“Frankrig har mistet sit forhold til naturen”

Da Alcest spillede til A Colossal Weekend snakkede vi med Neige om japansk kultur, naturen og spiritualitet, der altid har fyldt i Alcest, særligt på ‘Kodama’.

Alcest har været en af de afgørende kunstnere i black metal-historien på grund af deres lysere tilgang til genren, hvilket bevirkede til en åbning af scenen og miljøet, der tidligere havde været kendt for dens anden bølge – mørke, dysterhed og den berygtede norske black metal-scene.
 
Du udfordrede den mørke, der regerede i genren ved at implementere lyse elementer i musikken.
Ja, vi har en meget positiv tilgang til tingene og bevæger os ikke kun i mørket. Da jeg begyndte at spille musik, hørte jeg rendyrket black, og den første Alcest demo var jo stort set bare en Darkthrone-rip off. Men jeg fandt meget hurtigt ud af, at jeg hellere ville lave musik, der var mit eget.
 
I min barndom havde jeg nogle underjordiske oplevelser, der ændrede mit liv – det gav mig et mere positivt syn på livet, hvilket jo er meget fremtrædende i vores musik. Den har en masse gode vibes og positiv energi, der på mange måder er det stik modsatte af black metal, som handler om misantropi og mørke. For os handler det om kærlighed, det er meget romantisk og sensitivt, hvilket jo ikke ligefrem har været til stede i metalscenen, som hele tiden prøver at være ”åh-så-sej" og "vikinge-agtig”. Alcest er meget skrøbeligt.
 
I begyndelsen var mange metalfolk efter os med, at vi var “åh så gay”. Det tog os evigheder at blive anerkendte for det, vi laver – men endelig er det som om, at folk forstår os og vores musik.
 
For mange år siden var du medlem af Peste Noir, et fransk black metal-band i reneste forstand. Hvordan var det at være en del af denne scene og så gå imod den rent musikalsk og æstetisk?
Da jeg var yngre, var min mørke side mere fremtrædende, og ved siden af Alcest havde jeg bare brug for at spille i netop den type band, men nu er det ikke noget, jeg behøver længere.
 
Men du gik jo først ud, da Alcest havde eksisteret i noget tid?
Ja, men det er ikke noget, jeg synes, er vigtigt for min historie som musiker – ikke i forhold til, hvad vi er og laver nu. Kort sagt var det bare en mørk periode i mit liv.
 
Foruden dine barndomsminder, hvilke bands trak du så på som musikalsk inspiration til Alcest?
Åh, utroligt mange bands i løbet af vores karriere. The Smashing Pumpkins har haft en stor indflydelse på mig personligt. Særligt deres andet album, ‘Siamese Dream’, har været en enorm inspirationskilde, da de brugte durakkorder – meget glade toner på en meget tung måde. Jeg tænkte, at det var ret fantastisk, at man kunne spille tung musik eller heavy på en glad måde. Det, synes jeg, var ganske imponerende. Så ja, denne type bands har haft meget at sige for mig som musiker.
 
Ellers kan jeg nævne bands som Dead Can Dance, Cocteau Twins og Slowdive, som nok er mit absolutte yndlingsband.
 
Har du hørt deres nye album?
Ja! Jeg synes, det er et godt album. En fremragende comeback-plade! Produktionen er en anelse mærkelig, eller det er i hvert fald ikke, hvad jeg forventede. Det er meget moderne, men jeg synes at sangene er virkelig gode – jeg er så glad på deres vegne, for i halvfemserne blev de behandlet så dårligt, men nu er de jo nærmest musikguder. De er stærkere end nogensinde.

Nå, men for at vende tilbage til det, vi kom fra, hører jeg virkelig meget forskellig musik. Jeg er vild med minimalistiske komponister som Philip Glass. Jeg er også kæmpe fan af Grimes. Jeg hører virkelig meget musik, men faktisk ikke til så meget metal længere.
 
