Morgendagens stjerner: Momentum

Populær
Morgendagens stjerner: Momentum

Momentum er et ganske nyt band, der spiller noget så sjældent som klassisk, old school heavy metal. Læs om, hvad der gør dem til, hvad de er.

Hvem er med i bandet?

Troels Rasmusen – Vokal
Martin Helbo - Trommer
Benjamin ”Atlas” Andreasen – Bas
Simon Poulsen – Guitar
Jacob Bruun – Guitar

Hvordan startede bandet?

Bandet startede i 2009, da guitarist, Jacob og trommeslager Martin, besluttede at gå i fodsporene af deres barndomshelte, nemlig Iron Maiden, Helloween m.fl., og startede Momentum, fordi de følte, at genren desværre længe var blevet overset i Danmark.

Hvor var jeres første øver?

Tilbage i 2009 øvede vi i et luksuriøst lokale på 9 m2, uden varme, ved Bowling Nord i Aarhus. Dette lokale blev senere skiftet ud til mere komfortable omgivelser i et øvelokalekompleks i det nordlige Aarhus.

Hvor var jeres første koncert?

Vores første koncert var til et arrangement, der hed Black Christmas, på Viften i Rødovre, med blandt andre Vanir og What Worms Inherit.

Hvem har fået øje på jer?

De fleste danske rock- og metalmedier har efterhånden hørt navnet Momentum. Vores seneste ep 'A World in Ruins', er blevet taget godt imod af en lang række danske og udenlandske medier. 

Hvad har været jeres største koncert?

Den, for os, største/bedste koncert var på Backstage i Aarhus i efteråret. Vi spillede med Diamond Drive og Spit Rusty. Det lille lokale var proppet med glade metaltilhængere, og der var en rigtig god stemning og energi.

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?

Vi indspillede vores debut-ep hos Jacob Bredahl i Dead Rat Studio. Det var skidesjovt. Jacob er en hyggelig fyr med styr på sit shit. Han var rigtig god til at definere lige præcis den lyd, vi alle sammen havde gået rundt med i tankerne. Ep’en tog fem fulde dage at indspille, og det sidste kor blev lagt 21.30 fredag aften. Det bliver bestemt ikke sidste gang, vi besøger Dead Rat Studio. Det var fee'!

Hvad er jeres inspirationer?

Vi trækker hver især inspiration fra vores personlige favorit bands, men overordnet snakker vi den klassiske heavy metal som vi alle sammen kender og elsker. Iron Maiden, Judas Priest, Helloween, Motörhead, bare for at nævne de få oplagte.

Hvad er jeres drømme?

Som de fleste andre bands håber vi da en dag at kunne leve af vores musik og at komme ud i verden og spille en masse fede koncerter, det kunne da være fedt ! Plus private jetfly med Bruce Dickinson som pilot.

Hvordan vil I nå dem?

Vi spørger om han gider, siger han nej, spørger vi igen. Nej, vi arbejder meget med de medier, vi har til rådighed, og gør vores bedste for at være synlige på de relevante sociale medier og i undergrunden. Vi arbejder målrettet på at få nogle bookingaftaler i Danmark, men også Tyskland.

Hvordan vil I virkelig IKKE ende?

Som Anvil ... Vi vil ikke stå om 10 år og se tilbage, og føle at vi kunne have nået længere, hvis vi havde gjort mere. Så vi arbejder hårdt for at blive hørt og forsøger at udnytte alle de chancer vi får.

Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job, etc.?)

Der er generelt rigtig god opbakning. Vi har stadig den lange europatur til gode, men vi regner da med at opbakningen også vil være der til den tid.

Hvad forventer I jer at få ud af deltagelsen i Mighty Fight Night?

Vi er ganske godt klar over at vi er underdogs i selskab med Fall of Pantheon og Wecanwalkonwatertoo. Men vi glæder os til at blæse Vega omkuld. Hvem ved, måske det kunne være en indgang til en aftale med et bookingbureau. Men som udgangspunkt håber vi på en fed aften med et veloplagt publikum.

Hvad kan publikum i Vega forvente sig af jeres show?

Epic fucking metal! Vi har ikke planlagt noget særligt, men går på scenen med vores sædvanlige energi og leverer et show, der nok skal sparke gang i folk.