Punk er ikke tidsbegrænset

Det sidste i verden, Tvivler ville være, var et far-band. Men hvad betyder det at forpligte sig til punkrock, når man ikke længere er 25? Vi taler med dem forud for albumdebuten i næste uge.

Omtrent halvvejs inde i arbejdet med at skrive sangene til debutalbummet med Tvivler stod et par af medlemmerne en aften på en bar i København og diskuterede, hvilken berettigelse en punkrockplade fra deres hånd overhovedet havde.

– Der er jo ikke noget drama i vores liv nu at skrive punkrock ud fra, husker Thomas Burø, at han argumenterede den aften.

– Vi er ikke på stoffer, der er ingen slåskampe. Men måske er det netop det at forpligte sig på noget positivt, som vi gør det i vores liv nu med forhold og børn, der er dramaet. At man ikke bare er i opposition til noget, men faktisk vil noget.

– Det betyder også noget andet at forpligte sig til en punkplade nu.  Det var nemt nok, da man var 25, men forpligtelsen får en anden karakter, når man står det sted, vi gør nu. Det ville vi gerne formidle: at det ikke går over, siger Thomas Feltheim.

Det sted, medlemmerne i Tvivler med guitaristens ord står nu, er i voksenlivet med alt, hvad den pakke indebærer af børn, forhold, karriere og en fortsat nagende tvivl om ens egen berettigelse i det hele. Men det har været vigtigt for Thomas Feltheim, at den modenhed, der er kommet med alderen, ikke udmøntede sig i tilbagelænethed.

– Far-bandet er min største aversion. Man kan lugte det på lang afstand, når den type band kommer ind på et spillested. Der, hvor det er kommet til bare at handle om at have nogle gode lørdage i øvelokalet. Det har det ikke handlet om for os. Vi mødes, fordi det er en nødvendighed for os. Vi har et behov for at skrive herfra, hvor vi står nu.



Hverken sure eller rørstrømske
Livsomstændighederne, som Thomas Feltheim så nøgternt benævner voksenlivet, har betydet, at der er gået seks år, fra Tvivler fandt sammen, til de albumdebuterer med ‘Ego’ d. 3. april. I løbet af de år har de udgivet tre 7”-singler i serien ‘Negativ Psykologi’ med et års mellemrum frem til 2017, inden de begyndte arbejdet med ‘Ego’.

– Fra starten besluttede vi, at vi ville bruge de tre 7”'ere som en platform, hvor vi kunne prøve kræfter med, hvordan vi ville lyde som band, forklarer Thomas Burø om, hvorfor de tre udgivelser umiddelbart pegede i hver sin retning med forskellige producere, inden det hele blev kondenseret til det, der er ‘Ego’.

Den lange tilblivelsesproces uddyber Thomas Feltheim:

– Vi har forsøgt ikke at have travlt med den her plade. Det er jo en plade, der er skrevet, mens børnene sov. Vi ville gerne bruge tid på at gøre det på en måde, hvor det blev godt, og hvor vi kunne leve op til det dogme, vi har sat for os selv, om at man ikke må blive sur, når tingene ikke virker. For det ved vi af bitter erfaring, at det er nemt at blive i et band, og det bliver hurtigt så rørstrømsk.

Inden de gik sammen om at spille hardcore i Tvivler havde Thomas Feltheim og trommeslageren Morten Clausen spillet sammen i hardcorebandet Children of Fall og mathrockbandet Obstacles, mens bassisten Morten Ogstrup stadigvæk har postrockbandet Town Portal ved siden af Tvivler. Thomas Burø var på sin side sanger i screamobandet Lack, der over tre plader op gennem 00’erne var et af de toneangivende europæiske bands i genren.



– Vi har været der, konstaterer sangeren tørt og uddyber så:

– I Tvivler fandt vi tidligt ud af, at den der indbyggede idé om, at man hele tiden skal ville mere med bandet, var vi nødt til at gøre op med. Vi skal kunne nyde det. Det er også en del af det at forpligte sig positivt. At i stedet for at spille en turné, fordi så skal der komme dobbelt så mange næste gang, gør vi det, fordi det er godt nu.

– Det er et opgør med idéen om, at et band først har færdigudviklet sig, når det når et vist niveau. Vi kan stadig spille for 25 mennesker, uden at det gør noget. Det er ikke et mål i sig selv, at der kun skal være 25, men det er heller ikke et mål for Tvivler, at der skal være dobbelt så mange, fastslår Thomas Feltheim.

Sangenes egen logik
Da denne skribent i 2005 interviewede Thomas Burø i forbindelse med Lacks andet album, ‘Be There Pulse’, havde de taget et skridt væk fra debutens sammenbidte hidsighed over mod et mere varieret og indierocket, mindre konfrontatorisk og larmende udtryk. Dengang spurgte jeg ham, om den bevægelse, som man kender fra talrige andre bands i hardcore og metal, altid nødvendigvis måtte gå den vej: Om man ikke kunne udvikle sig kreativt den modsatte vej ved at blive endnu hårdere og endnu mere indædt. Thomas Burøs svar lød, at der da var et band som Breach, der var gået den anden vej. Nåh ja, og D-A-D. Men ellers mente han, at det var en naturlig og noget nær uundgåelig udvikling, når man var blevet træt af at køre med 200 i timen lige ind i muren.



