Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hvor blev Rigid Domain af?

Populær
Updated
Hvor blev Rigid Domain af?
Hvor blev Rigid Domain af?
Hvor blev Rigid Domain af?
Hvor blev Rigid Domain af?
Hvor blev Rigid Domain af?
Hvor blev Rigid Domain af?
Hvor blev Rigid Domain af?
Hvor blev Rigid Domain af?

Omkring 1990 var Odense et vigtigt koordinat på thrash-landkortet, og det mest lovende navn var Rigid Domain. Vi har spurgt Julie Molin og Claus Pedersen, hvorfor det blev ved det lovende.

Kunstner
Genre
Fotograf
PR-foto

Sidste gang, jeg kan huske, at jeg mødte Julie Molin, var en forårsdag i 1991 i Munke Mose i Odense. Der har været en tvivlsom koncert eller et tvivlsommere politisk arrangement, der har i hvert fald været en lejlighed til at mødes med metal-vennerne og drikke øl med en alkoholprocent, der ikke var meget lavere end vores gennemsnitsalder. Så stod Julie Molin fra Rigid Domain pludselig på stien, og vi måtte finde den der hårfine grænse mellem at spille ædru og stadig lade det stå klart, at vi var altså var sejt-fulde.

Det er svært at undervurdere den betydning, Rigid Domain havde blandt de yngste af os thrashere i Odense dengang. Det kan godt være, at Sliced Pimples havde fået udgivet to plader og var gode til at tage os kids under deres vinger, men de var allerede opløst på det tidspunkt og havde under alle omstændigheder altid været delvist for sjov. Prophets of Doom havde også fået udgivet en plade, men deres power metal var håbløst gammeldags for os.

Rigid Domain var præcis det, vores scene havde brug for, hvis vi skulle markere os over for Esbjerg, der med Invocator som ledestjerne var den danske metal-hovedstad. Rigid Domain kunne matche de andre danske bands fra Jylland og Sydsjælland i professionalisme og rockstjernepotentiale. Live blev de hele tiden strammere, deres thrash var både melodisk og groovy, som tiden krævede det, og guitaristen Claus Pedersen stod ude på siden og holdt det hele sammen i den ærmeløse ‘Damage, Inc.’-T-shirt, som han altid spillede i. Og i Julie Molin havde de en frontkvinde, der kunne få et helt spillested med sig.

Rigid Domain havde de rigtige moves, de havde den rigtige stil, og de havde materialet, der kunne bære det hjem. Rigid Domain ville blive kæmpestore, det var sikkert.



Et trin op ad stigen
Så da Julie Molin stod på stien, skulle vi hen og markere, og hun stak os det bånd, Rigid Domain lige havde lavet: ‘Death Is Just Another Whore …. Bitchin’ With My Life!’ De havde allerede lavet et demobånd med samme navn året før, og her havde vi for alvor kunnet høre, at de var ved at rykke et niveau op, men det her bånd var ikke endnu en demo. 

Det var en promo. 

Ikke et bånd, man lavede for at demonstrere, hvad man kunne, og håbe på, at et label var interesserede, men det endelige bånd, man lavede, når man var ude over demostadiet og skulle lande pladekontrakten, fordi det var det uundgåelige næste skridt. De havde genindspillet de fem bedste sange fra de første tre demoer og skrevet fem nye, og nu skulle det være.

Det var det sidste, jeg så til Julie Molin.

Claus Pedersen så jeg løbende i de efterfølgende år, hvor han arbejdede som lydtekniker, først i Odense, så i København, men jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har snakket om Rigid Domain. Thrash gik så småt af mode, først kom død, så funk metal, så grunge. Jeg kan huske, at jeg så Claus Pedersen til en Afghan Whigs-koncert den sidste aften på spillestedet Rocks på Klingenberg, inden det lukkede. Bagerst i lokalet med vidt opspærrede øjne, fordi Afghan Whigs var så overlegent tight og brutale på en helt anden måde end metal. 

Det var i januar 1993, tre måneder senere spillede Rigid Domain deres sidste koncert i Aalborg den 3. april, dagen efter deres officielle afskedskoncert på Rytmeposten i Odense. Jeg var der ikke, jeg var et andet sted, scenen var splittet til atomer.

Manglen på et metallabel
Men der er selvfølgelig mellemregninger, og selvom jeg gled væk, betyder det ikke, at Rigid Domain gjorde det. I 1991 spillede de deres første større koncert på Roskilde Festival, og tingene begyndte at køre.

“Det bedste for os var vores tour som support for The Accüsed,” husker Julie Molin idag. “Det førte os langt ned igennem Tyskland og gjorde, at vi mødte et større og sultent publikum, der blev tiltalt af den energi, vi havde i vores sceneshow.”

“I betragtning af hvor smal genren var på det tidspunkt, kom vi pænt rundt i det danske,” medgiver Claus Pedersen. “Vi havde også en række løse jobs i det nordtyske og det hollandske.” 

I 1992 udgav Rigid Domain et fjerde demobånd, ‘Mandatory’, i erkendelse af, at promobåndet ikke havde skaffet dem en pladekontrakt alligevel, selvom det havde syntes uundgåeligt.

“Når jeg lytter på det af vores materiale, jeg har adgang til i dag, finder jeg det ikke værdigt til udgivelse,” siger Claus Pedersen. “Det var demoer. Ufærdige skitser. Det er stadig en drøm at få lov til at indspille, og ikke mindst for mit vedkommende at mixe, materialet igen med en professionel producer og den teknologi, som er til rådighed i dag.”

Julie Molin er enig og peger også på, at der manglede et dedikeret metallabel på det tidspunkt. 

“Faktisk vil jeg mene, at vi var væsentligt bedre live end i et studie. Det kræver en producer, der kan få udtrykket foldet ud. Progress var ikke blevet et label, og de større selskaber ville nok ikke binde an med et lille nicheprodukt.”

Progress Records var på det tidspunkt stadigvæk et tatoveringsblad, som et par af medlemmerne fra Sliced Pimples havde startet, og de var kun ved at etablere sig som egentligt pladeselskab i 1992. Op gennem 1990’erne udgav de plader med både Illdisposed, Konkhra og Dominus og havde en pladeforretning centralt i Odense. Men det var alt sammen efter Rigid Domains tid.

“Selvfølgelig var vi ærgerlige og lidt bitre over, at verden ikke var klar til Rigid Domain,” indrømmer Claus Pedersen og tilføjer: “Jeg synes godt om, at de store pladeselskaber har fået løn som fortjent.”

“Jeg tænker, at de ikke forstod den der drengepige med attitude i en tid, hvor kvinder i metal dels var en sjældenhed, dels var i den absolut lette – og lettere afklædte – genre,” funderer Julie Molin, der dog ikke mærkede det store til fordomme mod hende som kvindelig frontfigur i en mandsdomineret genre.

“Det er meget få gange, jeg har oplevet latterlige sexistiske issues, og så har det været fra puddelhunde-hårmetallere, ikke fra thrash-scenen.” 

Selv havnede hun i metal ved et tilfælde.



Jeg kunne ikke lide heavy metal
“Scenen i Odense dengang var ikke skarpt opdelt i, om det var punk, new wave, crossover eller senere thrash. Vi var alle mere eller mindre end del af et levende kreativt miljø, der var tæt forbundet med den nordtyske scene. Sådan var det i hvert fald i starten. Som konstellationerne med forskellige bands og medlemmer af bands blev udvidet, blev cirklen større med Sjælland, Esbjerg, Aarhus og Aalborg. På den måde blev Rigid Domain til det, det blev, efter jeg var kommet med.

Det var helt tilfældigt, at Niels (bassisten Niels Tholstrup, der også havde spillet i Sliced Pimples, red.) spurgte, fordi han havde hørt, at jeg kunne synge. Jeg lånte en Slayer-lp og forelskede mig i en genre, der var tilpas vild til at matche min præference for T.S.O.L. og Corrosion of Conformity. Jeg kunne faktisk slet ikke lide heavy metal!

Det der wooooaaao-woooo-heavy-vokal brød jeg mig ikke om, jeg syntes, det var decideret pinligt. Og tekster om bøhmænd og krig matchede heller ikke mit Birthday Party-/Bad Seeds-univers. Men Slayer, det havde substans!  Jeg kunne finde en tyngde og en vildskab jeg virkelig godt kunne lide hos dem.

Claus Pedersen har en noget mere pragmatisk vinkel på, hvorfor Rigid Domain endte med at spille thrash metal: “Det var et meget enkelt valg, da det var den eneste genre, der bød på muligheder for at komme udenbys og udenlands og spille. Der var en vis indbyrdes konkurrence de enkelte bands imellem, men også et vist sammenhold.”

Klikedannelse
Sammenholdet og den indbyrdes konkurrence kom ikke mindst til udtryk i forhold til de to andre lokale større bands på scenen, Sliced Pimples og Prophets of Doom. Bassisten Niels Tholstrup spillede på Sliced Pimples’ debutplade, ‘Brains Condemned to Serious Laughter’, og Torben Askholm fra Prophets of Doom sang på Rigid Domains første demo, ‘Futile Existence’ i 1987.

“Der var til tider lidt kold luft i mellem især Rigid Domain og Prophets of Doom. Begge hold kan nok betragtes som pænt selvoptagede dengang,” indrømmer Claus Pedersen i dag. “Vores selvopfattelse og selvtilfredshed fejlede bestemt ikke noget.”

Julie Molin havde dog ingen problemer med at træde ind som ny sanger i bandet.

“Torben er et af de dejligste mennesker, jeg har mødt. En dygtig sanger og en god ven dengang. Jeg interesserede mig aldrig for, hvorfor Torben ikke blev i bandet. Jeg ved det faktisk ikke. Jeg oplevede ikke intern fnidder med andre i Odense heller. Måske netop fordi de fleste var fra samme vennekreds,” siger hun i dag.

Men hvor Sliced Pimples efter to plader på det københavnske label Rock Owl Records, der blevet drevet af Kim Kofoed fra pladeforretningen Rockuglen, begyndte at danne foreninger, der skulle hindre udbredelsen af ost, tog Rigid Domain deres musik alvorligt.

