"Vi vælter os i ambitioner"

I anledning af Superchargers anden skive 'That's How We Roll", svarede guitarist Thomas P. på et par aktuelle spørgsmål fra Devilution.

Tillykke med den nye skive, der jo har fået mange positive
anmeldelser, også fra Devilution. Var det en svær fødsel i forhold til debuten?

– Både og! Det er vigtigt i sammenligningen mellem 'Handgrenade Blues' og 'That's How We Roll', at processen omkring sangskrivning og planlægning har været af to forskellige verdener. Vores debut var helt naturligt en blanding af nye og gamle numre, der, selvom de var skrevet længe før indspilningen og deslige var demonumre, vidste sig gode nok som albummateriale. Det var dengang på tide at smide et album på gaden for at opnå mere opmærksomhed og vi skrev cirka fem numre mere, for at det blev til et fuldlængde-album. 

– Hvor til gengæld vores nye skive, 'That's How We Roll' er nøje planlagt, både i forhold til, hvornår vi skulle indspille, og derved, hvor længe før vi skulle begynde at skrive numre, og især hvornår den skulle udkomme. Alt det var på plads, da vi gik i gang – mere eller mindre. At der så oven i alt det kommer en lang promotionplan og budget osv., er også med til at understrege forskellen mellem de to albums, rent fødselsmæssigt.  

– Men vi var fokuserede på, at der overhovedet ikke var nogen grund til at gå rundt og vente for længe med at smide album nummer to ud. Motivationen var der og behovet for nyt musik var der, så det tog ikke mange beslutningsrunder mellem os i bandet og VME for at sætte planlægningen i gang. Vi havde helt sikkert også brug for at skrive musik igen og arbejde målrettet efter en ny milepæl. Det handler om at holde de interne og eksterne hjul i gang.    

– Og tak for den flotte anmeldelse. Det er rart at vide at man har fået sendt noget brugbart musik på gaden. 

Vi kommer jo ikke udenom, at I på det nye album har skruet en anelse ned for aggressiviteten. Var det også målet fra begyndelsen? Eller er det tilfældigheder og lignende, der har bragt jer der?

– Der er meget lidt mulighed for at planlægge pladens endelige udfald, eller hvor det bærer hen. Som udgangspunkt ved vi alle i bandet, at det er rock 'n' roll, vi spiller, men der er heldigvis også forskellige indgangsvinkler til det, og da vi er i en intensiv skriveprocess over fire måneder, hvor der også indspilles samtidig, er det vist naturligt, at den individuelle indgangsvinkel ændres frem og tilbage, og at man drejer i nye retninger indimellem. Samtidig med det, har det været helt frit skud fra hoften, hvorhen genren skulle kunne bevæge sig.

– Vi skulle jo grundlæggende ikke så gerne lave en 'HB Vol. II', så det har helt sikkert været et mål at lave noget nyt og bevise, at vi kan mere eller andet. Til "aggressivitets"-spørgsmålet har du delvist ret. Vi pløjede derudaf på 'Handgrenade Blues' med numre, som havde samme grundlag i lyden. Meget en plade der siger; "Her er vi – take or leave it".

– På 'That's How We Roll' pløjer vi derudaf på nogle andre præmisser, hvor det handler om at både vokal, produktion, intensitet, plade-flow og ikke mindst variation, skal være med til at skabe intensiteten og bibeholde SuperChargers væsen. Det er trods alt vigtigt at musikken kan spilles live som vi plejer og være festens udgangspunkt.   

'Handgrenade Blues' var indspillet i Antfarm Studio hos Tue Madsen, og 'That's How We Roll' hos Kristian Thomsen, der blandt andet har stået bag udgivelser af country-duoen Hush og Black City - altså også her et skift fra metal-indgangsvinkel til noget betydeligt mere rocket. Hvorfor traf I dette valg, og hvilken indflydelse har det haft på musikken og produktionen?

– Både Kristian og Tue er begge megagode til at være det, de skal i forhold til bandet der indspiller. Både som producere og som mennesker. Vi har i bandet nok en anelse tendens til at bevæge os i nogle røde felter hvad angår temperament, og at ville det hele på én gang, hvor de begge er gode til at komme med inputs og stille begrænsninger og muligheder op for os i processen. Vi har helt sikkert haft et mål i at søge over i Kristians mere rockede og poppede tilgang til produktionen, fordi vi meget gerne ville bevæge os helt ud af metalsammenligningen. Jeg tror sådan set også godt, at Tue ville kunne have lavet et rock album med os denne gang, men det endte hos Kristian, hvor også logistiske og tidsmæssige elementer havde indflydelse på det.

