WOA '11: Udmærket nostalgi
Populær
Genopstandne Morgoth var gode, men med Morbid Angel tidligere samme dag, så stod det også lysende klart, hvorfor tyskerne aldrig fik samme succes.
Man kunne sagtens stå med lidt trang til mere dødsmetal efter Morbid Angels fine eksekvering af varen tidligere på dagen. Derfor var Morgoth lige sagen, da det gendannede band udelukkende spillede musik fra sin dødsmetalperiode frem til 1993. Det tyske band havde bestemt sit at byde på i sin tid, men havde kun en relativt kort pladeudgivende periode, som samtidig faldt sammen med, at genrens giganter var godt i færd med at vokse sig rigtigt store. Og større end Morgoth.
Bandet blev derfor ikke meget mere end lokalt store, selvom pladerne og gruppen nåede vidt omkring på grund af efterspørgslen på god død. Men det drastiske stilskift i gruppens sidste tid (pladen 'Feel Sorry for the Fanatic' fra 1996) blev nok bandets endeligt, og med så mange andre fede metalbands derude, så måtte det blive ved det.
Håndværket var nu i orden dengang, og det var det også stadigvæk. Marc Grewes vokal var måske nok federe i studiefacon, som han for nyligt præsenterede på en udgivelse med Shane Embury og Insideous Disease, men alligevel trængte den temmelig kraftigt igennem. Marc havde solen lige i øjnene, så om det var derfor at stodder-attituden ikke blev fraviget, og solbrillerne blev på næsen under hele showet, skal være usagt.
Bandets bassist var stadigvæk ganske sej at se på med sit lange hår og det store skæg, og trommeslageren lignede heller ikke en, der helt havde kvittet passionen for den hårde musik. Det var faktisk kun guitaristen til højre på scenen, som ikke helt holdt det hårde look, men hvad gjorde det, når han spillede de gamle dødsmetalsange på fornem vis?
"We're Morgoth and we're back!" blev det proklameret flere gange. Men hvis det betyder, at der kommer et nyt album fra tyskerne, så vil det nok være nødvendigt, at det er ualmindeligt stærkt, fordi et nyt album vil ikke som dette show kunne leve udelukkende på nostalgi-faktoren.
Koncertmæssigt kunne det dog fint klare sig på nostalgi og den herlige lyd af starthalvfemsernes dødsmetal. De store riffs og de stærkeste hooklines var desværre ikke så rigt til stede, som hos nogle af samtidens amerikanske dødsmetalbands, og den ulempe led showet også lidt af. Det blev godt og helt sikkert bestået og tiden værd, men det stillede kun lidt af abstinenserne for klassisk dødsmetal efter angrebet fra Trey, Dave og resten af Morbid Angel.