Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Uge 3: Ugens koncerter

Updated
Amorphis_Soilwork
Monster Magnet
UK Subs

Selvom koncertåret starter lidt sløvt ud, byder den kommende uge på melodisk dødsmetal i København og klassisk stoner i Aarhus. Og punk. Masser af punk.

Kunstner
Titel
+ Soilwork + Jinjer + Monster Magnet + Møl + Cabal + UK Subs m.fl.
Forfatter

Her på Devilution er vi vendt tilbage efter en forlænget jule- og nytårsferie og samler op på de kommende koncertaktiviteter inden for de tunge og hårde genrer. Sidste uge bød på blandt andet Architects i Vega og Blastbeasts traditionrige The New Shit Showcase i både København og Aarhus.

I denne uge er udbuddet noget tyndt, hvad angår mellemlaget og de store, men der lægges ikke desto mindre hårdt ud, når den finske prog/folk/melodødsgruppe Amorphis spiller Amager Bio op mandag aften sammen med det rutinerede svenske melodødsband Soilwork, hvis nye og glimrende album, 'Verkligheten', udkom i fredags. Opvarmningen står ukrainske Jinjer og tyske Nailed to Obscurity for.

Samme tid er der tung rockfest med amerikanske Monster Magnet i Aarhus. De skuffede med deres seneste album, ’Mindfucker’, men er ikke desto mindre altid leveringsdygtige i velspillet oktanrock rig på syre og attitude, hvilket de senest beviste i Pumpehuset i maj. Med sig har de Puppy som opvarmning.

Masser af punk (og rock)
Ellers er det småt med metal i ugen, men der er til gengæld masser af rock og punk at finde. Fredag holder den danske hardcoregruppe Fixed Fight release for deres debutalbum på UnderWerket sammen med King Carrot og Death to Seattle, og samme sted spiller street punk-veteranerne UK Subs med den 74-årige frontmand Charlie Harper dagen efter. Man skal dog være heldig for at få fat i en billet, eftersom der er udsolgt.

I Odense er der rock med Halcyon Hope, Tainted Lady og Mawic på Posten til Nyt Blod-arrangementet fredag, mens man samme sted kan høre aarhusianske MØL fyre op for deres flotte blackgaze sammen med deathcore-gruppen Cabal lørdag.

Stengade går prog fredag med islandske Ring of Gyges, danske Feather Mountain og Devilution-favoritterne Deadnate, som også tidligere har været i vores Morgendagens stjerner-serie. Endelig er der hard rock i mørke farver med Black Swamp Water, Black Oak County og Blue Rose Down på High Voltage lørdag aften, mens fire punkbands med bl.a. The Snotty Punk Parade og The NimbWits spiller op på Atlas i Aarhus. God fornøjelse!

Oversigt:
Amorphis + Soilwork + Jinjer + Nailed to Obscurity, mandag den 14. januar, Amager Bio, København

Monster Magnet + Puppy, mandag den 14. januar, Voxhall, Aarhus
Punks Undead! Fixed Fight + King Carrot + Death to Seattle, fredag den 18. januar, UnderWerket, København
Nyt Blod: Halcyon Hope + Tainted Lady + Mawic, fredag den 18. januar, Posten, Odense
MØL + Cabal, lørdag den 19. januar, Posten, Odense
Ring of Gyges + Feather Mountain + Deadnate, lørdag den 19. januar, Stengade, København
Black Swamp Water + Black Oak County + Blue Rose Down, lørdag den 19. januar, High Voltage, København
The Snotty Punk Parade + The NimbWits + Razor Blades + Honning, lørdag den 19. januar, Atlas, Aarhus
UK Subs + Criminal Mind + Trench, lørdag den 19. januar, UnderWerket, København