– Det er en beslutning, der skal tages ud fra, hvor vi ønsker at musikken skal hen, og så må man forsøge at ignorere de personlige indgangsvinkler til tingene. Selvom det sgutte er helt let! Jeg opfatter Tue som en rigtig god ven, og jeg håber da, at jeg en anden gang skal indspille med ham – med SuperCharger eller med noget andet musik – og Kristian er efter indspilningerne også blevet en person, man har lyst til at bruge tid sammen med udover musikken, og som vi taler med jævnligt – så selvfølgelig er der noget venskab forbundet med "arbejdet", men der må man fokusere på det, der er vigtigt for bandet på det givne tidspunkt og så regne med, at alt andet holder.

– I forhold til 'That's How We Roll' har Kristian været benhård i processen. Der er ting man må og kan i forhold til musik, og hvis man ikke overholder det, så siger Kristian det til dig, og det er regel nummer 1.

– Der er ingen vej udenom, og han argumenterer din røv ud af trussen, hvis du forsøger at tage en diskussion op! Så det sker indimellem, at man har lyst til at pakke sine ting og skride af helvede til, men man har jo lige betalt manden sin børneopsparing, så man giver det en chance, og så viser det sig for det meste, at han havde ret alligevel - resten er lidt smag og behag og Kristian kan også godt hoppe med på noget, hvis altså argumentationen holder vand. Og det hedder sig en musik-teoretisk argumentation…! Ellers kan man hoppe og rende!! Og så er hans ører helt rigtigt skruet fast på hver side af det store krølhår!!     

Har I grebet sangskrivning anderledes an på 2'eren?

– Ja, på flere områder. Vi har for det første forsøgt at skrive sange i stedet for riffs og samtidig har vi mere eller mindre haft en co-producer på fra starten, ved navn Anders Ringman, som har været dybt involveret i arrangementerne og kommet med uforbeholdne meninger om det, vi havde gang i. Det har gjort rigtigt meget for vores interne kommunikation og for motivationen…! Især i forhold til at få forberedt ideerne hjemmefra, gav det en masse skud i bøssen – som man så populært siger – og der har nok været slækket en del på alle andre ting, som f.eks. arbejde og huslige pligter osv, når det var federe at lade ideerne vælte ud af ærmerne.

– Ellers har det helt naturligt handlet meget om at smide om sig med numre, riffs og sangideer i øveren i et par måneder. Vi har indrettet os, så der både er gode muligheder for at nyde et par 6-packs i læder-hjørne-sofaen, samtidig med at vi kan indspille ideerne med det samme.

– Og når det går godt, og man synes, at det man får lavet holder vand, så genererer det flere ideer og resultater. Vi valgte jo at takke nej til en masse koncerter i den periode, hvilket der både er gode og dårlige ting, der taler for. Vi skulle jo nødig blive glemt eller gå i stå på den front, men samtidig var det også nødvendigt at fokusere på albummet. Så nu skal der følges op på festfronten.

Kan I tilføje de nye numre samme energi live? netop intensiteten er jo et af jeres varemærker?

– Ja, det synes jeg helt sikkert! Det er vigtigt for os at de numre der kommer ud af processen skal fungere både live og på plade! Men det er helt sikkert en topprioritering, at vi fortsat skal kunne opretholde pulsen på scenen, og at publikum skal mærke live-energien.

– Med nogle af de nye numre har vi jo også mulighed for at skabe noget flow i koncerten. Dvs. styre intensiteten meget mere, end vi havde tidligere. Intensiteten kan så baseres på andet end bare fuld-blæs, når vi nu også kan bygge den op igen og igen undervejs.

– Indtil videre har det i hvert fald været succes at spille nogle country-rock numre imellem de klassiske rock numre, og de numre der fremstår som de mere stille på pladen, som eksempelvis 'Are You Satisfied?' er faktisk et af de numre hvor folk hopper mest igennem! Den er megagroovy, når vi spiller den live, og så er det megafedt, når publikum skråler med på omkvædene. Det er i hvert fald helt sikkert et succeskriterium for os i det henseende.      

I har fået fast mand med på tangenter. Har de ekstra instrumentale muligheder haft betydning for musikken?

– Lars var faktisk også med på 'Handgrenade Blues'. Både på pladen og til koncerterne, men nu har han købt fuldt medlemskab i bandet og har denne gang selvfølgelig også deltaget i sangskrivningen. Vi står seks mand på scenen (uanset størrelse) når vi spiller koncert, så vi er som band aldrig stillestående. Det virker fedt med trommesæt og klavererne på samme podium. Det giver også en stor balance i sceneshow og vi har mulighed for at løbe op og feste med både trommeslager og klaver/percussion, mens vi spiller. Stor bevægelse på scenen giver helt naturligt en federe oplevelse for publikum.

