Black Sabbath: Firstmover Franco

Vores krigsgud Jens Kofoed-Pihl var med, da Black Sabbath kom i æteren på DR P3 tilbage i 1972, og han har ikke set sig tilbage siden da!

Jens Kofoed-Pihl, bedre kendt som Jens Franco eller Krigsguden, der udover sit virke som klummeskribent hos Devilution også er forsanger i Death Curse og tidligere brølede i Tumor Warlord, blev udsat for Black Sabbath i en tidlig alder og har holdt fanen højt i miljøet siden da. Udover at have delt en cigaret rullet på Christiania med salig Cliff Burton fra Metallica i midten af firserne har han også holdt sig orienteret om musikken, før og efter Black Sabbath udgav deres debutplade for 50 år siden. Vi fik sat ham i stævne for at høre, hvordan han har det med Ozzy, Tony, Geezer og Bills band.

- Hvad var din reaktion, da du første gang hørte Black Sabbath?

Det var omkring 1972. Jeg var knap 8 år gammel, og P3 spillede en eftermiddag 'Sweet Leaf'. Først grinede jeg som besat over hosten og blev så blæst væk af det soniske atomangreb. Det var klart det vildeste, jeg endnu havde hørt! Guitaren, bassen og trommerne blæste mig næsten ud af børneværelset i den lille vestsjællandske by, jeg boede i på det tidspunkt. Jeg har lige hørt T. Rex, Slade, Sweet, Suzi Quatro og var max. nede med glamrocken fra England, men disse gutter fra samme land tilhørte en helt anden planet. Og havde en anden volume, et andet udtryk. Jeg fandt først ud af flere år senere, at 'Sweet Leaf' (fra mit senere Sabbath-yndlingsalbum 'Master of Reality') handlede om at ryge pot, og at det var Tony Iommi, som hostede. God, brutal introduktion til et verdens vigtigste bands for en lille krigsgud, der gik i 2. klasse. Før der var noget, som hed Internet, Spotify, X-Factor eller smartphones.

- Hvordan oplevede du omverdenens reaktion på bandet?

De ældre i skolen, typisk storebrødre til mine venner, var mest til Deep Purple, Ten Years After og Uriah Heep. Black Sabbath var nok lige en tand for brutalt, primitivt, og de okkulte tekster var noget nyt og ret mærkeligt for dem. 

- Hvilke fordomme mødte de?

Jeg ved ikke om de mødte mange fordomme. Bands som Sabbath blev kaldt "betonrock" dengang og ikke heavy metal i danske medier.

- Blev de set som nyskabende eller bare en klodset version af bluesrock?

Man (68-hippierne/kultureliten) trak lidt på smilebåndet – eller prøvede – mens de sataniske pladecovers medførte en undren og lettere skepsis. Sabbath havde intet med bluesrock at gøre, og værst af alt var der ingen direkte forbindelse til ungdomsoprøret. Vulgær dommesdagrock, mente nogen, mens andre mente, at det bare en videreudvikling af Led Zeppelin. Der var mindre fordomme dengang om hård rock, end da Iron Maiden ramte Danmark i begyndelsen af 80erne. Her mente svagtbegavede kultursnobber som Leif Sylvester og Torben Bille (nej, desværre ikke ham pornogyserdværgen fra 'The Sinful Dwarf'), at Maidens heavy metal var nazi-rock.

- Hvad tænker du når du hører Black Sabbath i 2020?

Hvor nyskabende de var, ikke kun for heavy metal og senere doom metal, men også for punkrocken (tjek senere Black Flag-udgivelser), både i lyd og i tekst. Og så elsker jeg den pornolækre 70er-analoge lyd, før Pantera og andre sædkister komprimerede lyden i 90erne og fik metalgenren til at lyde steril og vammel.

- Hvilken plade og/eller koncert er din favorit med Black Sabbath og hvorfor?

Som nævnt før er deres tredje album, 'Master of Reality', med 'Sweet Leaf' min favorit. Det er deres bedste og mest heavy plade, hvor alt går op i en højere enhed. Ligesom Slayers 'Reign in Blood' i thrash-genren er det 100 % perfektion. Jeg så Black Sabbath første gang i 1983 på deres 'Born Again'-turne med Ian Gillan på vokal. Senere så jeg dem, da Ozzy vendte tilbage. Jeg ved ikke helt, hvad var bedst. Jeg ville gerne have set dem i deres originale line-up, før druk og kokain fjernede en del af energien, men det kræver en tidsmaskine.

- Har du et særligt minde med Black Sabbath?

Ja, den første erfaring som 8-årig i radioen, jeg beskrev i mit første svar. Min onkel gav et kassettebånd året efter, 1973, med 'Master of Reality' på den ene side og Deep Purples 'Machine Head' på den anden. Alt, hvad en rask 9-årig knægt behøver. Jeg har været en heavy metal motherfucker lige siden 1973.

- Det er 50 år siden, pladen udkom: Havde du forestillet dig, at vi ville tale om den et halvt århundrede senere?

Absolut! Fuck Bob Dylan og Beatles!, Black Sabbath er og var soundtracket for os outsiders og freaks, modsat de to første, som den snobbede kulturelite elskede (og stadig elsker).

- Hvorfor tror du, at vi gør det?

Fordi musikken er utrolig langtidsholdbar, og man stadig kan finde nye ting på specielt deres seks første album. Og fordi Black Sabbath er fundamentet, heavy metal er bygget på. En livstil og et kald, hvor Ozzy, Tony, Geezer og Bill er vores afguder i en verden, der i dag er falsk, kunstig, nosseløs og alt andet end umiddelbar. All hail Sabbath!