Metaldiktator: Satyricon – Volcano
Populær
Med 'Volcano' ændrede Satyricon black metal, gjorde den tilgængelig for flere, skubbede til grænser og genopfandt genren for en ny generation.
2. Angstridden
3. Fuel for Hatred
4. Suffering the Tyrants
5. Possessed
6. Repined Bastard Nation
7. Mental Mercury
8. Black Lava
Med 'Volcano' brød Satyricon med den vanlige formel for, hvordan black metal skal lyde. Både for dem selv og for hele genren. For indtil da havde Satyricon været et af mange bands, der både sang på norsk og var svært tilgængelige. Det lavede Sigurd Wongraven og Kjetil-Vidar Haraldstad om på, da de 25. oktober 2002 udgav Satyricons femte studieplade 'Volcano'.
For Satyricon havde egentlig samme historie som så mange andre bands fra Norge i den tid og i den genre. Black metal skåret efter samme læst som deres samtidige i Enslaved, Mayhem, Emperor og Darkthrone. En produktion, der kunne have brugt noget hjælp, guitarer, der knurrer hurtigere end flammer, der har fået fat i en stavkirke, en bidsk vokal og tekster på norsk og engelsk, der synger om kristendommens endeligt. Det var også Satyricon, da de debuterede i 1993 med 'Dark Medieval Times', og 'The Shadowthrone' året efter havde sange som 'Hvite Krists død', 'I en svart kiste' osv. Nuvel, sidstnævnte er instrumental, men titlerne var på det oprindelige sprog.
Sådan fortsatte det med den skelsættende 'Nemesis Divina' fra 1996, hvor titler som 'Forhekst' og 'Du som hater Gud' var med på en plade, der dog nok er bedst kendt for sangen 'Mother North', der er gået hen og blevet ikke bare et hit for Satyricon, men en slagsang for hele black metalgenren. Sådan skærer man kagen, hvis ikke man er bange for at drapere den misantropiske genre med lidt symfoni og patos.
På 'Rebel Extravaganza' begyndte Satyricon dog for alvor at bryde med normerne. Året var 1999 og genren var efterhånden ved at have 10 år på bagen. Det var tid til noget ny. Frontmand Sigurd Wongraven lod sig kronrage, og musikken fik et mere industrielt udtryk. Der var stadig fuld fart på, men produktionen fik et hak op. Og på åbningsnummeret 'Tied in Bronze Chains' fik man en smagsprøve på det tempo, Satyricon ville tage med sig videre til næste plade.
For i 2002 kom 'Volcano' så. En plade med en slange på coveret, der ligesom Panteras 'The Great Southern Trendkill' med det samme antyder, at her har vi at gøre med farlig musik. Men faktisk var 'Volcano' slet ikke farlig for lytteren. Nok nærmere for de gatekeepere, der var ved at have malet black metal op i et hjørne, hvor det helst stadig skulle lyde skramlet ligesom i firserne og starten af halvfemserne. Være utilgængeligt. Sådan var 'Volcano' slet ikke. Men slangen er bevidst sat på coveret for at minde lytteren om, at det her er kold musik uden varme følelser. På den måde kastede Satyricon bronzekæderne af sig og trådte stolt ind i det nye årtusinde.
Med 'Volcano' ville Sigurd Wongraven læne sig op af ti års erfaring som musiker, og samarbejdet med trommeslager Kjetil-Vidar Haraldstad bar endnu engang frugt. Musikken på 'Volcano' var black metal som vor mor lavede den, da hun var ung, tilføjet lidt thrash og hard rock. Pladen tog dog tid at skrive og indspille og blev forsinket. For Sigurd Wongraven var klar med sin vision for pladen og ventede i månedsvis på, at de helt rette folk blev ledige til at hjælpe med at mixe pladen. Faktisk er pladen delvist blevet til i danske Puk Studios, hvor Satyricon befandt sig i august og september 2001, for derefter at gøre arbejdet færdig i Norge i oktober og december. Så gik der den famøse ventetid, og så kom de tilbage til Randers i Puk Studios for at mixe pladen i mart og april 2002. Der blev kælet for pladen og lyden.
Det rockede og thrashede element var med til at gøre sangene mere kontante og Wongravens vokal blev også mere forståelig. Pludselig skulle man ikke sidde med teksterne og koncentrere sig om at dechifrere de forpinte skrig, men man kunne høre, hvad der blev sunget. Teksterne var dog fyldt med lige så meget potent had og vrede, at man ikke var i tvivl om, at det her stadig var black metal.
Sangene havde en mere klassisk opbygning og sangen 'Fuel for Hatred' endte da også med at få en musikvideo, og søreme om ikke 'Volcano' vandt en norsk Grammy for årets metaludgivelse. I denne periode blev Satyricon, som det første black metal band kontaktet af et stort pladeselskab, tegnede kontrakt med EMI og fik lovning på, at de havde fuld, kunstnerisk frihed til at gøre præcis hvad de ville.
Det gjorde Satyricon med 'Volcano'. Sange som netop 'Fuel for Hatred' og 'Repined Bastard Nation' er blandt bandets mest spillede sange live. På den måde kunne Wongraven koncentrere sig om musikken og ikke også hele tiden sidde og klare skærene i pladeselskabet Moonfog Productions, der var Wongravens eget pladeselskab – hvor alle Satyricon-plader indtil da havde været udgivet. Nu fik Satyricon en makker i EMI, der kunne distribuere og derved få musikken ud til langt flere.
Det kom 'Volcano'. Satyricon tog på turné i USA, hvor de åbnede for Pantera og brugte ligeledes masser af tid på landevejen i Europa. Kort før udgivelsen spillede de på Roskilde Festival i sommeren 2002, og kun få dage før release, gav de koncert på Lille Vega i København og Voxhall i Aarhus. Derefter hjem til Norge på udgivelsesdagen og direkte videre til USA. Med spilletid til musikvideo og nye venner i pladebranchen åbnede dørene sig for alvor for Satyricon, der var med til at sprede budskabet om black metal som et af de helt store navne internationalt. På niveau med Dimmu Borgir og Cradle of Filth.
Det gav også den forventelige kritik om, at Satyricon havde solgt ud. Sigurd Wongraven hævder dog, at det blot var en naturlig udvikling af hans kunstneriske åre. At udforske nyt terræn og ikke bare sidde fast og gøre det samme om og om igen. Med 'Volcano' var Satyricon med til at gøre black metal populært og såvel band og genre blev løftet op på et nyt niveau. Pladens afsluttende nummer 'Black Lava' er en 14 minutter lang episk afslutning, hvor gæstevokalist Anja Garbarek synger sine passager. Hun er en kendt, norsk musiker, der mere end gerne ville være med på Satyricons plade og synger også på 'Angstridden' og 'Mental Mercury' på pladen.
Satyricon fik også hjælp af Erik Ljunggren, der er kendt som producer, programmør og klaverspiller i Norge. Et samarbejde, der startede med 'Volcano' og fortsatte på de efterfølgende tre plader frem til og med den selvbetitlede 'Satyricon' fra 2013.
Eftertiden ville nemlig, at 'Volcano' kom til at stå som starten på et nyt kapitel for Satyricon. De blev større, mere tilgængelige og åbnede derfor for et helt nyt publikum. Ikke kun til Satyricon, men til hele genren black metal. Den succes fulgte med videre på 'Now, Diabolical' fra 2006 og 'The Age of Nero' fra 2008. Satyricon gik sejrsgang, vandt priser i hele verden, inklusiv i Danmark, hvor de vandt en pris for 'Now, Diabolical' til den nu hedengangne prisuddeling Danish Metal Awards (og hvor vi interviewede Sigurd Wongraven få dage før prisuddelingen) i 2006. Et årti, hvor Satyricon gik fra sejr til sejr. Det hele startede med 'Volcano', der sammen med 'Nemesis Divina' er blandt de absolut vigtigste udgivelser i bandets karriere. Nu er den 20 år gammel og musikken holder stadig!