– I sangskrivningen har vi ligeledes taget hensyn til piano og mundharpe i lydbilledet. Især klaveret kan medvirke til nogle fede grooves og under alle omstændigheder understrege, hvor vi gerne vil have der skal være lidt ekstra flow i intensiteten. Så det og mundharpe og diverse percussion har vi lagt stor vægt på, da vi indspillede, uden at det er blevet presset ind i musikken, bare for at være der. Det skulle gerne give mening, hvad rolle det spiller i lydbilledet.      

Forventer/frygter/satser I på at nå ud til et bredere publikum med det nye knap så voldsomme udtryk?

– Vi frygter det bestemt ikke! Det er helt klart et mål at nå ud til et bredere publikum. I øjeblikket oplever vi både helt unge, folk på vores egen alder og folk på vores forældres alder dukke op til koncerterne og der er sgu lige meget feedback fra alle aldersklasser. Det er en god fornemmelse og den helt rigtige retning. Til de unge får vi lov at smide om os med autografer og få taget billeder, og hos de ældre generationer er det fedt at høre, at deres ungdomsfest fik en revival for et par timer, og at de drømte sig tilbage til deres egne første rock and roll fester. Det er jo den bedste blanding af glade mennesker.

– Jeg synes I skal kigge forbi en af vores koncerter snart og opleve, at vi stadig på mange felter rent faktisk brager lige så meget igennem, som vi gjorde med debut albummet til sammenligning. Jeg tror den bemærkelsesværdige forskel ligger i, at der er større mulighed for sing-a-long hist og her på det nye materiale...! Men bassen i brystet, svedhaglene, jernsmagen i munden og vildskaben holder vi stadig højt, trods det lidt "blødere" udtryk på pladen!      

Hvordan ser det ud med koncertplanerne den næste tid? Efter opvarmning for navne som D:A:D og Mustasch, må I vel have store ambitioner i den retning.

– Vi vælter os i ambitioner i øjeblikket. Der er så positiv feedback på pladen, at mulighederne skinner helt lyst op for øjnene af os og, vi knokler på for at virkeliggøre så mange af dem som muligt. Vi vil gerne være en selvfølgelighed i folks pladesamling, billetindkøb og ikke mindst playliste valg til privatfesterne. Vi har lang vej endnu, men det går bestemt i den rigtige retning. Vi ved godt, at der skal lægges en masse arbejde i det her rock musik, og vi tager meget få ting for givet, udover et uudtømmeligt køleskab med øl, når vi rammer et spillested.

– Vi har netop lavet booking aftale med et stort Tysk Tour-management og ligeledes fået en aftale så småt på plads med et fedt svensk booking agency! Så nu skal der for alvor bygges en scene op i de lande. Vi har modtaget mindst lige så meget opmærksomhed fra Sverige denne gang, hvilket vi desværre ikke rigtigt oplevede med debutpladen. Men med 'That's How We Roll' virker det som om at vi har ramt rimelig tæt på et mål, der for os har stor betydning.

– Vi vil meget gerne ind på det svenske marked, og nu laver vi både radiointerviews og er måneds album i det største populær magazin derovre, så hvis vi hurtigst muligt kan følge op med koncerter og tour, håber vi på det bedste. Men selvfølgelig tæller det højest på listen, at de danske koncerter udvides til udsolgte haller.       

Kan I ligefrem se Supercharger lave det, der i dansk rock/metal må kaldes en 'Volbeat' udi det store gennembrud til masserne?

– Alt er jo åbenbart muligt i disse tider, så man skal aldrig sige aldrig. Jeg har lidt på fornemmelsen at det kan blive endnu vildere end Volbeat, hvis man på samme måde rammer plet på det rigtige tidspunkt. Men det er jo umuligt at forestille sig noget i den retning, lige så vel som jeg tror Volbeat ikke havde forestillet sig deres nuværende situation for otte år siden! Det Volbeat tilføjer er helt sikkert troen på, at tingene kan gå i den mastodontiske retning, som det gjorde for dem. Eller gør!!

– Vi fortsætter med hvad vi laver og bygger det op i den fart, der nu kan lade sig gøre. Det vigtigste for os pt. er at få spredt nyheden om vores nye album og bandet og vinde folks rock kærlighed. Vi adskiller os så tilstrækkeligt meget på lyd og vokal til, at vi kan stå lidt udenfor og lyse op, synes jeg! Det er det, vi tror på, og det er det, der er vores største force. Og at du får den kombineret med et energisk og festligt live-show, kan da kun være en positiv indsprøjtning i din musikalske inspiration. Og så er bare vores forhåbning, at folk har lyst til at fortælle om og inddrage deres nærmeste i SuperCharger-oplevelserne.