Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kloge-Åger med nye idéer

Populær
Updated
Angstskrig02
Angstskrig04
Angstskrig07

Den nye danske black metal-duo Angstskrig overrasker og charmerer sig gennem bandets debutplade, 'Skyggespil', der skiller sig noget ud fra, hvad scenen normalt har at byde på. Vi satte parret stævne til en snak om lyrik, tyveri og hvad, der mon er i sækkene.

Kunstner
Fotograf
Adriana Zak
Forfatter

En lejlighed et sted i hovedstaden. Et funktionelt, men sparsomt møbleret rum. Udenfor de lukkede vinduer trænger en brøkdel af den summen, der betyder, at Kongens København er ved at vågne til dåd efter aftensmåltidet, ind til os i rummet. Men i rummet, inde hos os tre, hersker stilheden. Ikke trykkende eller ubehagelig, blot en stilhed, der venter på at åbne sig i tale.

Overfor mig sidder den ene halvdel af Angstskrig. Klædt i sort fra top til tå og med hovedet og ansigtet dækket af tætsiddende sort stof. Selv om hans øjne er skjult, er det tydeligt, at han stirrer koncentreret fremad. På mig. Til min højre side befinder bandets anden halvdel sig. Også han i sort. Også han formummet. Umulig at genkende, stirrende frem for sig. De er begge navnløse enkeltdele i helheden Angstskrig, og fraset den dybsorte bowlerhat på hovedet af manden overfor mig er de uden særegne kendetegn. To lærredssække fyldt med gud-ved-hvad ligger ved deres fødder.

Da jeg stiller første spørgsmål, drejer min sidemand dårligt nok hovedet, mens mørket under bowlerhatten begynder at tale.

Hvem er Angstskrig?

– Vi er en black metal-duo. Vores historie sammen går helt tilbage til dengang, vi startede med at spille musik under en fælles mentor, som lærte os om den hårde rockmusik og så et lys i os, og det affødte en lyst til at være kreative sammen, optræde sammen og alt det andet, som det indebærer at være musiker.

– Efter i de formative år at have spillet en del sammen skete livet, og det tog os ned ad forskellige stier og separerede os fysisk. Den ene valgte at gå en akademisk vej, den anden en mere musikalsk , men vi har aldrig mistet kontakten, og det har altid ligget i kortene, selv efter mere end et årti, at vi skulle spille sammen igen.

– Versriffet til 'Skyggespil' blev skrevet allerede i 2017, men der gik endnu et par år, før tiden blev moden og vi fysisk kom tættere på hinanden. I efteråret 2019 eksploderede tingene, og pludselig kom vi til at skrive en plade. Bowlerhatten ler dæmpet.

 Vi valgte at gå udenom de traditionelle danske metalproducere og tog fat i Frederik Brandt Jakobsen, som er en lydnørd af Guds nåde, og som er en af de bedste herhjemme til at masterere og få tingene til at lyde af noget. Og for godt og vel et års tid siden var den plade klar, som nu udkommer.



De to formummede mænd synes stadig noget tilbageholdende med at dele ud af identifikationerne, og jeg forhører mig om både navne og om hvad, de ellers måtte have bedrevet på den danske metalscene.

– Vi har spillet og spiller i andre bands, men i en anden form end den, vi tager i Angstskrig, bedyrer manden med bowlerhatten. Men vi har valgt ikke at sætte navne på os, fordi vi ser Angstskrig som et kollektiv. Et kollektiv, der også udgøres af vores producer, vores instrumenter, vores gæster på pladen; det vil være synd at koge det hele ned til to enkelte medlemmer. Tanken er, at tingene skabes og formes af et større hele frem for bare enkeltdele som medlemmer og personer.

– For os handler det om musikken. Musikken har bestemt, hvordan vi skal se ud. Musik er ikke viljeløs; den vil gerne noget, både med dem, som laver den og dem, som lytter til den. Uden at musikken har sagt det direkte til os, er det sådan her, vi tror, at vores musik ser ud. Vi er en legemliggørelse, en manifestation af musikken i Angstskrig. Musikken går forud for alt andet.

