Elliotts favoritband Mott the Hooples "The Golden Age of RocknRoll" og Roxy Musics "Street Life", mens Blondies "Hanging on the Telephone" ikke rigtig fungerer i mine øren (har Blondie-versionen for meget i blodet, simpelthen).
Og The Kinks "Waterloo Sunset" er måske også en tand for klassisk til at skulle være inkluderet, selvom man snildt kan argumentere for, at netop balladen jo ligger lige til Elliott og det øvrige band. Og det gør den jo. Men OK, der er sikkert mange (yngre) Def Leppardfans, som ikke kender noget særligt til Kinks, og mange af de andre bands, som Def Leppard tærer på her, og så virker det måske mere frisk og fedt? Og efter et par omgange, så glider også "Waterloo Sunset" ind i et par halvgamle rockøren som undertegnedes.
Men nuvel, skal vi tage den pro-positive vinkel på dette album, så har Def Leppard fået antydet, at de godt kan og vil spille lidt mere ren rock & rul, selvom "Yeah" langt fra er nogen nyklassiker. Og der er bestemt et par numre herfra, som vil kunne gøre sit til en ret så festlig festivalsætliste (sammen med det gamle hitlort, forstås), fx når bandet headliner Sweden Rock fredag den 9. juni.
Om Def Leppard så er på vej tilbage i mere rocket retning på deres næste selvskrevne album er mere tvivlsomt, og agter heller ikke at give særligt høje karakter for et coveralbum. Men må da lige slutteligt nævne, at de interessante og pudsige covernoter om hvert nummer samt et sjovt og finurligt cover artwork tilsammen gør et album, som nok vil udgøre en ganske godkendt udgivelse for inkarnerede Def Leppard-fans.
Karakter (på 13-skalaen): 8 (en ekstra pind for at signalere "mere rock", selvom der stadig skal mere tryk på, tak!)
Kunstner
Titel
Yeah
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter