I fremtiden kæmper vi med spyd
Vi er meget tæt på John Cxnnors store Vega-koncert, og denne gang er der et nyt element med i showet. Vi har taget en snak med personerne bag.
Vi satte Kai Uwe Faust og Martin Skou fra Heilung, som her optræder under et nyt navn, nemlig Kriigerkvlt, i stævne sammen med Rasmus Sejersen fra John Cxnnor for at høre mere om deres samarbejde, og hvad vi kan forvente os på Store Vega, når Kriigerkvlt indtager scenen sammen med John Cxnnor og norske Witch Club Satan.
Rasmus, hvad var det, I ledte efter hos krigerne?
- Først og fremmest, så kommer det jo af, at jeg kender Heilung – og Heilung er, for både mig og min bror, et meget visuelt band. Og det er jo ikke kun visuelt i deres artwork og koncerter, det er jo også visuelt i deres musik. Det er dragende. Det er musik, som giver visuelle billeder. Derfor har Ketil og jeg altid godt kunnet lide Heilung. Vi så dem i Forum for et par år siden, og det var en af de bedste koncerter, vi har set. Da vi gik ud derfra, sagde vi, at det lå i top ti, så vi har altid haft en kreativ drøm om at kunne skabe noget sammen med de her mennesker. Vi kender hinanden på kryds og tværs, og Martin og jeg havde nogle spændende, kreative snakke om hvordan man kunne gøre det. Så fortalte han mig, at ham og Kai og nogle af krigerne søgte en ny platform at kunne arbejde på, og så gav det hele ligesom mening derfra. Og det her Vega-show var ligesom den perfekte anledning, hvor vi kunne forene vores kreative verdener.
Martin, kan du ikke fortælle mig lidt om, hvordan I har arbejdet med at føre jeres forskellige bidrag sammen?
- Jeg blev præsenteret for John Cxnnor ret tidligt i processen, og det er noget, der taler ret meget til mig, den form for musik. Det første nummer, jeg hørte, var et The Devil’s Trade-nummer, ‘Dead Sister Merope’, og jeg blev straks betaget af deres måde at føre The Devil’s Trade sammen med det doom-ravede, postapokalyptiske univers, som de arbejder med, på. Jeg fik straks billeder af, hvordan man kunne føre noget, der er flere tusind år gammelt, og noget, der er et sted ude i fremtiden, sammen. Rasmus og jeg har som sagt snakket sammen i mange år, og jeg kunne mærke, der var en god vibe mellem Rasmus og Ketil. Jeg kunne også mærke, at der var noget kreativt i den måde, Heilung arbejder på, den måde, Kai arbejder på med sine ting, og den måde, vi arbejder på i krigergruppen, som gjorde, at det kunne give rigtig meget mening. Og jeg kunne meget konkret se krigergruppen i en John Cxnnor-sammenhæng. En krigergruppe, der kunne råbe. Pludselig blev det konkret, og så havde jeg en god snak med Kai, og vi syntes, det gav mening, at krigerne og Kai fik sit eget ved siden af Heilung. Heilung er kun Heilung, hvis alle er med, så vi ville gerne lave noget, der kunne stå alene, men som tog de kreative processer med ind i andre projekter.
Men hvad er det så, der driver de to projekter frem? Hvordan forener man den dybe fortid og den fjerne fremtid, og hvad er det, de to punkter fjernt fra nutiden har til fælles – og hvordan kan det konkret udmønte sig i en musikalsk sammenhæng?
Kai, kan du ikke prøve at fortælle mig om, hvordan du oplever Heilungs, og nu Kriigerkvlts, og John Cxnnors æstetiske forskelle og ligheder?
- Den største og vigtigste forskel er, at Heilung kommer fra fortiden, og Heilung vil altid forblive der, og forsøge at bringe fortiden ind i nutiden. Og jeg opfatter viben for John Cxnnor som at bringe fremtiden ind i nutiden. Det er meget elektronisk, og for mig er det bare meget spændende at forbinde de tre verdener. Vi baserer os i Heilung på en germansk stamme, som hedder Harii, og derfor har vi grundlæggende en præference for at se ud, som vi ser ud i Heilung, og vi tager det element videre ind i fremtiden. Vi kommer selvfølgelig på en måde til at se anderledes ud, men også på en anden måde til at ligne os selv meget med nogle elementer. Vi kommer til at nærme os Fallout-serien eller Mad Max-filmene. Sådan noget post-apokalyptisk noget. I sidste ende har mennesker altid haft de samme udfordringer i en verden, som er fyldt med farer. Man har brug for sammenhold.
Har man set et show med Heilung eller John Cxnnor, så ved man, at det visuelle og æstetiske fylder en del, men det er ikke et overfladisk spil for galleriet eller som chokrockens teatralske kulisser. Vi er nærmere ude i en visuel side, som spiller med på musikkens præmisser. Og denne sammensmeltning af fortid og fremtid giver også en dybere mening. Her peger Kai på et berømt citat af Albert Einstein:
- Det er, som Albert Einstein sagde: “Tredje verdenskrig vil blive udkæmpet med atomvåben, men fjerde verdenskrig vil blive udkæmpet med køller og sten”.
John Cxnnors shows har altid haft karakter af at være særligt udtænkte begivenheder, og Heilung beskriver selv deres shows som ritualer. Også Witch Club Satan, som de deler scenen med, har en rituel tilgang til deres performance. Rasmus fortæller om den sammenhæng i livepraksis:
- Vores koncerter er jo forbundet med en følsomhed og en skrøbelighed, som kommer af, at meget ofte bliver de sange, som vi optræder med, spillet for allerførste gang. Det vil sige, at der er rigtig meget på spil for os på scenen. Der er en eller anden energi, som jeg ikke har oplevet før med andre bands, hvor vi jo er vant til at øve op og kunne tingene til mindste detalje. Ofte optræder vi med nye artister, og nogle af dem har vi aldrig mødt før. Det skaber en meget speciel energi og synergi på scenen, som kan være smittende for publikum også. Og den her konstellation i Vega bliver jo også første gang, vi skal optræde med det her nummer, og det er også første gang vi mødes, så der er rigtig meget på spil for os alle sammen i virkeligheden.
Hvordan det konkret kommer til at spænde af, kan man opleve, når fortid og fremtid, elektronik og spyd, rave-æstetik og stammeritualer, laserlys og krigerkor forenes i Store Vega. Franske Sierra er special guest, og vi får floor shows fra Witch Club Satan, Embla og Smertegrænsens Toldere. John Cxnnor får besøg på scenen af Witch Club Satan, HIRAKI, Kim Song Sternkopf (MØL), Victor Kaas (LLNN, EYES), Andreas Bjulver (CABAL), Mai Soon Young Øvlisen (Meejah), Jacob Bredahl, Martin Nielskov (The Psyke Project, Embla), Benjamin Clemens (SYL), Thomas Burø (Lack, Tvivler) og altså Kriigerkvlt.