Dehydreret legetøjsmetal

Populær
Dehydreret legetøjsmetal

Al-Namrood har kastet al musikalsk saft og kraft bort på en tør og billig ekskursion gennem den arabiske ørken.

Kunstner
Titel
Diaji Al Joor
Dato
27-11-2015
Karakter
1

I et interview med Vice fortæller saudiarabiske Al-Namrood, at de aldrig har spillet live af frygt for at blive dømt til døden for deres metalliske gerninger af oliestatens enøjede religiøse styre. Det er derfor med livet som indsats, når Satan bliver vækket i et efter sigende begrænset lydstudie et hemmeligt sted i ørkenen.

Det er naturligvis dybt beklageligt, at vi stadig befinder os i en verden, hvor det overhovedet er muligt at afskrive eller censurere noget som helst ud fra nogle oldgamle dogmatiske forskrifter, men respekt til Al-Namrood for at stå imod og udleve deres mørkeste fantasier. Trods alt.

En mistanke om gruppens ægthed tikkede dog ind på højborgens fællesmail kort før denne tekst tilblivelse, da det tilsyneladende tidligere har vist sig, at mellemøstlige metalbands ikke altid har haft deres aktivitet i det land, som de hævder at komme fra. En anklage, som alså må stå ubesvaret hen – det er i sig selv svært at foretage kildekritik, når musikere forsøger og er tvunget til at være så hemmelige, som tilfældet er. Men tankevækkende er det, at gruppens seneste video, pånær slangerne og udklædningen, meget vel kunne være optaget i Jylland. På den anden side kan det jo være nogle af bandets kontakter uden for Saudi-Arabien, der står bag videoen.

Brugt Fisher Price  
Men når man lytter til musikken, er det tydeligt, at den er skabt under særdeles ufordelagtige vilkår. Mest af alt tager bandets femte album 'Diaji Al Joor' sig ud som et kreativt invalideret System Of A Down, som i en sidste desperat handling raider en konkursramt legetøjsforretning, hvor kun de udslidte “prøv mig” Fisher Price-keyboards lægger henslægt tilbage i baglokalet.

Et allerede grotesk udgangspunkt. Men black metal, som de vist egentlig siges at spille, er der ikke meget af, selvom riffene da har inspiration herfra. Ikke dømt på en trueness-skala, men fordi lyden hverken er mørk og ond. Den er fjollet og sørøveragtig. Forsangeren råber som en feberramt Serj Tankian, mens gruppens overdrevne brug af mellemøstlige toner bliver smurt udover den billige discountmetal, så man sidder med fornemmelsen af, at al instumentering er kogt over de samme tre-fire keyboard-indstillinger, optaget gennem en diktafon.

Et skævt smil, og så videre.