Copenhell 2020: Withering Surface
I vores Copenhell-optaktsserie har vi spurgt Withering Surface-guitarist Allan Tvedebrink om hans forventninger til årets festival.
Hvad kan vi forvente os af jeres koncert på Copenhell?
Et fedt show og stor gensynsglæde. Vi håber rigtig meget, at folk er glade for at se os på en scene igen. Vi glæder os virkelig meget til at stå der sammen. Både som band, men også med fans. Det bliver en ny udgave af Withering Surface, som ikke kun kan byde på nyt materiale, men også på genfundet energi og et nutidigt bud på de gamle numre.
Hvad vil karakterisere jeres sætliste?
Det vil være en stor pose blandede bolcher. Der vil nok ikke være noget fra vores demobånd, men ellers vil vores katalog være dækket godt ind. Vi er selvfølgelig rigtig meget oppe at køre over det nye materiale, men vi ved også, at mange kommer for at høre gamle travere. Det bliver en stor udfordring og en hyggelig tur ned ad Memory Lane at få pudset de gamle numre af.
Hvad er det værste der kan ske under jeres koncert?
At vi må sande, at det var en dårlig ide at gendanne bandet!
Hvad skal fans især lytte til, hvis de ønsker at forberede sig til jeres koncert?
De skal selvfølgelig lytte til vores fire fuldlængder, som alle vil være repræsenteret. Ellers er et godt råd at tjekke de tre singler, som udkommer løbende op til udgivelsen af vores nyeste, 'Meet Your Maker', som lander under Copenhell. Den første, 'Leaves in the Stream', udkommer i slutningen af februar.
Planlægger I at se nogle koncerter på festivalen?
Ja, for fa'en. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Jeg har af flere omgange valgt Copenhell fra, fordi programmet ikke har passet til mig. Det er en fed fest uanset hvad, men når andre prioriteter presser sig på, har jeg nået den alder, hvor fire dages druk ikke står øverst på listen. Men i år er der rigtig mange bands på plakaten, jeg gerne vil se. Iron Maiden var pisse fedt sidst i 2014. Jeg fik 'Killers' i konfirmationsgave og har fulgt dem siden. De skuffer aldrig! Opeth er et af mine absolutte yndlingsbands og jeg har set dem 20+ gange. En festival setting er ikke optimal for dem, men det er altid fedt at opleve dem. Mercyful Fate er også et absolut must, selv om det havde været noget federe med flere originale medlemmer... Et andet kultband, som jeg aldrig har oplevet live er Denial of God. De går længere tilbage end Withering Surface og på trods af vores lille scene i Danmark er det aldrig lykkes mig at opleve dem, så det glæder jeg mig meget til. Mit gamle hardcore-hjerte har luget grundigt ud blandt bands, jeg ikke gider. Raised Fist er ikke et af dem!
Hvordan oplever du forskellen mellem små indendørs koncerter og de store udendørs sommerfestivaler?
Det er jo tydeligvis hovedsageligt et spørgsmål om stemning. Jeg vil som fan og kunstner til enhver tid foretrække de små indendørskoncerter, som jeg synes, man får mest ud af. Man er tættere på bandet/publikum, det er mere intenst og så er man der sammen med en masse andre, der er kommet for at se bandet. Når det er sagt, så er festivaler magiske på mange måder. Udover de muligheder masserne giver, har man blandt mange andre ting en uovertruffen mulighed for at opleve en masse musik, man ellers ikke ville have mulighed for at se – eller ville prioritere at se. Og så er det bare fedt at stå der under åben himmel og drikke fadøl og ryge smøger og møde en masse mennesker. Så er det sgu ikke så vigtigt, om det er ens yndlingsband, der spiller.
Hvad forventer I jer af festivalen?
Good times! At se en masse musik, en masse gamle venner og fellow musicians. Toptjekkede forhold og features, som der plejer at være. Og så forventer vi at få et ordentligt los i røven af vores gendannelse.