Vi elsker atter oldschool

Devilution fangede to Morgoth-medlemmer blot en time før showstart for bandet på årets Copenhell. Men der var ingen stress at fornemme hos den snakkesalige guitarist og bandets lidt mindre talende nye frontmand.

Normalt er det intervieweren, som skal have lavet sit forarbejde, men denne gang havde bandet også forberedt sig og fundet Devilutions anmeldelse af ‘Ungod’ frem – bandets seneste album, som kun fik 2 ud af 5. Belejligt nok ikke var den ikke skrevet af undertegnede, som kunne fortælle tyskerne om en anmeldelse, der for så vidt var positiv nok, men havde sin primære anke i, at der var så som så med originalitet. Men det var heller ikke meningen ifølge bandet. “There’s nothing 'new' on it,” som guitarist Sebastian Swart svarede.

Det skulle vise sig, at det primært var Sebastian Swart, der førte ordet. Den nye frontmand, Jagger, der også spiller i Disbelief, var mindre ordvillig, til gengæld var han mere brummende og det med en noget tykkere tysk accent.

Morgoth har været længe med, og intervieweren kunne derfor godt tænke sig at høre, hvordan bandet oplevede starten på dødsmetal på tyske breddegrader. Man er vel nostalgisk om den fine kunstart, som dødsmetal jo er. Den tyske guitarist kom dog mere med mere åbenlyse svar end en tysk pendant til en Illdisposed vs. Konkhra-saga.

“Det var bands som Death, der kom til Europa og spillede. Du ved... jeg kom med i bandet i november 1990, men bandet blev dannet tilbage ‘85, og da de andre startede, ville de være det vildeste band i verden, haha. Der var thrash metal, men der var ikke rigtig noget death metal. Så vi kendte det ikke, og da det kom, tænkte vi: 'wow, det er anderledes!'. Det var en anderledes sangskrivning, anderledes vokal – selvfølgelig!– og en anden riff-stil. Det var tungere og mere stemningsfuldt.”

Blev I inspireret af andre bands, eller føltes det mere som en naturlig udvikling i jagten på den nævnte vildskab?

“Vi opfandt helt sikkert ikke dødsmetallen, men vi var et af de første bands i Europa inden for genren.”

Hvordan var den tyske scene så – var I alle venner eller konkurrenter? Kendte Disbelief, som du, Jagger, jo også spiller i, og Morgoth fx hinanden dengang?

Jagger fanger, at spørgsmålet er stillet til ham og tager for en stund teten og svarer:

“Vi begyndte at spille live med Disbelief i 1992, og vi har spillet live med Morgoth dengang. Det vil dog ikke ske i fremtiden, for jeg kan ikke spille to shows på én dag. Det er noget lort, men sådan er det.”

Sebastian Swart tager ordet igen:

“I Tyskland var der især os og Atrocity, og ude i Europa var der Paradise Lost, Unleashed, Entombed, Grave og alt det der. Det var en voksende scene, og vi kendte hinanden. Ikke som deciderede venner, men altså, vi kendte hinanden godt. Men konkurrence, nej, sådan følte jeg det i hvert fald ikke. Der var forskellige bands, og nogle blev store, andre gjorde ikke. Det var vel en sund konkurrence, hvis der overhovedet var en”

Tilbage til den gamle skole

Morgoth forsvandt ud af æteren i 1998 efter at have søgt i en noget mere groovy og industriel retning med  'Feel Sorry for the Fanatic' i 1996. I 2010 dukkede bandet op på diverse festivaler, og der kom blandt andet en live-dvd i kølvandet på det.

Hvad var det for en gnist, der fik Morgoth til at genopstå?

Igen er det Sebastian Swart, der er hurtigst ude af startboksen, men alt andet ville også være sært, da Jagger først kom med i 2014.