Nyt nordisk og aldeles untrue
Der er ingen tvivl om, at Angstskrig skiller sig noget ud fra de black metal-udtryk, som p.t. er fremherskende på den danske scene. Bandets black metalliske kerne gør både brug af groove, en rock'n'rollet lyd, stor produktion, guitarsoli og rensang, blandt meget andet. Det er, som hvor anmelder formulerer det, ”ikke din morfars black metal”. Har det mon været et bevidst valg fra duoens side?

– Det har aldrig været en vision bevidst at skille sig ud, fortsætter skyggen under hattepulden, mens skikkelsen til min højre side kortvarigt drejer ansigtet mod mig, inden han igen læner sig tilbage, lægger armene over kors og stirrer direkte ind i intetheden.

– Vi har ikke intentioner om at ville sige, at andre gør det forkert, og det her er den rigtige måde at gøre det på. Men vi tager vores kompleksitet alvorligt. Vi har pillet enkeltdelene fra alle de genrer af musik, vi godt kan lide, ud, og så har vi spundet det omkring en kerne, som vi kalder black metal. Den er udgangspunktet, og så tager vi alle de andre ting og blacker dem op.



Men I har ikke noget problem med at blive kaldt black metal?

– Næ, nej. Vi bruger det selv, og får allerede nu i enkelte anmeldelser på puklen for at bruge det. Fordi vi ikke er true nok. Det beviser, at vi har gjort noget rigtigt, fordi vi har taget black metallen et andet sted hen. Vi vil aldrig sige, at vi er true black metal. Vi ved godt, at vi laver en eklektisk form for musik.

– Men vi tager faktisk blacken ret seriøst, i hvert fald den oprindelige anden bølge, den norske black metal, og er på mange måder anti-idealistiske og anti-essentialistiske, som også de var. Ting udvikler sig, og det gør black metal også. Man kan se bands som Alcest og Zeal & Ardor, der stadig bliver kaldt black metal, selv om det er meget langt fra, hvad f.eks. Mayhem laver. Det er fantastisk, at man kan bevare kerneværdierne i black metallen og stadig skabe noget anderledes.

Så musikken er stadig en kærlighed til black metallen, men også et ønske om at lade den søge nye veje?

– Bestemt. Vi har også kaldt det ”nordic black metal”. Der er en pendant til det her traditionelle nordiske køkken med frikadeller og hot dogs med rejer, som nogen pludselig fandt ud af, kunne laves på en fransk måde. Så udvikler køkkenet sig, fordi nogen tog en beslutning om at bryde med normer, lade være med at gennemstege en flæskesteg eller noget i den retning. Man kan godt skabe paralleller til andre discipliner, som også kræver, at tingene udvikler sig.

– Ellers bliver det sådan noget fortættet og essentialistisk noget, hvor man ikke kan bryde ud. Alting er under forandring, så det vil være mærkeligt, hvis black metallen ikke også var det. Vi har respekt for alle mulige typer black metal, vi søger ikke at pisse nogen af; men vi tager seriøst, at ting forandrer sig.

– Det her ”nordic”-prædikat betyder også, at vi har taget melo-elementer fra svensk dødsmetal, vi har taget groovet fra dansk metal, aggressionen og frustrationen fra norsk black metal, mørket fra Finland og melankolien fra Island, og så har vi kogt det ind til en ny sauce. Det er tydeligvis nordisk. Vi er meget nordiske.

Tekster i nyt territorium
Også lyrisk synes Angstskrig at bevæge sig ind på territorier, vi sjældent ser i blackmetallen, så vel herhjemme som internationalt. Tekster om nihilisme, satanisme, højredrejede verdenssyn, død og ødelæggelse er langt hen ad vejen lagt på hylden for en mere politisk tematik, der måske endda synes en smule venstredrejet. Da jeg spørger ind til det, læner manden under bowlerhatten sig frem. Han har talt sig varm, og nu har han noget på hjerte. Mens hans hænder gestikulerer for at understrege pointerne, begynder han at forklare.

