Scott Gorham: ”Jeg mærker nervøsiteten og spændingen igen”
Populær
Interview med Thin Lizzys mest gennemgående guitarist, Scott Gorham, som har fået nyt liv i åbenbaringen Black Star Riders, der gæster Århus København og Kolding i november.
"Så sidder man her og snakker med "The next president of the United States of America"..."
Man kunne jo ikke hjælpe det, endsige hjælpe sig selv, i løbet af de sørgeligt små 15 minutters telefonsamtale, man allernådigst var blevet stillet til rådighed til en snak med en af sine aller-, allerstørste helte, Thin Lizzys Scott Gorham. Ja, sgu, vi taler om "Scott Gorham on lead guitar!".
Scott Gorham er manden, der netop blev præsenteret som USA’s kommende præsident af Lizzy-frontmand Phil Lynott på alletiders bedste livealbum, ’Live And Dangerous’ (1978).
Manden, der fornuftigt lukkede ned for Lizzy uden Lynott og nu skaber mirakler med en flok yngre – ikke at forveksle med unge - knægte i den nyeste åbenbaring på hardrock-scenen, Black Star Riders.
Et band, der koncertdebuterer i Danmark med en koncert på Train i Århus 6. november og fortsætter i Amager Bio 17. november, for at slutte på Godset i Kolding dagen efter.
Og et band, der vel at mærke har begået årets definitivt bedste album i hardrock-genren, ’All Hell Breaks Loose’.
15 minutter på telefonen med en af sine største helte er satme ikke meget. Det er perverst og direkte i underkanten.
Selv om der måtte skrottes kilovis af gode og yderst relevante spørgsmål om dette og hint gennem de seneste 30-40 år, og forventningerne om slutresultatet, artiklen, blev mindre og mindre, så er det rent faktisk lykkedes Devilution at lande et par nyheder, som ellers ikke rigtigt har været at læse andre steder.
Du kan blandt andet læse om, hvorfor Gorhams guitarmakker fra Thin Lizzys gyldne periode i 1970’erne, Brian Robertson, aldrig nåede at være med i Lizzys post-Lynott periode.
Du får også noget spændende at vide om den sætliste, som Black Star Riders kommer til at køre af på Train og i Amager Bio til november.
Endelig snakker Gorham også om fremtidsplanerne på den anden side af den igangværende turné, der først slutter efter festivalerne næste sommer.
Men først et par indgående præsentationer af Scott Gorham.
Præsentation nummer ét
Præsentation nummer ét: Scott Gorham, der i dag er 62 år, var den drivende kraft og manden med veto-retten i det Thin Lizzy, som i de seneste mere end 10 år har turneret verden tyndt med et greatest hits-sæt, som Deres udsendte var ved at kløjs i – lige indtil den store Scott ændrede på hele konceptet.
Ind i folden kom den originale trommeslager, Brian Downey, og Lizzys keyboardmand, Darren Wharton. Bassist Marco Mendoza kom tilbage igen, man fyrede John Sykes som sanger og leadguitarist og hev til at starte med Def Leppards (og Dios originale) leadguitarist Vivian Campbell med. Og ikke mindst: Belfastknægten fra The Almighty, Ricky Warwick, kom med som vokalist.
Og vupti! Så havde man noget autentisk, noget der lød, som Lizzy ville have lydt i dag. Et hard rock-band, der leverede i respekt for de irske, keltiske rødder og Lynotts "legacy". Det viste bandet med en smuk koncert på Sweden Rock i 2011 og i Brøndby som effektiv og fuldfed opvarmning til ZZ Top året efter.
Orkestret fungerede fantastisk, selv med udskiftninger på pladsen ved siden af Scott Gorham. Med sidste mand inde, amerikaneren og Lizzy-fanatikeren Damon Johnson (Brother Cane, Whiskey Falls, Alice Cooper), blev der nærmest skabt magi.
Og så stor magi, at man gik i gang med at skrive numre – for at ville udgive dem som Thin Lizzy. Men her blev der heldigvis trukket i bremsen. Fuld stop for denne halvblasfemiske plan. Og vupti nummer to: Black Star Riders blev - med et par personaleændringer (Downey ville desværre ikke spille med), skabt.
Præsentation nummer to
Præsentation nummer to af Scott Gorham, inden vi kaster os ud i det interview, du sidder og venter på: Efter at Thin Lizzy lukkede ned i 1983, gik han i rehab og blev clean efter flere års heroinmisbrug. Og så gik der en god rum tid, ja, år, før han tog guitaren på igen.
Først som studiemusiker og siden som bandleder med dårlig timing i det ellers meget fine 21 Guns, som han lavede tre album med – sammen med en flok dygtige norske musikere. Men det var i 1990’erne, hvor der ikke rigtig var plads til den melodisk fængende hardrock.
Og så endte han med at tage på landevejen med Thin Lizzy side om side med den sidste guitarist, der medvirkede i "det originale" Thin Lizzy, John Sykes (Tygers of Pan Tang, Whitesnake, Blue Murder).
Scott Gorham kom med i Thin Lizzy tilbage i 1973, lidt før Brian Robertson, som han delte scene og pladestudie med i Lizzys vigtigste år og på pladerne fra ’Night Life’ frem til og med ’Bad Reputation’. Det er Gorhams parløb med Robertson, der betegnes som det stærkeste og mest banebrydende inden for twin guitar-konceptet.
Guitarharmonierne blev sprøjtet ud sammen med numre som ’Wild One’, ’The Boys Are Back In Town’, ’Emerald’, ’Jailbreak’, ’Don’t Believe A Word’, ’Still In Love With You’ og ’Dancing In The Moonlight’ – for blot at nævne nogle få. Lyt til ‘Live And Dangerous’. Det album siger alt om samarbejdet Gorham-Robertson.