“Vi var benhårdt seriøse om det, vi lavede. Øvede fire gange om ugen og spillede alle de koncerter, vi kunne. Det er den eneste rigtige at gøre det på, hvis man vil noget med musikken,” slår Julie Molin fast.

“Ingenting kom af sig selv. Alle i bandet tog aktivt del i praktiske gøremål og markedsføring. Her var ikke noget stort smart booking-bureau eller management bag bandet. Vi fortsatte med samme DIY-ånd, som vi havde lært fra L.U.L.L.” fortsætter Claus Pedersen med reference til det odenseanske artpunk-band, som både Andreas Ludvigsen og Niller Sørensen spillede i, inden de gik videre i henholdsvis Sliced Pimples og Kinky Boot Beast.

“Vi var da mere professionelle end de andre,” erklærer Julie Molin med et smil. “Vi var i hvert fald målrettede og præcise med det, vi ville. Og vi var sammen altid! Vi blev en lille klike i en større klike. Det sled også til sidst i de fire år, vi var sammen. Der, hvor der var berettiget konkurrence, var fra de andre danske bands, der brød igennem, netop som vi stoppede. Invocator, Konkhra – herregode bands, for bare at nævne et par stykker. Og superfede mennesker at være på jobs med. Sådan stuvet sammen oven på baggearet i en tourbus.”



Mellem to stole
Da bandet var ved at have deres lyd på plads omkring den trenumres demo ‘Death Is Just Another Whore…’ i 1990, var der klar inspiration fra den Bay Area-thrash, der havde sin storhedstid i årene op til da, men også mere hardcore-punkede indtryk sneg sig ind.

“For mit vedkommende kom tingene lige så stille flydende,” husker Claus Pedersen. “Jeg var bestemt ikke metalhead til at begynde med, men valgte genren, da jeg øjnede en chance som professionel og for at komme rigtigt ud at spille. De andre fodrede mig med kassettebånd med musikalske referencer, og stille og roligt kom jeg ind i genren og er aldrig kommet ud igen.

“Jeg elsker Death Angel og hører det på løbeture. Det er klasser over det meste,” siger Julie Molin, der også mindes den koncert, et purungt Biohazard spillede på Rytmeposten i Odense i 1991. “Jeg kan huske Biohazard som noget, der slog benene væk under os.”

Nogenlunde samtidig begyndte Pantera og Sepultura at trække thrash metal over i en tungere og mere groovy retning for at forny den, og den indflydelse tog Rigid Domain med sig på deres tredje og sidste demo, ‘Mandatory’ fra 1992.

“Det materiale, vi lavede der, er noget af det bedste, vi har lavet – og jeg har det faktisk ikke engang selv,” siger Julie Molin.” Jeg begyndte at arbejde mere med min vokal og med mine egne tekster. Men mod slutningen af 1992 var vi af forskellige årsager klar til at stoppe.” 

“På trods af at vi flyttede os i retning af det mere groovy, så endte vi nok mellem to stole og gik tabt i dårlig timing,” lyder det resigneret fra Claus Pedersen, der opsummerer: “Måske var det dårlig timing, måske dårligt materiale, måske den forkerte sammensætning af bandet eller måske bare ikke tilstrækkeligt talent.”



En pind i røven
Som den eneste af de fem medlemmer er Claus Pedersen fortsat med at arbejde med musik, dels i bandet Lipid, men ellers primært som lydtekniker. 

“Jeg har fået dækket mit behov ved at være på og omkring scenen for andre musikere. I takt med at man bliver ældre og får lidt knubs af tilværelsen, bliver man stille og roligt klog på sig selv og sine forskellige sider og egenskaber. Jeg har været en pind i røven at spille i band med og være i stue med. Hvis jeg havde mulighed for at få et ønske opfyldt, så skulle det være at rulle tiden tilbage til der, hvor Rigid Domain opstod, og lade os starte forfra med den selvindsigt, vi alle har fået sidenhen.“

Men selvom flere bands fra den gamle thrash metal-scene i de senere år er blevet gendannet, herhjemme senest Invocator på Copenhell og Aalborg Metal Festival, er der ikke udsigt til, at Rigid Domain prøver at indhente det forsømte.

“Jeg kan fint dagdrømme mig i retning af at spille sammen igen, men om nogen gad høre på det?”

Claus Pedersen lader spørgsmålet hænge i luften. Han er under alle omstændigheder ikke den nostalgiske type, understreger han. Den gamle ‘Damage, Inc.’-T-shirt er for længst gået i opløsning.

Julie Molin griner også blot ved tanken om at forsøge sig en gang til, selvom hun savner at mødes med de andre fra bandet. Om ikke andet, så bare for at mindes de gode tider.

“Jeg elskede det: De store koncerter i Berlin, Hamburg og Hannover, den intense kontakt med publikum og den energiudladning, der ligger i det. Jeg elskede også venskabet og den professionelle respekt, der var blandt os og andre bands og alle de mennesker, vi mødte på vores vej.”