– Det bunder igen i, hvad vi har uddestilleret af den norske black metal. De brugte satanismen for at gøre oprør mod en kristen tradition, som ydede overgreb på det norske samfund. Nu handler det for os om at gå imod de her store fortællinger og idealismer, som yder overgreb på, ja, lad os kalde det virkeligheden.

– Vores tekstunivers er et frontalangreb på moderniteten; det moderne, og den tænkning, den indeholder, som er forstokket og ser tingene i essenser, som ligger forud for alt andet. ”Man skal udleve sit inderste jeg” og sådan noget. Bullshit. Alting er opstået af et kompleks af alle mulige facetter, der er sat sammen, et netværk af ting der gør, at virkeligheden kan eksistere. Indenfor det moderne har vi en stålfast tro på, at der er en adskillelse mellem ide og fænomen; himmel og helvede; sjæl og legeme; kultur og natur, individ og samfund. Sådan er den virkelige verden ikke. Den er et stort miskmask af forskellige ting.

– Det, vi gør med vores tekster, er at gå imod den store moderne fortælling. Det er en gentænkning af den norske black metals kamp mod den kristne kirke. Nu er det bare en kamp, vi tager ned på et mere, ja, vi kan godt kalde det et politisk plan. Et filosofisk plan. Vi plæderer for en virkelighed, der er mere kompleks, end det moderne antyder. Fortalerne for den moderne tankegang forgøgler sandheden og kaster blår i øjnene på os ved at påstå at kende sandhederne. Det er langt mere komplekst, end de moderne tænkere siger, og ikke de her rene, adskilte dikotomier.

– Vores position er altså, at i stedet for at musikken skal handle om tomhed, intethed og nihilisme, så forsøger vi at give håb, for med den tanke og måde, vi forstår virkeligheden på, er der masser af håb at hente. Vi kan imødegå klimakrisen, vi kan komme væk fra det, at penge er blevet målestok for alting, ved at forstå den kompleksitet, hvori virkeligheden rent faktisk eksisterer. Begynder vi at forstå kompleksiteter og handle derefter, så kan vi komme ud af alle de her kriser og moderne problemer, vi står overfor. For det moderne kan ikke løse sine egne problemer.



Vi har begge lænet os fremover og stirrer koncentrerede på hinanden for at sikre, at intet her bliver misforstået. At alt bliver fortalt korrekt. Han fortsætter:

– Ideen om ”det moderne” kan indkapsles i et eksempel: En meteor er ved at ramme Jorden, og så sætter du et hold af økonomer til at regne på, om det kan betale sig at afværge den. De kommer selvfølgelig frem til, at det kan ikke betale sig, for det vil være en alt for stor omkostning. Det er et udmærket billede på, at man har sat tingene så hårdt op mod hinanden, at man bruger nogle forkerte redskaber til at løse sine problemer.

– Vi plæderer for, at man tager kompleksiteterne og det miskmask, der er virkeligheden, alvorligt og lærer at navigere i det for at kunne komme videre.

Men tekster som 'Knæfald' og 'Lad Paladserne Brænde' kunne give et indtryk af, at det I vil have er et oprør mod kapitalismen og de traditionelle magthavere?

– Bestemt. Men teksterne er ikke en socialistisk/marxistisk kritik af kapitalen. Problemet med socialister og marxister det er, at de også tænker mennesket som et udelukkende økonomisk væsen, ligesom liberalister gør. Hvis vi skal handle politisk som mennesker, så skal vi gøre som eksempelvis Hannah Arendt; så skal vi blive hele mennesker igen, og ikke bare økonomiske væsener. Den her tankegang er hentet hos Bruno Latour, det er ingen hemmelighed, men rent politisk står den vinkelret på det politiske spektrum. Den har bestemt flere sammenfald med venstrefløjen end højrefløjen, fordi venstrefløjen traditionelt set tager mennesker og ”ikke-mennesker”, dvs. naturen, dyrelivet og så videre, mere seriøst og alvorligt end de mere menneskefjendske og mere økonomisk tænkende mennesker, der fungerer på højrefløjen.

