Morgendagens Stjerner: Deathkoan

Med første single offentlig for alle med interesse, tog vi en snak med et af de nye, spændende, men erfarne spirer fra den danske undergrund: DEATHKOAN

DEATHKOAN er er projekt, der udspringer af bagmand Emil Breunings personlige kamp mod angst og depression og er, når man fjerner makeuppen og kontaktlinserne, et ærlighedsprojekt med plads til både kaos og forløsning. Lyden og teksterne er tunge, emotionelle og kompromisløse. Et spændendende projekt med et særdeles relevant fokus, som Breuning her fortæller om. 

Hvem er med i bandet?
Hvor mange mennesker skal der til at lave et soloprojekt? (griner)

Musikken var mit gemmested, når verden blev for overvældende, og selvom sangene og teksterne udspringer af noget meget personligt, har det krævet flere mennesker at sætte DEATHKOAN i gang.

Her bliver jeg nødt til at nævne Mads Zelasny (Cold Culture) og Patrick Christoffersen (tidl. Between Oceans), som ud over kreativ sparring og praktik også har sparet mig for flere psykologtimer, end jeg allerede har haft.

Vi er stadig i en proces, men foreløbig er det mig og Patrick, der laver ALT. Vi har med vilje ikke valgt at søge samarbejde hos relevante selskaber, men vil gerne vise verden hvor langt vi kan komme selv.

På live-siden, når vi kommer dertil, er jeg superstolt af at have Natasja Stormly (Ivy Crown) på guitar og Anders Mørck (Kaiju) på trommer med.

Hvordan startede bandet?
DEATHKOAN startede som en nødvendighed.

Som sagt gennemgik jeg en svær periode i mit liv. Jeg havde en fornemmelse af, at lykkepillerne holdt mig oven vande ved at lindre de værste symptomer, men de kunne ikke fjerne det kaos, der stadig var i mig.

Jeg fandt derimod ud af, at det hjalp at tale med andre, at sætte ord på det og turde stirre direkte ind i mørket. Det var i den proces, jeg skrev musikken – ikke som en løsning, men som en erkendelse af tingenes tilstand. Og det blev starten på DEATHKOAN.

Hvad betyder navnet?
Lidt abstrakt kan man vel sige, at det er en meditation over livet.

Et koan er et udsagn eller en lille gåde, der bruges i zenbuddhismen til at bryde vanetænkning. DEATHKOAN kan således være svaret på livet. Men det vil jeg lade lytterne om at bestemme, om det er. (griner)

Hvem har opdaget DEATHKOAN?
Det har Devilution – og snart Devilutions læsere. (smiler).

Det starter med et slag mod overfladen. Derfra følger ekkoet, strømmen og de nysgerrige menneske-sjæle. 

Indtil videre gør vi alt selv, men vi er da spændte på, hvor det fører os hen – og hvem der lytter med undervejs.

Hvad er det sværeste ved at være "ny" i gamet? 
Jeg har faktisk ikke tænkt så meget over, hvad det sværeste er.

Måske fordi jeg, selvom DEATHKOAN er dugfriskt, ikke rigtig betragter mig selv som ny i gamet – eller måske fordi jeg stoler så meget på de mennesker, der er en del af og omgiver DEATHKOAN. Men jeg har gjort mig nogle tanker om, hvad det betyder at bruge sit eget liv – sine kampe og sit kaos – som et kunstnerisk og performativt projekt.

Det kan have konsekvenser, og det ville gøre mig ked af at blive misforstået. DEATHKOAN er ikke et forsøg på at romantisere mørket, men en måde at konfrontere og acceptere det.

Hvordan har det været at indspille sangene? 
Forløsende.

Hele vejen igennem har det føltes som noget, jeg skulle ryste af mig. 

De kommende sange er indspillet i samarbejde med Mads Zelasny, som har været en fantastisk sparringspartner. Han har både skubbet til mine grænser i forhold til, hvad jeg tidligere var komfortabel med – især når det kom til min vokalperformance – men han har også været lyttende og reflekteret i forhold til, hvad jeg ønskede mig af sangene. 

Hvad er dine musikalske inspirationer?
Det kommer an på, hvilken dag du spørger mig. (smiler)

DEATHKOAN trækker på en blanding af industrial, metal og mørk pop – Gutter Pop, som vi har valgt at navngive det.

Først og fremmest er DEATHKOAN inspireret af mit eget kaos. Men hvis jeg skal fremhæve nogle få kunstnere, der har sat spor, må det være Silent Planet, Bad Omens, The Plot in You og Marilyn Manson.

Hvad er jeres drømme/hvad vil du gerne opnå med din musik?
DEATHKOAN har som sagt været en måde at møde og acceptere mit eget mørke. Hvis musikken også kan være et soundtrack for andre, der står i deres eget mørke, eller en reminder om, at livet kan være svært – og at det fandeme er okay at bukke under en gang imellem – så har jeg opnået det vigtigste.

Derefter kommer store scener og millioner af streams.

Hvordan vil du nå de drømme/mål?
Ét skridt ad gangen. (smiler)

DEATHKOAN startede som noget, jeg gjorde for min egen skyld – og det er stadig udgangspunktet. Jeg tror på, at hvis musikken er ægte, vil den finde vej. Det handler ikke om at jage noget, men om at skabe noget, der betyder noget.

Hvordan vil du helst ikke se projektet ender?
Det er svært at forestille sig enden på noget, der lige er begyndt.

Men hvis DEATHKOAN en dag mister sin nerve – hvis det bliver en gentagelse uden substans – vil jeg hellere lade det dø end at tvinge det videre.

Det skal være levende. Hvis det forsvinder, skal det være, fordi det har sagt hvad det skulle.

Hvor meget opbakning har du fra baglandet?
Meget mere, end jeg kunne have ønsket mig eller havde regnet med.

DEATHKOAN har i den grad fået en varm velkomst blandt venner og bekendte – plus en bassist, der sagde: “Hallo, du laver ikke det der uden mig!”

… Og jeg som prøvede at skabe noget grimt. (griner).