Men hvorfor har du så beholdt metalelementerne i din musik? Før i tiden fyldte de meget, med ‘Shelter’ forsvandt de næsten, men i ‘Kodama’ har du inddraget dem igen.
Ja, det er faktisk er virkelig godt spørgsmål. For at være ærlig ville jeg nok lave en helt anden type musik nu, hvis jeg selv kunne vælge. Men det er det, jeg er god til – selvom jeg ikke hører meget metal længere, kommer det altid derhenad, når jeg skriver musik, for det er den musik, jeg er vokset op med, og den type musik, jeg er vant til at skrive ud fra. Egentlig tror jeg bare, at det er min comfort zone, hvilket jo et eller andet sted er ret sørgeligt. Med ‘Shelter’ prøvede jeg at flygte lidt fra denne tendens til at komponere, men jeg ved ikke, om det egentlig var vores lyd, eller om det er den plade, som Alcest har lydt bedst på.
 
Som gammel Alcest-fan kunne jeg ikke helt forholde mig til ‘Shelter’, da den kom ud, og jeg tror, at jeg blev frustreret over bandets nye retning. Men når jeg hører den nu, er det faktisk et ret stærkt album: den er meget atmosfærisk, og de smukke, lyse og sublime elementer fylder langt mere, end de tidligere gjorde.
Ja, sådan tror jeg, at mange Alcest-fans havde det, da den blev udgivet. Man kan på en eller anden måde sige, at det er et sommeralbum, der har en stærk historie bag sig: jeg voksede op ved kysten i Sydfrankrig, så det er en hyldest til havets stærke energi.
 
Men det er da gennemgående i flere af jeres plader: mange af dem har henvisninger til havet?
Ja, havet betyder enormt meget for mig.
 
I ‘Kodama’ er det dog ikke til stede.
Det er rigtigt. Det er måske noget, jeg vender tilbage til på næste album. Der skal være masser af akvatiske lyde.
 
Og netop ‘Kodama’ er en blanding af det gamle materiale og ‘Shelter’. Var det med vilje? Hvordan opstod albummet egentlig?
Efter ‘Shelter’ kunne vi ikke rigtig blive blødere, for det er en virkelig blød plade. Den var også ret atmosfærisk, hvilket var lækkert, for det var noget, jeg på daværende tidspunkt som musiker havde brug for at gøre.
 
Da vi skrev ‘Kodama’ følte vi, at vi havde brug for at gå tilbage til vores originale lyd, som jo er en blanding af mange ting, hårde såvel som bløde elementer, vores lyd er jo ret dynamisk, den kan både rumme høje og dybe toner.
 
‘Shelter’ var en smule mere ambient, og til ‘Kodama’ var vi i et mørkere mindset – vi havde jo terrorangrebet i Paris, der fandt sted to minutter væk fra, hvor jeg bor, så det påvirkede mig en del, og derfor er pladen en smule mørkere end den forrige.
 
Derudover omhandler pladen temaer som Japan og konflikten mellem naturen og mennesket – hvordan vi har mistet vores forbindelse med naturen.
 
Hvad tror du, det skyldes?
Jeg tror, at folk er for egoistiske og kun fokuserer på sig selv, og tror at teknologi er svaret på alting. Men ærlig talt tror jeg ikke, at teknologien har gjort os noget godt – dermed ikke sagt, at det er en dårlig ting, men sommetider føler jeg, at vi ikke bruger det på den rigtige måde.
 
Vi bor i en verden, hvor mennesket er fortabt, særligt i de vestlige lande. Vi er ikke længere spirituelle som før, hvor religion havde en vigtig rolle i vores hverdag, og nu føler jeg, at vi ikke rummer disse ting længere – nu har vi nye guder såsom Facebook, hvilket jo egentlig er ret mærkeligt.
 
I nogle lande som eksempelvis Norge har folk dog stadig en stor relation til naturen, men det har vi slet ikke længere i Frankrig.
 
Er det derfor, du har søgt hen mod den japanske kultur og er blevet inspireret af den?
Ja, det er en af grundene.
 
‘Kodama’ betyder træ-ånd på japansk. Men har du søgt i denne retning, fordi den appellerer mere til dig på grund af dens forhold til naturen og spiritualitet?
Ja, mit forhold til den japanske kultur skyldes en del ting. Som du selv påpeger, er det et meget moderne land, men samtidig føler jeg, at de har stor respekt for naturen, hvilket jeg synes er enormt interessant.
 