“Da vi stoppede i 1998, var der ikke et egentligt split. Vi fortsatte bare ikke. I november 2010 blev vi kontaktet af festivalbookere, der sagde, at nu blev ‘Cursed’ jo 20 år året efter, og om det ikke skulle fejres. Jeg talte med Marc (Grewe, tidl. frontmand, red.) om det, og vi diskuterede for og imod. Marc ville gerne, og jeg sagde ok, men lad os høre Harry (Busse, guitarist, red.). Han var vores plat eller krone. Uden ham ville vi simpelthen ikke gøre det. Han sagde giv mig 24 timer, men han ringede allerede efter et par timer og sagde: 'okay, lad os gøre det'. Vi tog siden i øveren og prøvede nogle trommeslagere og bassister derefter.“

“Vi spillede nogle af de gamle sange, og de var mere eller mindre gemt et eller andet sted i hjernen, trods alt. Vi måtte rekonstruere nogle ting, som vi ikke helt kunne huske præcist, hvordan vi spillede i sin tid. Via gamle sange som ‘Pits of Utumno’ fandt vi frem til det sjove i musikken igen, hvilket ellers havde været væk i en rum tid. Det var blandt andet derfor, vi havde skiftet stil med ‘Feel Sorry for the Fanatic’. Eller faktisk allerede med ‘Odium’, som vi også følte var ret anderledes end ‘Cursed’. Vi fandt simpelthen glæden ved den her oldschool form for musik igen."

Hvad skete der så i årene imellem – familie, børn, karriere?

“Jeg blev faktisk far allerede i 1992. Harry stiftede familie i de år, ja, og så har folk ellers arbejdet med diverse. Jeg selv arbejder i gaming-branchen.”

En frontmands fald

Jeg så jer på Wacken i 2011, og Marc talte på scenen om, at der ville komme en ny Morgoth-plade, men der gik lidt længere tid, end han umiddelbart lagde op til.

“Det gjorde han sikkert, haha. Marc ville virkelig gerne have en ny plade, men Harry og jeg var lidt mere sådan... skal vi, og hvis vi skal, hvordan skal det gøres, og hvornår vil vi i så fald? Kan vi stadig skrive sange osv.?”

Men hvornår gik I så i gang?

“Det var sent i 2012, starten af 2013.”

Albummet blev så ikke med Marc. Hvordan har fansenes reaktion været – og specielt for dig, Jagger?

“Den første gange i Tyskland kunne jeg godt mærke en vis skepsis fra fansene, men ved slutningen af et show virkede 95 % okay med det. De sidste kan man aldrig ændre, men generelt er det positivt. Efter et par sange kan man se fra scenen, at de fleste løsner op og nyder showet”

Sebastian Swart har naturligvis selv været klar over ulempen, men virker meget opløftet og tilfreds med hvordan det hele er endt.

“Det er ikke let at erstatte Marc. Selvfølgelig. Han var sådan en stor del af bandet. Men efter de første shows med Jagger kunne jeg se, at det her virkede. Sådan et skift virker selvfølgelig ikke fuldt ud fra start, men Jagger arbejdede virkelig for det og udviklede sig.”

Marc gav et interview til blandt andet Terrorizer. Er I enige med ham, og er han helt ærlig? Han taler om alkohol og diskussioner taget i bandet under hans alkoholpåvirkning. Diskussioner, han i dag ved, at han skulle have taget ædru?

“Ja, det har han ret i, men til sidst sås vi kun til shows, og vi kunne ikke tale sammen der, for der var han ikke ædru. Det blev for meget. Der var så meget med ham, vi vidste ikke med ham til sidst: kan han spille, kan han ikke spille? Han var tit så fuld, at han glemte teksterne, kunne i det hele taget ikke rigtigt synge og talte “bullshit” mellem sangene. Han var som en tikkende bombe – man vidste aldrig, hvad der kunne ske til et show”.

Så han er på rette spor, når han selv bebrejder alkohol?

