Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RB ´23: Guide til torsdagen

Updated
Deafheaven

Deafheaven, Bo Ningen, Yrre og John Cxnnor side om side med The Hanged Man og Judasz & Nahimana. Tyngden antager alle former i Tilburg – velkommen til Roadburn!

Spillested
Dato
20-04-2023
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv, 2015)
Forfatter

Redefining heaviness er det faste Roadburn-mantra, og det står de så sandeligt ved fra første dag tilbage i felten i Tilburg. Fra black til folk, fra død til synthwave, fra hardcore til artpop, fra ambient til post-rock – og gerne flere af delene på samme tid. Roadburn gør sit for at grave ned i undergrunden og se, hvad der blomstrer op af nye tendenser i de mere søgende lag af musikverdenen, og derfor er det altid en spændende festival at følge, når konventionerne står for fald.

Allerførst har schweiziske Yrre æren af at åbne The Terminal kl. 14 med sin ambiente, black-inficerede post-rock, En blid indføring, inden dagens første, kolliderende valg står mellem slæbende tung post-hardcore eller hippie-klagesangs-black fra henholdsvis Norna og Grift – og efter sidstnævntes seance sidste efterår på BETA at dømme runder vi med al sandsynlighed Next Stage.

 ">

Belejligt ligger Next Stage lige ved siden af hovedscenen, der åbner kort derefter til den unikke forestilling, John Cxnnor har fabrikeret til lejligheden (skulle du have misset vores historie om samme, så læs mere her). Er man lidt mere tech død-inklineret kan man selvfølgelig også bevæge sig tilbage til Terminal, hvor medlemmer fra bl.a. Amenra, Aborted og Oathbreaker har slået pjalterne sammen under det nye projekt Predatory Void, hvis debut fortsat lader vente på sig.
Man kunne også gå den mere utraditionelle vej til Hall of Fame og prøve kræfter med en gang rituel dødsmarch på alskens hjemmegjorte instrumenter – Judasz & Nahimana lyder i hvert fald som en af de mere fortryllende seancer på førstedagen.

 ">

Skulle man have fulgt post-metallen i de sorte 00ere er svenske Burst en gendannelse, der bør opleves når lejligheden byder sig, inden den står på en møgbeskidt omgang sludge fra Bay Area-trioen Body Void. En krads affære vi stærkt kan anbefale, hvis da ikke man allerede er søgt over mod 013-hovedscenen, hvor Julie Christmas spiller under eget navn. Dog flankeret af Johannes Persson (Cult of Luna), som hun skrev den enestående ’Mariner’-skive sammen med for nu syv år siden. En plade de sidst luftede fra start til slut samme sted for fem år siden – så mon ikke man kan forvente sig et par flashbacks derfra?



I aftentimerne bliver torsdag en travl affære.
I den mere åbentsindede ende går man sjældent galt i byen med en gang japansk støjrock – og at dømme ud fra deres live-optagelser er Bo Ningen bestemt en oplevelse for de viderekomne. Virker tanken om en kraut-trio på bas, trommer og elektrisk drejelire også spændende for dig, så kan du da også snildt lukke aftenen af med France på Next Stage, om end det naturlige trækplaster på det tidspunkt for mange nok vil være The Soft Moon, der spiller hele den seneste omgang darkwave fra sidste års ’Exister’ fra start til slut.
De psykedeliske, art-poppede toner fra svenske The Hanged Man bør I dog bestemt heller ikke snyde jer selv for.

 ">

Der er så også rigeligt med mere metallisk sondrende indfald i løbet aftenen. Hvis du var en af dem, der (aldeles velbegrundet) blev solgt over Wiegedood til Pest Fest, så kan du fx prøve kræfter med sideprojektet Crouch, hvor to af medlemmerne skruer heeeelt ned for tempoet i skarp modsætning til hovedbandet. Vi får også en lille forsmag på de sorteste toner fra både Spirit Possession og Antichrist Siege Machine, der begge gæster Aalborg tre dage senere, mens 013 uden tvivl også vil være godt proppet, når Deafheaven kaster blikket tilbage på hovedværket, i form af den nu 10 år gamle ’Sunbather’.

Roadburn i al sin alsidige pragt, så er vi i gang!