Pisseirriterende, tandløse leoparder
Populær
Updated
Def Leppard er fanget imellem det, de var, og det, de gerne vil være. Retningsforvirringen skaber et album, som ikke holder hele vejen hjem. Det er pisse irriterende, når teenageårenes største helte bliver voksne og fastholder, at de gerne vil være det. Pisse irriterende. Rent ud. Def Leppard har været voksne så længe, at de har mistet gnist og glød, og på en eller anden måde forsøger at være i fortiden og fremtiden på én gang.
Men: "Songs from the Sparkle Lounge" overrasker faktisk positivt, fordi gutterne fra Sheffield stadig har den vidunderlige evne, at de kan skrive et godt, poppet omkvæd. Ikke mindst fordi seneste udspil, det skamløst ringe cover-album "Yeah!" fra 2006, samt en totalt tandløs optræden på Sweden Rock samme år nærmest var garantier for, at leoparden var blevet en lille pussenusset missekat.
Men derfra og så til at udnævne ”Songs from the Sparkle Lounge” til at være et Def Leppard-album af nogen som helst betydning, er der langt.
Def Leppard var fra starten i 1979 blandt bannerførerne af en af rockens mest afgørende bølger: The New Wave of British Heavy Metal. En bølge, som blandt andre gav os Iron Maiden, Saxon – og: Def Leppard. To album blev det til i dén genre, og så flygtede leoparderne i sikkerhed i radio- og MTV-rocken. Den eminente klassiker "Pyromania" fra 1983 breakede bandet i USA, og så blev det stort.
"Hysteria" (1987) og "Adrenalize" (1992) bankede igennem og banede vejen for storsalg også af greatest hits-albums. Og kunsterisk død. Eneste vidnesbyrd om, at leoparden havde en enkelt bette nosse tilbage var det halv-grungy og ganske fremragende 1996-udspil "Slang". Men herefter udviklede den døve leopard en eller anden røv-irriterende form for blindhed og stumhed, der – bortset fra fine melodier og omkvæd visse steder – stadig er i udbrud.
Og det er fanme trist. Og pisse irriterende.
"Songs from the Sparkle Lounge" er i og for sig et udmærket album. Men det rykker ikke en meter, for at være helt ærlig. Der er enkelte gode numre på albummet. Men ingen som kommer bare en lille smule i nærheden af det, der gjorde Def Leppard berettiget store.
"Tomorrow" har gode guitarriffs, en god melodi og god energi. Ja, "god"! Det bliver aldrig rigtigt til mere end blot "godt". "Only The Good Die Young" har potentiale til at være et fint glam-hit. Altså, et hit, som er her et kort stykke tid og så ellers forsvinder i glemslen. På "Gotta Let It Go" rykker det faktisk trods alt rigtig fint – men desværre ikke ud af flækken. Der er ansatser til noget virkelig fedt, men forløsningen mangler.
Ærgerligt. Og pisse irriterende.
Men: Den trods alt forholdsvis høje karakter gives for to plusser: Albummet er trods alt langt bedre end de løfter, som svage "Yeah!" ellers gav. Og Def Leppard kan altså stadig skrive et godt omkvæd hist og pist.
Ud på landevejen med jer, venner, og få så sat noget strøm til tråden. Alt andet er tandløst. Og pisse irriterende…
Men: "Songs from the Sparkle Lounge" overrasker faktisk positivt, fordi gutterne fra Sheffield stadig har den vidunderlige evne, at de kan skrive et godt, poppet omkvæd. Ikke mindst fordi seneste udspil, det skamløst ringe cover-album "Yeah!" fra 2006, samt en totalt tandløs optræden på Sweden Rock samme år nærmest var garantier for, at leoparden var blevet en lille pussenusset missekat.
Men derfra og så til at udnævne ”Songs from the Sparkle Lounge” til at være et Def Leppard-album af nogen som helst betydning, er der langt.
Def Leppard var fra starten i 1979 blandt bannerførerne af en af rockens mest afgørende bølger: The New Wave of British Heavy Metal. En bølge, som blandt andre gav os Iron Maiden, Saxon – og: Def Leppard. To album blev det til i dén genre, og så flygtede leoparderne i sikkerhed i radio- og MTV-rocken. Den eminente klassiker "Pyromania" fra 1983 breakede bandet i USA, og så blev det stort.
"Hysteria" (1987) og "Adrenalize" (1992) bankede igennem og banede vejen for storsalg også af greatest hits-albums. Og kunsterisk død. Eneste vidnesbyrd om, at leoparden havde en enkelt bette nosse tilbage var det halv-grungy og ganske fremragende 1996-udspil "Slang". Men herefter udviklede den døve leopard en eller anden røv-irriterende form for blindhed og stumhed, der – bortset fra fine melodier og omkvæd visse steder – stadig er i udbrud.
Og det er fanme trist. Og pisse irriterende.
"Songs from the Sparkle Lounge" er i og for sig et udmærket album. Men det rykker ikke en meter, for at være helt ærlig. Der er enkelte gode numre på albummet. Men ingen som kommer bare en lille smule i nærheden af det, der gjorde Def Leppard berettiget store.
"Tomorrow" har gode guitarriffs, en god melodi og god energi. Ja, "god"! Det bliver aldrig rigtigt til mere end blot "godt". "Only The Good Die Young" har potentiale til at være et fint glam-hit. Altså, et hit, som er her et kort stykke tid og så ellers forsvinder i glemslen. På "Gotta Let It Go" rykker det faktisk trods alt rigtig fint – men desværre ikke ud af flækken. Der er ansatser til noget virkelig fedt, men forløsningen mangler.
Ærgerligt. Og pisse irriterende.
Men: Den trods alt forholdsvis høje karakter gives for to plusser: Albummet er trods alt langt bedre end de løfter, som svage "Yeah!" ellers gav. Og Def Leppard kan altså stadig skrive et godt omkvæd hist og pist.
Ud på landevejen med jer, venner, og få så sat noget strøm til tråden. Alt andet er tandløst. Og pisse irriterende…
Kunstner
Titel
Songs from the Sparkle Lounge
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter