Metaldiktator: System of a Down - Toxicity

Populær
Metaldiktator: System of a Down - Toxicity

I år er det 15 år siden, at System of a Down udgav 'Toxicity'. Et album, der for alvor skilte sig ud fra horderne af nu-metal-udgivelser. En plade med en helt unik lyd, der den dag i dag stadig virker dugfrisk.

Titel
Toxicity
Karakter
666

I 2001 var anden del af den store nu-metal-bølge allerede i færd med at skylle ind over samtlige medieplatforme. Der var ikke et medie med respekt for sig selv, der ikke var hoppet med på bølgen. Linkin Park havde udbredt nu-metallen til de brede masser, mens Slipknot appellerede til de, der ønskede nu-metal af en mere ekstrem karakter. Midt i denne anden bølge og igangværende kommercialisering af nu-metallen, blev System of a Downs andet album udgivet. Et album, der ikke bare var en game changer for bandet, men også for genren og den tunge metal generelt.

‘Toxicity’ høstede generelt megen positiv kritik. Blabbermouth gav albummet 10/10, afsluttet med ordene: "In an era where countless soundalike bands are rolling off the corporate music industry assembly line, System of a Down have established themselves, with 'Toxicity', as one of the few bands that people may still be talking about ten years from now". Herhjemme gik det ikke mindre roligt for sig. Dengang havde Gaffa stadig relevans som formidler af rock og metal, og Keld Rud kvitterede med fuld plade (6/6) og kommenterede: "Som helhed er 'Toxicity' et virkeligt gennemarbejdet og imponerende værk, der burde få System of a Down på alles læber".

Begge fik ret. 'Toxicity' blev et ikonisk metalalbum. Et album der i dag har en ganske imponerende metascore på 73/100 og userscore på 9.0/10 på Metacritic. De tal taler vist for sig selv, men hvorfor er 'Toxicity' egentlig så god en udgivelse?

De tidlige år
Ingen succeshistorie uden en dannelsesrejse. Denne begynder i 1994 i Glendale, Californien, hvor System of a Down blev dannet. På daværende tidspunkt bestod kvartetten af forsanger Serj Tankian, sangsmed og guitarist Daron Malakian, bassist Shavo Odadjian og trommeslager Andy Khachaturian. Sidstnævnte forlod bandet i 1997 og blev erstattet af nuværende trommeslager John Dolmayan. I 1998 udgav kvartetten deres selvbetitlede debut, der reelt set ikke var fantastisk.

Et af de mest interessante elementer ved debuten var lyden og tilgangen til sangskrivningen. Til trods for at bandet på daværende tidspunkt var langt fra ‘Toxicity’-niveau, kunne man allerede høre fragmenter af den unikke lyd og sangskrivning, der i dag kendetegner System of a Down. Den bar præg af inspiration fra et utal af kilder. Med afsæt i Dead Kennedys' politiske punk, leverede de et eksplosivt mix af alternativ metal, funk-metal og Balkan-elementer. En sammenfletning og tilgang, der placerede bandet midt i den begyndende nu-metal-revolution, som Korn for alvor satte i gang kun to måneder efter debutens udgivelse.

’Follow the Leader’ vendte op og ned på, hvad der var populært og ikke. Til trods for, at System of a Down blev glemt en kort stund, og alles interesse blev rettet mod Bakersfield, Californien i stedet for Glendale, havde Korns succes en smittende effekt på alle bands, der fik nu-metal-stemplet. Det kombineret med System of a Downs første to singler ’Sugar’ og ’Spiders’ gav bandet en god portion spilletid.



Set i retrospekt havde kvartetten nok fået spilletid under alle omstændigheder. Kombineret med de udefrakommende omstændigheder var hårdt arbejde og intensiv turnéren kimen til, at bandet langsomt opbyggede et navn og renommé. Et navn, der på meget kort tid ville komme på alles læber.

Tre stærke singler og et eminent album
I august 2001 landede System of a Downs første single fra ‘Toxicity’. ‘Chop Suey!’ var en mesterlig spydspids og frontløber. Nummeret indkapsler det bedste fra bandets debutalbum kombineret med en forbedret sans for sangskrivning. Som størstedelen af numrene på ‘Toxicity,’ er musikken skrevet af Malakian, mens Tankian er ansvarlig for lyrik. Balancen mellem nummerets hårde og kontakte vanvids-vers, versus de melodiske og storladne omkvæd, var en tydelig indikator på, hvad der var i vente på resten af pladen.