Siden kom Gary Moore, og det gjorde det ikke værre. Gorham var drivende kraft i samarbejdet med den tilbageholdende Snowy White, og der blev sprøjtet nyt liv i Lizzy til slut med John Sykes.
Spænding og nervøsitet igen
Scott Gorham har selvsagt ikke spillet med hvem som helst. Han har kunnet følge med dem alle. Og følge med, det kan han stadig. Ja, så meget, at han nu har været med til at skabe dette nye, fantastisk band, som heldigvis ikke er et pinligt Lizzy-ripoff, men lever og skaber i sin helt egen ret.
Når man så spørger ham om de musikalske forskelligheder, der helt tydeligt er mellem Thin Lizzy og Black Star Riders, tager han faktisk udgangspunkt i sit eget guitarspil – som for os lyttere og fans jo er det, der knytter de to bands så tæt sammen:
”Ricky (Warwick, vokalist, red.) vil altid lyde anderledes, og mit spil har ændret sig rigtig meget med årene. Black Star Riders har en frisk energi, som ikke mindst skyldes Kevin Shirleys måde at indspille på. 12 numre på 12 dage! Tidligere tog det mig meget, meget længere bare at lave en demo. Men vi fik besked på at tage vores livegear med, sætte det til – og så trykkede Kevin Shirley på optageknappen, og vi spillede, som vi gør live. Vi skal afgjort bruge mere tid næste gang.”
Næste gang? Den gemmer vi lidt.
-Hvordan føles det at spille nye sange i stedet for at spille de gode, gamle Thin Lizzy-numre, som du har spillet tusindvis af gange?
”Med Thin Lizzy-numrene kender du reaktionen på forhånd. Vi har jo et helt familiært forhold til publikum. Med Black Star Riders-numrene har vi tænkt meget på, om folk overhovedet kunne lide dem. Vil de købe billetter til koncerterne? Den dér uvished og nervøsitet har vi helt klart følt. Jeg er blevet spurgt gang på gang om, hvorfor vi opgiver Thin Lizzy og de udsolgte shows. Men det er jo netop, fordi jeg gerne vil mærke den nervøsitet og den spænding igen.”
Overraskelser i sætlisten
-Hvor mange Black Star Riders numre er i livesættet? Og hvor mange med Thin Lizzy?
”Der er 12 numre på albummet. 10 af dem spiller vi live. Vi er faktisk i gang med at lave sætlisten nu. Af Lizzy-favoritter er der selvfølgelig ’Jailbreak’ og ’Boys Are Back In Town’, men i så stort et katalog er der virkelig mange sange at vælge imellem.”
-Jeg har hørt Damon Johnson sige, at ’Borderline’ er hans yndlingsnummer med Thin Lizzy. Har han forsøgt at overtale jer til at spille det?
”Ja! Selv om sidst, vi spillede det live, var i 1977, tror jeg. Ricky spiller det akustisk i sit eget sæt, når han optræder i sit eget navn. Og det er virkelig stærkt. Så rent faktisk overvejer vi at tage ’Borderline’ med på tur. Det vil nok ikke blive den eneste Lizzy-overraskelse på den kommende tur. Der er jo mange sange, som Lizzy aldrig har spillet live. Men vi vil ikke tage de helt obskure numre op. Lige nu er vi i gang med at emaile frem og tilbage.”
-Og I har alle lige meget at skulle have sagt om sætlisten?
”Ja. I Black Star Riders er vi alle ligeværdige partnere, og det føles rigtig godt. Da vi havde Thin Lizzy, var det jo mig, der havde det afgørende ord. Alle kiggede på mig, når der skulle træffes beslutninger. I Black Star Riders har alle lige meget at skulle have sagt.”
Et travlt år
-Hvad er jeres fremtidsplaner med tur og ny plade?
”I resten af 2013 handler det om tur i England, Irland og resten af Europa. I starten af 2014 skal vi til Australien og Japan og før sommeren til USA, hvis vores management kan få en tur på plads. Næste sommer skal vi så tilbage til Europa og spille nogle festivaler. Det bliver et travlt år.”
-Er I gået i gang med at skrive nye sange?
”Ja! Og planen er, at vi går i studiet i august og september næste år.”
-Havde du set det komme – at I skulle få så travlt?
”Nej, det havde jeg ikke. Det har lidt været at bevæge sig helt ind i det ukendte og være meget spændt på, hvordan det ville gå. Men folk elsker det jo virkelig! Sometimes you just gotta do what you gotta do!”
Brian Robertson
Og så var tiden ved at være gået. Men nørden her måtte altså vide én ting, som det gennem årene ikke har været muligt at støve oplysninger op om:
-Et sidste spørgsmål: Har det nogensinde været på tale at få Brian Robertson med i Thin Lizzy?
”Ja, for en del år siden kontaktede jeg ham, for jeg ville virkelig gerne have ham med. Men det gik hurtigt over, for det eneste, Brian ville spille på, var de numre, han selv havde været med til at lave, og det er jo ikke særlig mange.”
-Er du overhovedet i kontakt med ham?
”Nej. Men jeg har spurgt hans management, om de vil forsøge at få ham til at komme til vores koncert i London. Det håber jeg.”
15 minutter med "The next president of the United States of America" er gået. Og du kan godt begynde at glæde dig til halvanden time i mandens selskab enten på Train eller i Amager Bio til november.
Mindst 10 Black Star Riders-numre på sætlisten krydret med et par Lizzy-klassikere og nogle overraskelser. Det kan ikke andet end blive to gode aftener, når drengene er tilbage i byen.