Det er et spørgsmål om at se mennesket som en levende eksistens frem for at se det som en økonomisk faktor?

– Ja, at se mennesket som den kompleksitet, mennesket er. Mennesket er en konsekvens af alle mulige faktorer, et slutprodukt, om man vil. Det er interessant. Kan man begynde at forstå sig selv i relation til hinanden, og den planet man bor på, vil man få et andet menneske.

Vil det skabe mere forståelse menneskene indbyrdes?

– Ja, det er vores hypotese. Det moderne er, ifølge Hans-Jørgen Schanz og Arendt defineret i forhold til menneskets forhold til hinanden, til sig selv, til naturen og det religiøse. Vil man eksempelvis imødegå klimakrisen, så må det moderne menneskes forhold til naturen, som beror på en beherskelses- og udnyttelseslogik, som skal tilfredsstille et menneskeligt behov, ændres. Ændrer vi det, så vil det også give mennesket en anden placering på planeten og vil afføde et andet forhold til floraen og faunaen, som omgiver os.

Og det her en vinkel, I ikke synes, bliver dækket nok?

– Præcis! Vi vil ikke sætte os op på en piedestal og fortælle folk, hvordan de skal gøre tingene og se verden. Men vi tilbyder et syn på verden, et alternativ med respekt for de ting, der allerede eksisterer. Igen: Alting er i forandring, så vi er nødt til at kaste noget ind, som kan være med i den forandringsproces. Derefter handler det jo om, gennem diplomatiets smukke kunst, at komme frem til en ny verden og en ny virkelighed på et tidspunkt.

Anderledes ved et tilfælde
Efter at have fået tungen på gled hos bandets talsmand, forlader vi et øjeblik tekstuniverset for at hælde det klassiske spørgsmål afsted, man oftest må stille et nyt band.

De ideer, I arbejder med musikalsk. Er det noget, I har set hos andre bands, eller synes I netop ikke, at nogen gør det, I gør?

Jeg fornemmer en muskeltrækning i ansigtet på min tavse højremand, der læner sig frem. Det kunne være et smil. Et øjeblik tror jeg, at han skal til at tale, men i stedet fortsætter stemmen under hatteskyggen.

– Altså visuelt er vi jo ikke ligefrem det første maskeband i verden. Ikke engang i København. En lille, tør latter trænger ud.

– Musikalsk er vi en konsekvens af en rockhistorie, så selvfølgelig har vi stjålet med arme og ben. Men vi synes, at vi har lavet en sammenkædning af stjålne ting, der er unik. Vi lyder unikke, fordi vi har lidt af det og det og det, men vores blandingsforhold er anderledes, og derfor har vi en unik kage tilbage.

Har det været et mål, at det skulle være unikt?

– Det er vel et tilfælde.

I har ikke tænkt, at ”nu putter vi lige en ren vokal ind, som lyder som Peter Sommer, for det er der i hvert fald ikke andre, der har gjort”?

– Nej. Vi startede med, da vi havde skrevet det ene riff, at spørge hinanden: ”Skal vi snart ned og spille triol-black?”. Det var starten. Men vi har egentlig kun skrevet et nummer, der er trioliseret. Der er ikke ret meget, der er kalkuleret. Vi har gjort sådan, fordi vi synes, det lyder godt. Helt ærligt: Vi havde pludselig seks numre, der bare var sat sammen i øveren. De lød godt, og så indspillede vi dem. Vi vidste godt, at vi gerne ville stjæle guitarlyden fra Stockholm-scenen, men give den et nyt twist, vi ville gerne have en stor trommelyd og produktion, som man kender fra Gojira og Behemoth, det rock'n'rollede fra Darkthrone. Og så blev det simpelthen, hvad det blev.