'Chop Suey!’ hed oprindeligt ‘Suicide’. Titlen blev ændret før udgivelsen, men lytter man til nummeret kan man i løbet af de første sekunder høre Tankian sige “We are rolling Suicide”. Godt to måneder efter udgivelsen af ‘Toxicity’ og en måned efter ‘Chop Suey!’ blev sendt på gaden, blev verden ramt af hændelserne den 11. september. Til trods for at nummeret havde ændret titel medførte dele af lyrikken, at nummeret blev bandlyst fra Clear Channel Radio, der dækker hele Nordamerika. 

Et uheldigt sammenfald, men til trods for at ‘Chop Suey!’ ikke fik spilletid på Clear Channel Radio, havde ‘Toxicity’ direkte kurs mod toppen på diverse hitlister. Førstesinglen selv endte blandt andet som nr. 7 på den officielle UK singleliste, mens albummet gik nr. 1 på den amerikanske Billboard 200.



Da titelnummeret og andensinglen ‘Toxicity’ blev udgivet i starten af 2002, havde de fleste fået øjnene op for den amerikanske kvartet. Ud over at Rick Rubin for alvor har givet pladen en bastant lyd, er ‘Toxicity’ en solid kombination af politiske budskaber, filosofiske semi-religiøse betragtninger og deciderede tossede sange. Albummets åbner ‘Prison’, er ikke bare en lussing til datidens USA, men også en hævet næve af pumpende riffs. Tankians vekslen mellem rap, rensang og primalbrøl bliver fornemt akkompagneret af Malakians skrøbelige, nærmest psykotiske vokalføring. En tilgang til sangskrivningen, der sammen med vekslende lyrisk indhold, giver pladen et varieret udtryk.

Pladens største force er netop alsidigheden, men også idérigdommen. Kvartetten leger med elementerne, snyder lytteren og gemmer hyppigt overraskelser bag det nærmeste musikalske hjørne. ‘Bounce’ er i sig selv en halvfjollet overraskelse, mens de færreste næppe havde forventet Malakians spacy solo i slutningen af ‘Psycho’, eller for den sags skyld den bratte overgang fra vers til omkvæd på ‘Toxicity’.



System of a Downs andet album er fyldt med mindeværdige numre og elementer. De fleste der har nydt pladen, husker sandsynligvis det tordnende omkvæd fra ‘Forest’ eller den melodiøse og ekstremt følelsesladede intro og vers fra ‘ATWA’. Mon ikke der også er en del, der har danset metalpolka til tonerne af ‘Needles’ en sen sommernat eller skrålet med på omkvædet til ‘Aerials’.

Selv hvis man ikke er fan af pladen eller bandet, genkender man sandsynligvis de tre singler med det samme. Sidste i rækken var netop ‘Aerials’, der udkom i sommeren 2002. Et nummer, der for alvor brød væggen ned til det brede publikum og sendte bandet i heavy rotation. Nummeret gik nummer 1 på den amerikanske mainstream rock chart, der rangerer de mest spillede sange på de amerikanske mainstream rock-radiostationer. Et solidt tegn på kommerciel succes.

‘Aerials’ er måske ikke nummeret der bedst afspejler ‘Toxicity’. Til gengæld er det sandsynligvis det nærmeste System of a Down kommer en ‘Nothing Else Matters’.



I dag, 15 år efter udgivelsen, har pladen stadig en frisk lyd. Mange af udgivelsens numre kunne nemt være skrevet i dag. I modsætning til mange af de andre store nu-metal-udgivelser (f.eks. Korns ‘Follow the Leader’), lyder ‘Toxicity’ ikke som et millennium-album. Malakian og Tankian formåede i 2001, at skabe et unikt album, der har en nutidig klang og aktualitet. En lyd, som mange sidenhen har forsøgt at kopiere eller lade sig inspirere af. Ingen har dog formået at komponere numre, der nærmer sig System of a Down på ‘Toxicity’, ikke engang bandet selv.

Blabbermouth-anmelder Don Kaye havde ret. System of a Down er et af de bands folk stadig taler om 10 år efter udgivelsen af ‘Toxicity’. Mon ikke også folk vil tale om System of a Down og ‘Toxicity’ om 10 år fra nu, hvis ikke mere? Under alle omstændigheder hersker der ingen tvivl om, at pladen fortjener Devilutions Metaldiktator-stempel.