Morgendagens Stjerner: Hearteater

Hearteater

De har hærget i den danske undergrund i flere år og er nu parat med fuldlængde-debuten. Hearteater er potent post-hardcore og parat til at overtage verden.

Hvem er med i bandet?
Emil Schaldemose Ljungberg Jensen – bas
Michael Dahl Christensen – trommer
Mikkel Rejkjær Clausen – guitar og vokal 
André Sønderbæk – guitar og vokal
Emil Breuning – leadvokal.

Hvordan startede bandet?
Før Hearteater blev dannet, har flere af os spillet sammen på kryds og tværs i forskellige konstellationer. Uden nogen helt konkret vision på det tidspunkt var vi enige om at bruge de midler, vi kunne, på at skabe og forme det, der blev til Hearteater.

Hvor var jeres første øver?
Vores første øver som Hearteater var i et lille lokale et sted på Nørrebro – ovenpå en bankoklub. Bankospillere er åbenbart ikke Hearteaters segment, og vi blev smidt ud på grund af klager om støjgener. Selvom det ikke var så fedt at skulle flytte alt vores gear, var vi en lille smule stolte over at nå gennem vægge og høreapparater og forarge folk med skitserne til vores første sange.

Faktisk har vi haft mærkeligt mange øvelokaler, i forhold til hvor længe vi har spillet. Vi blev smidt ud af et andet lokale i København, fordi et medlem af et stort lokalt band havde overnattet der – vist nok meget fordrukken. Ejeren af stedet, som også husede musikforening og musikskole, blev svært vred over situationen, da klassiske musikundervisere underrettede ham om et læs tømmermænd, der lå og sov brandert ud til skue for foreningen, musikskolen og dens elever.

Andre øvelokaler har vi dog selv valgt at fraflytte. Men det er heldigvis et stykke tid siden, vi er blevet smidt ud eller har valgt at flytte selv.

Hvor var jeres første koncert?
Vores første koncert var som support for Evra til deres releasekoncert på Beta. Der gik rygter om, at de valgte os som support, fordi vi var fem medlemmer i bandet, ud fra en logik om, at et band på fem skulle kunne trække flere mennesker til koncerten end et band på tre eller fire. Det har selvfølgelig været sagt i sjov, og uanset hvad havde vi en fed oplevelse – fordi vi syntes Evra var nice, og fordi vi faktisk blev taget rigtig godt imod af publikum og anmeldere.

Hvem har fået øje på jer?
Vi havde ret tidlig kontakt til Elevation og Prime Collective, som har hjulpet og støttet os en hel del. Et andet svar på samme spørgsmål kunne være “flere og flere”. I takt med at vi har spillet flere og flere koncerter, har vi mærket støtten og interessen for Hearteater vokse, hvilket i øvrigt kun giver os mod på at skrue endnu mere op for energien i vores koncerter.

Hvad har været jeres største koncert?
Det var en fornøjelse at følge Helhorse på deres DK-tour og prøve at spille på nogle scener, som var lidt større, end hvad vi før havde prøvet på det tidspunkt. Herudover er vi sindssygt stolte over festen, vi var med til at starte til Distortion 2018, og af at være en del af Prime Is Giving 2019.

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
Man siger jo, at al begyndelse er svær. Det kan være svært at forklare, hvorfor man som band og musiker skiller sig ud blandt mange andre bands. Men det mener jeg til gengæld, vi er klar til at slå helt fast med vores debutalbum, ’A House in Rapture’.

Hvordan har det været at indspille ’A House in Rapture’?
Superhårdt arbejde. Nogle af sangene blev færdige, ugen før vi gik i studiet. Nogle af teksterne blev først færdige i studiet. Jeg blev syg, og vi måtte udskyde vokalindspilningerne i over en måned. Til gengæld har vi lært meget af det hårde arbejde, og vi har også haft det sjovt undervejs. Vi har været godt vejledt af vores producer Chris (Chris Kreutzfeldt, Cabal), som trods et sort hjerte af dødsmetal kan smitte alle med godt humør. Og vi er virkelig blevet tilfredse med resultatet – lige nu er vi egentlig bare megaspændte på at præsentere, hvad det er, vi har arbejdet så hårdt på så længe.

Hvad er jeres inspirationer?
Musikalsk er det næsten umuligt at pege på, fordi vi hver især har personlige favoritter, som strækker sig fra pop til metal til screamo og til scifi blues – og nej, scifi blues er nok ikke en ting så meget som et ord, der kom til mig, første gang jeg hørte Zeal and Ardor. De navne, som ofte nævnes i øvelokalet kunne være Every Time I Die, Deftones, Norma Jean, While She Sleeps og Letlive.

Hvad er jeres drømme?
Lige nu er drømmen i virkeligheden bare at komme ud at spille vores nye sange live så meget som overhovedet muligt, starte nogle moshpits og for alvor slå vores navn og lyd fast.

Hvordan vil I nå dem?
Med en koncentreret LinkedIn-liste over koncertbookere, en voodoo-dukke og et satanisk ritual lånt fra 'Bride of Chucky'.

Hvordan vil I virkelig IKKE ende?
Efter flere gange at være faldet i overilethed på scenen, have slået en flig af en tand på scenen og flækket mine bukser, så min bagdel var til skue for publikummet i en tjekkisk punkklub, føler jeg ikke længere, jeg har så meget stolthed at tabe. Og i virkeligheden ville jeg også være rigtig ærgerlig over at være et af de bands, der tager sig selv alt for seriøst. Musik handler for mig om at kunne give slip og skeje ud. Jeg vil derfor virkelig IKKE at ende som et selvhøjtideligt, iscenesat band, der skal passe i en bestemt kasse.

Hvor meget opbakning har I fra baglandet?
Vi har venner, som har fulgt os, fra vi startede og stadig bakker os op – noget, som er helt uvurderligt. Så længe vi nu har eksisteret, er der kommet flere til, og den interesse og det engagement, som følger med, når baglandet vokser, er så rørende, at jeg har lyst til at lære alle, som lytter til Hearteater, at kende. Musik er sådan et interessant sted at mødes, fordi det fylder så lidt og så meget på samme tid.