“Ja... i de første interviews efter bruddet valgte vi ikke at arbejde med Marc mere, vi valgte ikke at udtale os om hvorfor. Men efter han valgte at fortælle sin side af sagen, så har vi valgt at være mere åbne om det. Det har været tungt op til bruddet. Han fornærmede alle, også vores forretningspartnere, ja, sågar Harry og jeg. Og så kom han ikke med meget kreativt input til musikken.”

Han hævdede ellers, at han blev fyret én uge, før vokalen skulle indspilles, og at Jagger synger nogle af hans ord og hooks.

“Al tekst er skrevet af Harry, mig, Jagger og også Marc Reign (trommer). Vi måtte udskyde studietiden og selv skrive tekster, fordi Marc ikke var gået i gang med at skrive. Der var ingen tekster. Der var nogle linjer, han skrev ved “et tilfælde”, og fordi vi var flinke, prøvede vi at bruge noget af det, han lavede impulsivt i øveren. Jeg skrev fx ‘God is Evil’ over en af hans idéer for at gøre det lettere for ham, når han skulle synge det i studiet, og nu hævder han så, at han har skrevet dit og dat til pladen”.

Bandrelationer og sangskrivning

Hvordan ser I på det at være i et band?

Den nye frontmand er først med at give sit besyv:

“Det starter ofte med nogle gode venner, og så efter nogle år sker det tit, at nogen går ud, og andre kommer ind. Folk, der ikke er venner, men som kan blive det. Det er normalt. Jeg har stor respekt for et band som Rush, der har været sammen – de samme mennesker – i over 30 år”

“Ja, som Jagger siger, man starter som gode venner, men ting ændrer sig over 25-30 år. Det kan ikke forblive, som da man var 17 år. Alting ændrer sig. Også forretningen. Den gamle kontrakt havde ingenting om internet osv., for det fandtes ikke, så den slags skulle indarbejdes i den nye kontrakt. Men vi har nu ikke følt noget pres eller andet fra Century Media (Morgoths pladeselskab, red.)".

Hvad sker der så efter ‘Ungod’?

“Det var en lang beslutning overhovedet at lave denne plade, som vi nu promoverer. Jeg vil lige nyde den først. At den er her. Som hos så mange andre bands, så starter det med riffs, så skal der ske noget, så skal Harry og jeg skal sætte os ned og finde på noget, lave nogle råmix og få Jaggers vokal på”

Her liver Jagger for alvor op og supplerer guitaristens svar:

“Og at lave det på den måde var ikke mulig med ‘Ungod’, fordi studiet allerede var booket og på grund af det tidspres, vi var under, da jeg kom med så sent i processen. Nu vil jeg kunne høre sangene længe inden og komme på vokallinjer osv. Det var simpelthen ikke muligt denne gang. Jeg håber, der kommer en Morgoth-skive mere.”

Og Sebastian Swart kan da også mærke gnisten, der er i bandet lige nu, og det fornemmes mellem linjerne, at der snildt kunne dukke mere op fra de tyske veteraner:

“Jeg vil aldrig sige aldrig. Det ser vi på, når vi måske har en sang eller to. Vi bliver heller ikke yngre, der er så mange unge, vilde bands, der kommer. Det skal stadig give mening, at vi fortsætter”.

Der er en vis arv i Morgoth. Som både Morgoth og andre bands må se, om de kan komme i nærheden af. Som Jagger siger: “Morgoths 'coolness' er svær at opnå i dag. Musikalsk. Og det er det, man skal toppe.”

Det skal stadig være Morgoth-værdigt, hvis I skal lave mere?

“Ja, når vi har noget nyt, vil vi se på, om kvaliteten er god nok, og er den det, så hvorfor ikke? Vi får se, hvad der sker.”

Det blev Sebastian Swart, der dermed fik sidste ord i dette interview. De to herrer havde kun lidt stress på, over at der nu kun var godt 35 minutter til showstart. Men Copenhells dejlige stemning fik bandet kun at nyde, mens de stod på scenen, for kort efter showet var bandet på farten igen på vej mod et show på Graspop dagen efter.