I Tvivler er udviklingen dog gået i modsat retning af, hvordan Lack, Obstacles og Town Portal udviklede henholdsvis udvikler sig: Det bliver hårdere, voldsommere, hurtigere og mere skingert end nogensinde før på ‘Ego’.

– Vi har alle sammen haft den der kreative bevægelse i tidligere bands, hvor vi har søgt en forfinelse af udtrykket. Både når det gælder sangskrivning og de lydlige virkemidler. Men da vi startede Tvivler, var vi bare enige om, at nu ville vi spille punkrock og hardcore igen, erklærer Thomas Burø.

– ‘Ego’ er skrevet på en lyst til ikke at være stille, supplerer Thomas Feltheim om pladen, der på trods af et par enkelte mere afdæmpede sange hen mod slutningen i form af ‘Vestover’ og ‘Flokløs’ samt det tyste mellemspil ‘Forfalden’ midtvejs over en bred kam er variationer af kantede to-minutters punksange, inden det hele eksploderer i den afsluttende ‘Navn’.

– I tidligere bands var vi allesammen drevet af et ønske om hele tiden at blive bedre. Det er egentlig meget egoistisk, at vi gør, som vi gør nu, men vi er ikke i konkurrence med nogen længere, føler vi. Og vi er heller ikke mere true af den grund.

– Når vi skriver en sang, finder vi hurtigt ud af, hvad den kan. Der er en immanent logik i den enkelte sang, men det forpligter vi os til at bruge som grundlag for at tænke sangen videre og se, hvad den kan. En sang som ‘Navn’ har jeg flere gange tænkt er det vildeste progrocknummer, men det var ikke noget, vi kunne forudse, da vi begyndte på den, siger Thomas Burø.



Voksen og frustreret
Resultatet af de refleksioner, bandet har gjort sig gennem de første seks år, er en plade, der på én gang lyder moden og velovervejet og samtidig kaotisk og dramatisk. Der er ikke noget tilbagelænet eller hyggeligt over ‘Ego’, der er en eksplosion af følelser, rasen, begejstring og tvivl. Hvis man gik og troede, at alle scenesters begynder at spille Bruce Springsteen-sange på akustisk guitar, når de første grå hår dukker op, kan man pænt aflevere sine fordomme i garderoben på vej ind i pladen.

På sin vis løber Tvivler dermed parallelt med et andet københavnske hardcoreband, Nyt Liv, hvor veteraner fra scenen på samme måde har fundet tilbage til et mere basalt hardcore-udtryk som granvoksne. 

– Det kan jeg godt spejle mig i, medgiver Thomas Burø.

– Men jeg har også tænkt over det i forbindelse med mit arbejde på CBS, hvor jeg skriver ph.d. om kulturelle miljøer. Én af de erfaringer, jeg bygger på, er, hvor hårdt såret miljøet i København blev, da Ungdomshuset blev ryddet. Det viser, hvor sårbare sådan nogle miljøer er. Det tog ti år, før folk fra dengang begyndte at finde sammen igen, og man skulle genopfinde en mening med sig selv, fordi man ikke længere havde det fysiske holdepunkt. Men punk er ikke bare defineret ved ungdommelighed alene. Den er defineret af lidenskab, ikke nødvendigvis ungdom.

– Det er det modsatte af, hvad et band som Refused har gjort, efter de er vendt tilbage. De gør punk til noget tidsbegrænset, indvender Thomas Feltheim.

– Det er det, der er kunstgrebet for mig: At distingvere mellem de politiske paroler, som Refused næsten udelukkende kører på nu, og en tekst, der beskriver den følelse, der driver og underbygger ens politiske holdninger. Det giver for mig en anden vitalitet i det, vi laver, og hele bandet har nemmere ved at finde sig til rette i det, når det ikke bare er overlagte markeringer, siger Thomas Burø.

– Men der er stadig den grundlæggende frustration, selvom man er blevet ældre, siger Thomas Feltheim.

– Det er så nemt at tænke, at når man bliver ældre, falder det hele på plads. Men det er jo et mega følelsesmæssigt arbejde! Nu er de ting, der er vigtige at skrive om, sådan noget som det, vores børn oplever. Noget så banalt som mobning kan jo, hvis man sætter en parentes om mobningen, komme til at handle om følelsen af at være socialt marginaliseret.

På den måde har Tvivler fundet deres egen berettigelse som modent, velovervejet og komplet afsindigt og uforudsigeligt hardcoreband.



‘Ego’ udkommer på Negativ Psykologi 3. april.