Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Morgendagens stjerner: Deadnate

Populær
Updated
Morgendagens stjerner: Deadnate

Mød Danmarks svar på Gojira: Deadnate fra Fredericia, der er i gang med at indspille deres første ep.

Kunstner
Titel
Wacken Metal Battle 2018
Forfatter

Hvem er bandet?
Simon Juul og KenneD på vokal og guitar, Frederik Fammé på bas og Ole Frank på trommer.

Hvordan startede bandet?
Vores guitarist og sanger Kenneth og trommeslager Ole skulle øve med et band til en musical på Den Kreative Skole i Fredericia, men uheldigvis havde ingen af dem set, at bandet slet ikke skulle øve den bestemte dag, så Kenneth og Ole var de eneste, der kom til "øveren". I stedet for at øve musical jammede de Metallica.

Hvor var jeres første øver?
På en stor gård i en lille landsby 11 kilometer uden for Fredericia.

Hvor var jeres første koncert?
Dampf Fest 2015 på Ungdommens Hus i Fredericia; vi spillede sammen med fem andre bands i forskellige genrer, blandt andre Tainted Lady og Night fra Sverige.

Hvem har fået øje på jer?
Ikke rigtigt nogen som sådan. Men nu har Wacken Metal Battle jo givet os en plads i konkurrencen, så de har vel kunnet lide musikken, vi sendte til dem.

Hvad har været jeres største koncert?
Nok den første på Ungdommens Hus. Vi har hørt, at det er den koncert, hvor der har været flest tilskuere i Caféen (den lille scene) ... Men der er heller ikke plads til mere end 50-75 personer, så det er ikke så svært at fylde ud. Ha!

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
At lyde som sig selv. At skrive gode sange,er både det vigtigste og sværeste som band.

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?
Vi har ikke indspillet en fuldlængde endnu, men vi er næsten klar til at udgive en ep, som vi selv har indspillet og produceret.

Hvad er jeres inspirationer?
Faktisk er vi alle sammen startet med at lytte til rockbands som Deep Purple, Whitesnake og Guns N' Roses – deres attitude betyder meget for os. Derudover prøver vi at forfølge den måde, bands som Deep Purple og The Beatles indspillede på, ved også at indspille grundsporene live.

Vi er selvfølgelig alle sammen store fans af Metallica og Megadeth, men vi elsker også nyere bands som Gojira, Mastodon og Kvelertak. Begge dele har betydet meget for den måde, vi skriver sange og lytter til musik på.

Hvad er jeres drømme?
At skrive sange, der har en lige så karakteristisk lyd som dem, vores yndlingsbands skriver. I sidste ende er det altid sangene, der bestemmer, om andre mennesker gider at lytte til musikken og komme til koncerterne.

Hvordan vil I nå dem?
Ved at blive ved med at arbejde på at skrive bedre musik og blive bedre musikere.

Hvordan vil I virkelig ikke ende?
Uinspirerede; bandet, der bare udgiver et album, fordi de "skal". Vi synes, at man skal have noget vigtigt at sige med sin musik.

Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job, etc..)?
En hel del! Vi er meget taknemmelige for al den hjælp, vi har fået af alle de mennesker, vi har mødt eller kender.