Min tætte forhold til Japan skyldes også, at jeg siden min barndom har været stor fan af anime og den japanske kultur generelt, så for mig har det været som en lang kærlighedshistorie.
 
Miyazakis 'Prinsesse Mononoke' har også været en stor inspiration for pladen, ikke?
Ja, helt bestemt. Historien omhandler forholdet mellem menneskets forevige trang til at udvikle sig og erobre alt, der er muligt, og naturen, som jo har været her altid og næsten er det stik modsatte af mennesket. Alligevel prøver mennesket at eksistere side om side med naturen, hvilket jo slet ikke lykkes, og det, synes jeg, er et meget interessant emne – det reflekterer jo den problematik, vi sidder i nu, det siger meget om vores samfund.
 
Hvad med fransk inspiration? Du har refereret til franske digtere på dine tidligere plader.
Det franske ved Alcest er jo, at vi er fra Frankrig, det er en stor del af vores identitet, og derfor er der også noget fransk til stede, men jeg synes ikke, at vi lyder franske.
 
Vokalen og dermed de franske tekster ligger så lavt i mixet, at de er svære at høre – selv franskmændene forstår ikke, hvad vi synger. Synes du, vi lyder franske?
 
Ja.
Ja? Nå, jamen okay. Så lyder vi måske alligevel franske.
 
Det gør i bestemt! Jeres musik er meget dynamisk og meget følelsesladet på sin helt særlige måde, hvilket ikke er noget, man finder i meget andet musik. I har et meget sublimt og smukt lydbillede.
Ja, det kan du måske have ret i. Nu kender jeg ikke så mange danske bands, jeg kan sammenligne vores udtryk med.
 
Et andet fransk band, der også beskæftiger sig med natur og – 
Gojira, ja.
 
Lige præcis. Men du sagde tidligere, at der i den franske kultur ikke er plads til naturen og det spirituelle – alligevel er der en masse franske bands, der beskæftiger sig med disse emner og problematikker. Skyldes det, at det netop mangler i jeres kultur?
Ja, det tror jeg bestemt. Det er en reaktion på vores kultur. I Frankrig har vi en meget lang litteraturhistorie, vores gastronomi er verdenskendt, og så har vi jo en helvedes masse kendte kunstmalere – og musikere, ikke mindst. Men vi er ikke kendte for vores forhold med naturen: den har vi for længst mistet, nok dengang de kristne konverterede det franske folk for hundredvis af år siden.
 
I lande som Norge og Island er naturen så … Ja, jeg ville ikke sige fjendsk, men den er meget tilstede i folks liv, befolkningen er jo nærmest afhængig af den og tvunget til at leve med den. I Frankrig har vi meget medgørlige temperatur- og naturforhold, hvorfor vi måske netop derfor glemmer naturen, da vi ikke bemærker den.
 
Tidligere nævnte du, at selv franskmænd ikke forstår hvad du synger. Hvad er dit forhold til sprog? Alcest er jo også et ord, der er opfundet.
Ja, men det er ikke et ord, jeg personligt har fundet på. Det er taget fra en bog, men har ingen betydning.
 
Du blander også fransk og engelsk, det skifter i titlerne.
Ja, nogle titler er på engelsk, men alle tekster er på fransk – eller selvopfundet sprog. Det er bare noget “bla bla bla”.
 
Så du følger altså lyde fremfor sprog?
Absolut! Selvfølgelig er meningen bag ord meget vigtig, både for mig og for musikken, men når jeg laver demoer, optager jeg bare vokaler uden tekster – volapyk uden mening. Og nogle gange beholder jeg bare de her lyde frem for at skrive tekster, for jeg har større kunstnerisk frihed, når jeg kan lave de lyde, jeg har lyst til, og som passer bedst til musikken.
 
Noget nyt om et nyt album? I har jo været på en ret omfattende turné.
Helt bestemt, vi har været på tour siden september. Det er virkelig lang tid, og vi er så trætte. Jeg ville elske at begynde at kigge på et nyt album og har allerede nogle ideer til et par gode sange. Men jeg skriver og komponerer kun musik, når jeg er hjemme – jeg har brug for ro, for at kunne være i mig selv og være kreativ.

Læs alt om Alcest her.