– Produktionsmæssigt adskiller det sig selvfølgelig også fra at sætte to mikrofoner op i en lade eller bruge en båndoptager, eller hvad man nu ellers kan finde på. Der er ikke nogen af os, der har lyst til at gå ind i et studie og så prøve at få det til at lyde så dårligt som muligt. Det skal lyde godt. Der er vi lidt nogen feinschmeckere.



Det er det her med, at black metallen ikke behøver være det her afpillede og skramlede udtryk?

– Nej. Det kan godt være det, det har også sin charme. Jeg sad og hørte ”Transilvanian Hunger” (Darkthrone-album fra 1994, red.) så sent som i går, og det er jo stadig fantastisk. Det er bare noget andet. Det er sådan, de vil udtrykke sig, og vi har så bare valgt at udtrykke os anderledes.

Hvad er der i sækken?
En betydelig del af Angstskrigs udtryk er den håndfuld gæster, som dukker op på fire af pladens seks numre. Soilworks Sylvain Coudret, Hypocrisys Tomas Elofsson, Frederic Leclercq, der har blandt andre Sinsaenum og Dragonforce på CV'et samt Attila Vörös, der blandt andet har spillet med orkestre som Satyricon, Nevermore og Týr, lægger alle guitarspor på pladen, ligesom Finntroll-vokalist Mathias Lillmåns også har en gæsteoptræden.

Det er nogle ret celebre navne for et nystartet band at give sig i lag med. Hvordan kom det i stand?

– Det er godt, at man har gode venner, som vil spille solo for en, når man ikke selv kan finde ud af det, lyder svaret prompte, efterfulgt af en tør, men hjertelig latter.

– Selvfølgelig vidste vi godt, at det kunne skabe opmærksomhed at have nogen af de navne her på pladen. Det kan man godt sige er kalkuleret. Men det var fordi, vi havde skrevet nogle numre med nogle solostykker, som vi ikke selv kunne spille.Så er det bare godt, at man har nogen, man kan ringe til, som laver nogen helt vanvittige appearances, der bare har fanget stemningen og taget tingene til et nyt niveau.

– I Mathias' tilfælde var der det her nummer ('Slæbt Gennem Sølet') som var langt og tungt; det skulle have et krydderi, som kunne tage det til et andet niveau og indgyde energi. Det var vigtigt for os at holde det nordisk, og Mathias er jo svensk finne, så han kan lidt af hvert af de nordiske sprog og synger selv på svensk i Finntroll og Dispyt. Derfor var det oplagt at give det et fællesnordisk præg. Men vi har selv skrevet den svenske tekst. Endnu en tør latter.

– Han gav det nummer meget med energien i sin vers; det kunne vi ikke selv have gjort. Vi skylder dem virkelig en stor tak. Det har taget pladen til et nyt niveau.

Slutteligt virker det oplagt at spørge ind til bandets navn. De danske bandnavne er i høj kurs for tiden, men ligger der mere tanke bag ”Angstskrig”?

– Ja. Det er det ord på dansk, hvor der er flest konsonanter i streg. Det blev jeg gjort opmærksom på for mange år siden, og det har ligget i baghovedet siden og er blevet sagt årligt siden, fortæller bowlerhatten, næsten leende. Det var oplagt, men det er, ligesom med vores visuelle udtryk, musikken der har bestemt det. Vi havde ideen, inden musikken blev skrevet, men den bekræftede blot det navn.

Mens den dæmpede summen ude bag vinduerne er taget til i styrke og proklamerer, at Københavns natteliv så småt er vakt til live, skæver jeg til de to sække, der har ligget urørt på gulvet under hele interviewet. Sækkene synes at være en integreret del af bandets ikonografi og image. Jeg drejer hovedet op mod bowlerhatten, der stadig kigger ufravendt på mig.

Hvad er der i sækkene?

– Verden er ikke klar til at vide, hvad der er i sækkene.

Menu